Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

KU’s ledelse om blokaden: Vi prøver at få det til at fungere

BLOKADE - Ledelsen på Københavns Universitet vil ikke følge Aarhus og tilkalde politiet for at standse blokaden af rektoratet. De studerende skal have lov til at ytre sig, lyder det.

Igen i dag blokerer bevægelsen Et Andet Universitet områder på både Københavns Universitet, Aarhus Universitet og RUC.

Blokaderne begyndte onsdag eftermiddag. På alle tre universiteter var målet for blokaden rektoratet, og her sidder de stadig i København og i Roskilde, mens blokaden i Aarhus imidlertid er blevet flyttet.

De århusianske studerende fik adgang til rektoratet under påskud af at ville holde møde med AU’s chefjurist. AU’s ledelse bad med det samme de studerende om at forlade området, og da de blev, valgte ledelsen at tilkalde Østjyllands Politi, som fik dem til at flytte sig – ifølge de studerende ved at fremsætte trusler om brug af peberspray og knipler. Et Andet Universitet i Aarhus har nu valgt at flytte blokaden til vandrehallen og fortsætter protesterne derfra.

Ikke et akut problem

I København og Roskilde har man dog endnu ikke valgt at tilkalde politiet. Og ifølge vicedirektør Jasper Steen Winkel er det heller ikke planen fra KU’s side.

Har I tænkt jer at gøre noget ved, at de studerende blokerer rektoratet?

»Nej, hvad skulle vi gøre ved det? Så længe bygninger og inventar ikke skades, og sagsakter og persondata beskyttes, er der ikke et akut problem.«

I Aarhus har de jo valgt at tilkalde politiet og få dem til at flytte de studerende?

»Det her er ikke Aarhus Universitet, det er Københavns Universitet.«

»Vi prøver at få det til at fungere, så de studerende kan ytre sig, og vi kan få gjort vores arbejde,« lyder det fra Jasper Steen Winkel.

Både i Aarhus og København afholder Et Andet Universitet arrangementer hen over weekenden, blandt andet holder de århusianske studerende ‘Blokadebryllup’ fredag aften og workshop og debat lørdag. De studerende i København inviterer til politisk debat lørdag eftermiddag på Nørregade 10. Indtil videre er lektor Tania Ørum og uddannelsesordfører Rosa Lund (Ø) offentliggjort som debattører.

lene.munk-petersen@adm.ku.dk

Seneste