Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

KU er storforbrugere af løsarbejdere

Københavns Universitet har været blandt de slemme til at ansætte undervisere i tidsbegrænsede stillinger. Vis ansvar og stop det, lyder opfordringen nu fra fagforbund og deltidsansatte ovenpå voldgiftsdom

Københavns Universitet, og i særdeleshed Det Humanistiske Fakultet (HUM), er storforbrugere af deltidsansatte undervisere. Således er der ansat dobbelt så mange ‘løse fugle’ på KU som på Aarhus Universitet, og næsten halvdelen af det videnskabelige personale på HUM er deltidsansatte. Det kan ikke fortsætte længere, lyder meldingen nu internt på KU efter DM – Fagforening for Højtuddannede i august tabte sin voldgiftsag mod Personalestyrelsen om de eksterne lektorers ret til at modtage pension på lige fod med de fastansatte. DM krævede pensionen efterbetalt tilbage til 2001 svarende til samlet 719 millioner kroner til de eksterne lektorer og undervisningsassistenterne. »Jeg synes humaniora har været slemme til at bruge eksterne lektorer. Det er en ussel tilværelse, så universitetet må oppe sig og tilpasse den mængde undervisning man tilbyder til den økonomi man har i stedet for at tilbyde de ansatte urimelige arbejdsvilkår,« siger AC-tillidsrepræsentant Leif Søndergaard.

Kynisk udnyttelse
Ifølge Henrik Prebensen, fællestillidsrepræsentant på HUM, bliver der også brugt deltidsansatte på Det Sundhedsvidenskabelige og Det Juridiske Fakultet, men det er stort set kun på humaniora at der er deltidsansatte der ikke har anden form for indtægt og derfor er i klemme. De kan maksimalt få 780 undervisningstimer om året, men har normalt kun 500 timer, og det kan man ifølge Henrik Prebensen knapt nok leve af. »Fakultetet har ret kynisk brugt deltidslærerstillingen som sikkerhedsventil, fordi bevillingerne gik op og ned efter politikernes forgodtbefindende,« siger Henrik Prebensen. Han peger på at universiteterne i en årrække har haft mulighed for at fastansætte deltidslærerne som undervisningsadjunkter og det sidste år også som eksterne lektorer, men det er sket i meget få tilfælde på KU, så han konkluderer at viljen ikke har været til stede fra ledelses side. Derfor vil Henrik Prebensen have DM til at hjælpe enkeltmedlemmer, der har arbejdet som deltidsansatte uden ret til pension, med at indbringe sagen for EF-Domstolen for at køre nogle prøvesager der kan komme til at danne præcedens. Han peger på at voldgiftdomstolens begrundelse for at afvise en prøvning ved EF-domstolen var at DM og AC ikke havde nogen retlig interesse i at få spørgsmålet prøvet. Men det må individuelle deltidslærere have, så de kan godt gå videre med sagen.

Tag ansvar
Morten Hjelt har været undervisningsassistent på Det Musikvidenskabelig Institut på KU i 15 år og er næstformand for de deltidsansattes klub på HUM. Han mener, at løsninger er at ledelsen lever op til sit ansvar og gør noget ved forholdene i stedet for at skyde skylden på systemet og politikerne på Christiansborg. »Det er rendyrket ansvarsforflygtigelse. De har stiltiende accepteret forholdene gennem alle årene. Vi efterlyser, at de forholder sig mere kritisk og protesterer op i systemet,« siger han. Ingrid Stage, formand for DM, har beskæftiget sig med problemet siden 1986. »Jeg synes, vi har gjort hvad vi kunne, men det har været utrolig svært at trænge igennem fordi der har været masser af ledige humanister at tage af. Det har været billigt og let så universiteterne har lænet sig tilbage og sagt at de ikke behøvede at gøre noget. Nu må ledelsen leve op til sit ansvar,« siger hun. Ingrid Stage føler, at hun for første gang i meget lang kan spore en vilje til at finde en løsning. De sidste fire år, mens man har ventet på voldgiftsdommen, har DM ikke kunnet forhandle med Personalestyrelsen, men nu har de to parter aftalt at mødes hurtigst muligt. Hun tvivler derimod på at man kan gå til EF-Domstolen med sagen. Kravene lyder at de løst ansatte som minimum for ret til pension, efteruddannelse, at gå til faglige møder og tid til at forberede sig til undervisningen på linje med de fastansatte.

Konflikt en mulighed
Hvis det ikke lykkes at finde en forhandlingsløsning nu vil Ingrid Stage gøre de løst ansatte vilkår til et af hovedtemaerne ved overenskomstforhandlingerne næste år, og det kan ende med konflikt. »Jeg har blot sagt, at vi må bruge de midler vi har, og det er et af dem,« siger hun. Helene Rasmussen, kontorchef i Personalestyrelsen, bekræfter, at man har indvilget i at genoptage forhandlingerne med DM om at finde en løsning. De blev suspenderet for fire år siden på grund af voldgiftsagen, men indtil videre henholder hun sig til at der allerede er en overenskomst der regulerer forholdene for de eksterne lektorer. Det er ikke lykkes at få dekan Kirsten Refsing til at kommentere arbejdsvilkårene man byder de deltidsansatte på Det Humanistiske Fakultet, men hun udtalte i Information den 24. august: »Det ville kræve virkelig mange penge, hvis forholdene skulle gøres ordentlige. Jeg tror faktisk ikke at det kan lade sig gøre.«

Seneste