Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Kritikere: Bestyrelsen skånede administrationen i besparelser

PENGE - KU lagde op til at spare på administration i stedet for forskning, men har brugt 34 millioner af en særlig strategisk pulje til at frede administrator-job, lyder kritikken fra en del af forskningsmiljøet på SUND. Men sådan kan regnestykket ikke gøres op, svarer vicedirektør.

Hvis der skal spares, skal der spares mindst muligt på forskning og uddannelse. Det er Københavns Universitets ledelses erklærede mål – faktisk er det Punkt 1 på bestyrelsens liste fra december 2015 over ‘kriterier for at tilpasse KU’s økonomi’.

Men ifølge kritikere fra forskningsmiljøet på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND) har ledelsen ikke desto mindre skånet administrationen i den 300 millioner kroner store sparerunde, som i øjeblikket er ved at blive gennemført på KU.

»En hel del herude har givet udtryk for, at ledelsen har snydt på vægten,« siger Allan Randrup Thomsen, der er professor og tillidsrepræsentant for medlemmer af Foreningen af Speciallæger. »Der er en betydelig utilfredshed rundt omkring på VIP-siden med, at man har skåret så hårdt på forskningen, mens administrationen er sluppet relativt let.«

Forskningspenge brugt på administrator-job

Allan Randrup Thomsen og hans kolleger finder det problematisk, at KU’s bestyrelse i december 2015 brugte 34 millioner kroner fra en særlig pengetank, som bestyrelsen råder over til strategiske formål, på at undgå mere direkte besparelser på administration for det samme beløb.

»Når jeg ser det blodbad, der er herude, så er det mærkeligt, at man kan læse i Universitetsavisen, at Fællesadministrationen kunne nøjes med at afskedige 12 personer. Jo tættere man er på ledelsen, desto mere bevågenhed synes man at have.« -Professor Allan Randrup Thomsen.

KU er i øjeblikket i færd med at spare i alt 300 millioner kroner, hvoraf halvdelen (150 mio.) skal gå fra administration og service med en ligelig fordeling mellem fakulteter og institutter (75 mio.) og fællesadministration og tværgående puljer (75 mio.). Spørgsmålet for kritikerne er, om forskningsmidler dækker en del af besparelsen på administration.

»Som jeg ser det, er der en besparelse på 150 millioner kroner, som skal udmøntes med 75 mio. i FA og 75 mio. på fakulteterne, men ved at fjerne de 34 mio. fra bestyrelsens pulje, friholder man FA for næsten halvdelen af besparelsen,« siger Allan Randrup Thomsen.

»De 34 mio. opfattes af de videnskabelige medarbejdere som forskningspenge. De bør tælles i den del, som forskningen skal spare, ikke i den del, som administrationen skal spare,« siger Allan Randrup Thomsen, som heller ikke kan se sammenhængen mellem målsætningen om at skåne forskningen og realiteten på SUND, hvor forskerne også er ramt af nedskæringer på de offentlige forskningsfonde.

»Når jeg ser det blodbad, der er herude, så er det mærkeligt, at man kan læse i Universitetsavisen, at Fællesadministrationen kunne nøjes med at afskedige 12 personer. Jo tættere man er på ledelsen, desto mere bevågenhed synes man at have,« siger Allan Randrup Thomsen.

Økonomidirektør afviser sammenhæng mellem pulje og FA-job

Det er dog ikke muligt at sætte lighedstegn mellem pengene i bestyrelsens strategiske pulje og forskningsmidler, siger vicedirektør for økonomi på KU Thomas Buchvald Vind. Han påpeger, at man ikke kan vide, hvordan bestyrelsen ville have brugt de 34 millioner kroner, som den strategiske pulje bliver slanket med i 2016-2019.

»Bevillingerne fra den strategiske pulje er typisk seed money, altså penge, man løber nye initiativer i gang med,« siger Thomas Buchvald Vind, »og senere har man set, at nogle af initiativerne bliver til faste poster på KU’s budget.«

En del af pengene fra puljen er gået til administrative formål, fx er HR-afdelingen oprindelig sat i gang med en bevilling herfra, ligesom penge til KU’s lederudvikling er hentet i puljen. Men bestyrelsen har også givet strategiske bevillinger til at støtte uddannelsesprojekter som ‘Den gode uddannelse’, så puljen er en blandet landhandel. Besparelsen på 34 millioner betyder blandt andet, at KU skruer ned for ledelsesudvikling, kommercialisering af forskningsresultater, internationalt samarbejde og sprogkompetencer, fremgår det på universitetets intranet.

Thomas Buchvald Vind afviser, at de 34 millioner kroner fra bestyrelsens strategiske pulje er brugt for at undgå fyringer i Fællesadministrationen.

»Man kan ikke opstille regnestykket på den måde. Der er foretaget en ledelsesmæssig vurdering af, hvor KU havde uforbrugte midler, og hvordan disse midler i givet fald kunne bringes i spil, uden at det havde en stor negativ effekt på forskning og uddannelse,« siger han.

Er Fællesadministrationen (FA) sluppet billigere i sparerunden på grund af de 34 mio., end det ellers havde været tilfældet?

»KU har ved at reducere bestyrelsens strategiske pulje med 34 mio. kr. samlet set undgået, at der skulle nedlægges cirka 68 stillinger. Hvis det ikke havde været muligt at reducere puljen med 34 mio., ville det være nødvendigt at gennemgå en række af KU’s andre tværgående aktiviteter, herunder også FA, for at finde et tilsvarende beløb.«

Er FA blevet skånet i sammenligning med fakulteterne?

»Nej, tilpasningsmålet i FA svarer til 8,1 procent af stillingerne. FA nedlægger samlet 47 stillinger, hvoraf der er indgået 20 aftaler om frivillig fratrædelse, 15 ubesatte stillinger nedlægges, og 12 personer er indstillet til afsked eller ændring i stillingsvilkår ,« siger Thomas Buchvald Vind.

Til sammenligning er 5,8 procent af stillingerne på Samfundsvidenskab blevet nedlagt, mens Teologi, der er hårdest ramt i procent, nedlægger 13,2 procent af sine job. Sundhedsvidenskab, hvorfra kritikken stammer, nedlægger 6,6 procent af sine stillinger. Disse tal inkluderer både videnskabelige medarbejdere og administrative. Andelen af administrative stillinger, der bliver nedlagt, er ikke gjort op endnu, men forventes at ligge mellem 4 og 6 procent på fakulteterne.

Tallene for de øvrige fakulteter er: Jura 7,1%, Natur- og biovidenskab 7,6%, Humaniora 8,7%

Har KU levet op til det første kriterium for tilpasningen af KU’s økonomi, nemlig «i videst muligt omfang at friholde KU’s kerneaktiviteter og ressourcer inden for forskning og uddannelse«?

»Ja, KU har levet op til ”i videst mulige omfang at friholde kerneaktiviteter og ressourcer inden for forskning og uddannelse”. Men de 300 mio. kr., som KU skal spare, er dog udtryk for et samlet værditab for forskning og uddannelse,« siger Thomas Buchvald Vind.

»Der er ikke nogen aktiviteter i Fællesadministrationen, der ikke understøtter fakulteter og institutter og dermed forskning og undervisning.«

chz@adm.ku.dk

Seneste