Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Konservativ kandidat: Det er ikke synd for de studerende

UNIVALG 14 - Studerende får langt større indflydelse, hvis deres repræsentanter dropper negativ retorik og holder op med at se sig selv som ofre, siger kandidat fra Konservative Studerende. Studenterrådets spidskandidat køber ikke kritikken - men medgiver, at der har været en tendens til at gå i forsvarsposition på Humaniora.

Er det synd for de studerende, når fremdriftsreformen tromler derudad – eller når dimensioneringen skærer pladser på Humaniora?

Nej, siger Andreas Weidinger, der stiller op til KU-valget for Konservative Studerende. Om end han ikke går ind for fremdriftsreformen, så mener han, der er brug for et opgør med en offer-kultur blandt de studerendes repræsentanter på Københavns Universitet.

»Vi hører altid, at det er synd for de studerende. ’Det er synd, at vi ikke har nok timer’ eller ’det er synd at der skal skæres studiepladser’. Man indtager offerrollen og hopper på barrikaderne, så snart der sker den mindste ændring mod de studerende på et enkelt lille område.«

Og det er ærgerligt, mener Andreas Weidinger:

»Vi studerende ville få langt større indflydelse, hvis vi lagde den negative retorik om og gik ind med ind med et positivt budskab om, at vi er klar til at tage ansvar og indgå i konstruktiv dialog med politikerne.«

For sent ude til fremdriftsreformen

Han ser polemikken om Fremdriftsreformen som et eksempel på, at de studerendes repræsentanter skyder sig selv i foden med offer-retorikken.

»Fremdriftsreformen er en katastrofe, fordi den fjerner fleksibiliteten for de studerende. Men hvis man ikke som det første var gået på barrikaderne og havde lavet stordemo, så er jeg sikker på, politikerne havde været villige til at lytte,« siger Andreas Weidinger.

Han mener samtidig, at de studerendes repræsentanter var alt for sent ude til at påvirke den politiske proces.

»Fremdriftsreformen kom som et chok for mange. Og det gjorde den, fordi de valgte studerende ikke forstår, hvordan man bedriver lobbyisme og politisk interessevaretagelse i et moderne samfund. De kommer for sent til at påvirke beslutningerne og reagerer med protester. Men hvis vi er aktive medspillere, så undgår vi at blive fanget af dårlige lovforslag, der er lavet, uden at studerende er taget med på råd. Det handler ikke om at råbe højt – det handler om at blive hørt,« siger Andreas Weidinger.

»Vi ER konstruktive«

Studenterrådet har repræsenteret de studerende i bestyrelsen siden 2004. Her køber man ikke beskyldningen fra Andreas Weidinger:

»Jeg synes bestemt ikke, vi som politiske repræsentanter påtager os en offerrolle. De studerende er i øjeblikket udsat for flere forringelser i deres vilkår, og det reagerer vi selvfølgelig imod. Men vi siger ikke, at det er synd for os, og vi går konstruktivt ind i debatten,« siger Søren Axel Petersen, filosofistuderende og Studenterrådets spidskandidat til bestyrelsesvalget.

Han nævner netop Studenterrådets politik om Fremdriftsreformen som eksempel på en konstruktiv tilgang:

»Da KU skulle implementere reformen, var der 10 punkter, hvoraf vi var uenige med ledelsen i cirka halvdelen. Vi fremlagde punkt for punkt alternativer til, hvordan man kunne arbejde for kortere studietider uden at gå på kompromis på kvaliteten. Det var først, da KU fortsatte deres fremfærd, at vi indkaldte til stormøde for at vise den udbredte skepsis.«

Søren Axel Petersen medgiver, at Studenterrådet – og også universitetets ledelse – burde have været tidligere ude i forbindelse med Fremdriftsreformen, men han siger samtidig, at de studerende opnåede langt større resultater med deres protester, end man kunne forvente.

»Vi lavede nogle af de største studenterprotester siden ’68. Det havde kæmpe betydning for implementeringen af reformen og genåbnede forliget om fremdriftsreformen i forligskredsen. Det er faktisk historisk, at en vedtaget reform kan blive genåbnet.«

Problemet på humaniora

Selv om Søren Axel Petersen overordnet afviser beskyldningen om offerretorik og negativitet, så er der et sted, hvor Andreas Weidingers kritik rammer. Og det er i Søren Axel Petersens egen andedam, humaniora:

»Der har været et problem med den måde, aktørerne på Humaniora har reageret på omtalen af humanister i medierne. De er gået i forsvar, og der har måske manglet den aktive, konstruktive rolle. Men det er ved at blive vendt. Jeg synes, at folk blevet bedre til at tale om det, vi humanister er gode til, i stedet for kun at tilbagevise påstande om, hvad vi er dårlige til.«

dennis.christiansen@adm.ku.dk

Seneste