Billede: Photos.com
Hvert år ved eksamenstid ringer medierne til lektor i kommunikation ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Klaus Kjøller, for at få ham til at give de studerende nogle fif inden de skal op til eksamen. Sådan har det været lige siden 1993 hvor han udgav bogen ’Snyd ikke dig selv ved eksamen’ første gang. Journalisterne ved nemlig at Kjøller ofte er god for en kontroversiel udtalelse. Det slog heller ikke fejl i år hvor han til Nyhedsavisen udtalte at »det verbale er en meget lille del af det at gå til eksamen. Man skal vise sin personlighed på tøjet. Hvis man har en god røv, er der ingen grund til at skjule den til eksamen. Hvis man har lidt sexappeal, må man gerne vise det.« Og så gik mediemøllen ellers i gang.
Historien om at en gammel lektorgris belønner gode røve med gode karakterer, spredte sig som ringe i vandet, og Studenterrådet tog i en pressemeddelelse skarp afstand fra Kjøllers udtalelser: »Det er absurd at en censor på landets fornemmeste vidensinstitution blåstempler at det er den seksuelle appel over for censorerne der er vejen til de gode karakterer. Det er nedladende, uprofessionelt og særdeles bekymrende,« udtalte studenterrådsformand David Salomonsen og opfordrede Kjøller til at trække sine udtalelser tilbage eller selv gå af som censor.
Kjøller blev kaldt til kollegial samtale med rektor der efter en snak med sin omblæste lektor slog fast at det »selvfølgelig er fagligheden der er i fokus når man går til eksamen. Det skal der ikke være tvivl om.«
Puritanisme og topstyring
At hans udtalelser har vakt så stærke reaktioner er kommet bag på Klaus Kjøller. Han har ikke sagt andet i år end han har sagt de foregående tretten år. Derfor fortryder han heller ikke sine udtalelser om at det nonverbale spiller en endog meget stor rolle i al mundtlig kommunikation – og således også til eksamen. Men han beklager at hans sædvanlige eksempler og konkretiseringer med røv og sexappeal i år har overskygget budskabet. »Når journalisterne fokuserer så ekstremt på det billede, bliver mit væsentlige budskab jo totalt væk i støj,« siger Kjøller.
Han accepterer de risici der findes når man formidler offensivt og bruger provokationen for at få sit budskab ud. Alligevel ærgrer Kjøller sig over den unuancerede debat som hans udtalelser har vakt. Da han udgav sin eksamensbog i 1993, vakte det en stor principiel debat om mundtlig eksamen, uden nogen som helst antydning af ’gammel gris’-temaet som visse medier har kørt op denne gang. At hans udtalelser har haft den effekt, tilskriver Kjøller to ting. For det første har den nypuritanske bølge der er så meget oppe i tiden, også ramt de studerendes repræsentanter i Studenterrådet, mener han. »Selvom jeg godt kan forstå Studenterrådets reaktion, synes jeg nok den er lidt snerpet. Sådan ville man ikke gøre i 70’erne eller 90’erne. Det var en mere uskyldig tid. Der er i samfundet i dag en ekstrem følsomhed. Folk bliver krænkede over ting de ikke før ville blive krænket over,« siger Klaus Kjøller.
Den anden faktor er at Københavns Universitet er blevet meget mere kommunikationsbevidst end det var for bare nogle få år siden. »Københavns Universitet er blevet mere topstyret. Men det mener jeg ikke er negativt. Det er simpelthen nødvendigt når man som KU er blevet meget mere bevidst om at brande sig selv. Man kan jo ikke have alle mulige originaler til at rende rundt og sige noget der laver støj i det toppen gerne vil have sagt,« siger Klaus Kjøller der mener at balladen om hans udtalelser trods alt har haft nogle positive virkninger. »For det første har det vist hvor vigtigt det er, når man som formidlende forsker kommer med kontroversielle udtalelser, at overveje hvor polemisk man kan være. Hvor meget må man sige, og hvor stærkt må man udtrykke sig før man går over stregen? Det er et godt spørgsmål, for man kommer ikke langt med lammefrom formidling hvis man ønsker at nå den almindelige dansker,« siger han. »For det andet så tror jeg at mine råd om mundtlig eksamen har fået mange eksaminatorer og censorer til at debattere det jeg har været ude med. Det tror jeg netop har gjort dem ekstra opmærksomme på ikke at lade sig påvirke af fagligt irrelevante ting,« siger Klaus Kjøller.
Fagligheden central
Studenterrådets næstformand, Pernille Skipper, er glad for at samtalen med rektor har fået Kjøller til at undgå at bruge ord der kan opfattes seksuelt. Det er helt afgørende at universitetet melder ud at det er det faglige der er det centrale ved mundtlig eksamen, siger hun. Hun mener ikke Studenterrådet har overreageret. »Klaus Kjøller har begrundet sine udtalelser med forskningsresultater der viser at udstråling – herunder den seksuelle – spiller en stor rolle i den mundtlige kommunikation. Det anfægter vi sådan set ikke er tilfældet. Problemet er at Kjøller accepterer det i stedet for at problematisere det. Når han siger at de studerende skal spille på deres sexappeal til eksamen, blåstempler han jo at censor kigger på det. Og det duer ikke,« siger Pernille Skipper.
Hun fortæller at Studenterrådet gerne vil i kontakt med Kjøllers studerende hvis de er utrygge ved at gå op til eksamen hos ham og har brug for støtte eller hjælp. »Som universitetslektor er hans embede jo ikke at give de studerende råd til eksamen, det gør han ud fra en bog han har skrevet ved siden af. Klaus Kjøller kan ikke bare tage sin censorhat af når han udtaler sig om den slags ting, og bagefter forvente at det ikke spiller ind når han sidder over for sine studerende ved eksamensbordet,« siger Pernille Skipper.
Hun mener ikke at Studenterrådet er ramt af den nypuritanske bølge som Kjøller antyder. Heller ikke at de ukritisk har kørt med på mediernes fokus på røv og sexappeal. »Nu er Klaus Kjøller jo lektor i kommunikation, så han må vide hvordan folk reagerer på sådan nogle udtalelser. Og nu blev han jo også ved med at sige røv og sexappeal i en hel uge uden at forsøge at omformulere sig. Men det vi reagerer på, er ikke ordene. Det er hans budskab om at røv og sexappeal er i orden at kigge på ved eksamensbordet,« siger Pernille Skipper.
Den udlægning af hans ord er Klaus Kjøller dog slet ikke enig i. Han mener det primært er medierne der har kogt suppe på de udtalelser som Nyhedsavisen refererede ham for. Han er skuffet over at Studenterrådet ikke er bedre til at gennemskue nogle mediers kortslutning og hysteriske optagethed af et enkelt, ret udbredt eksempel på brug af kropssprog, siger han.
For Pernille Skipper er sagen helt principiel. »Helt basalt handler det om de studerendes retssikkerhed. Vi har simpelthen et retskrav på at få en ordentlig bedømmelse af vores faglighed. Og i bedømmelsen af vores faglighed indgår vores seksualitet simpelthen ikke.«
Både Klaus Kjøller, Studenterrådet og Rektoratet betragter med universitetets pressemeddelelse sagen som afsluttet.
Når jeg oplever den her slags falden over hinanden for at undsige denne eller hine 'Slemme Mand' (M/K), så falder det mig hver gang ind at du og dine nu har markeret jeres åh-så-korrekte holdninger og 'Gjort Noget(TM)', men samtidig let og elegant er sluppet udenom at gøre noget egentligt ved problemet.
Hvis du fik din vilje og fik lukket munden på Klaus Kjøller, så ville det stadigvæk være sådan at smukke mennesker får bedre karakterer end os andre. Så ville der bare ikke være en Klaus Kjøller til at gøre opmærksom på det...
Tænk over det. Er det virkelig budbringeren der er problemet her? Hvad gør SR for at bekæmpe køns-/klasse-/skønhedsdiskriminering ved det grønne klæde? For mig at se gør Klaus Kjøller dit og jeres arbejde ved at få den her debat op (igen) og du omgør hans gode indsats ved at gøre det til en personsag.
/Michael
SPROGSKIFTE - Maj måneds udgave af KU's trykte avis udkommer på engelsk. Indholdet tematiserer tidens store problemer for Europas studerende.
Smukke steder på KU set med et kamera
Giftigt kryb har indtaget Zoologisk Museum
Statskundskabsrevy 2012
Kidd på campus: Du har kun én liv!
Afdeling for Eksperimentel Medicin
Store eksamensdag
Basunkinder og messing, der skinner
Studerende demonstrerede imod SFSR´s besparelser
Årsfest på Københavns Universitet
Voxpop: Er nutidens studerende for dårlige?
Verdens første fælles Hum-revy
Rundspørge: Hvordan er din studiestart?
Velkommen til År Nul
Hvad er det dog, de laver?
Årets DHL-stafet i neongrønt
Fest for begyndere
Det Astronomiske Observatorium
Geologisk Museum tørrer kælderen efter skybrud
Vidensbydel Nørre Campus´ udviklingsplan offentliggjort
Kærlighed til bøger og biblioteker FACEBOOK - Citater er kontekstuelle, og 'I have a dream' ville ikke give mening for masserne, hvis det var Torben fra Faxe Ladeplads, der snakkede i søvne. Dét er tanken bag Uniavisens virale citatstorm - og du skal være med.
Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet
Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk