Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Hvad mener partierne om SU'en

VALGKAMP - Hvilket parti varetager bedst dine interesser som studerende eller ansat på KU? Vi har spurgt ordførerne og ministeren for uddannelse og forskning, hvad de mener om syv universitetspolitiske emner. I dag handler det om SU'en.

»En reform, der målretter SU’en og bringer de unge hurtigere og bedre gennem uddannelsessystemet.«

Således beskrives den seneste SU-reform, som blev vedtaget i juni 2013 af regeringen, SF, Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative og Liberal Alliance. (Og ja, det er den reform, som fremdrift er en del af).

Blandt ændringer i SU-loven er en forhøjelse af fribeløbet for SU-modtagere, en ny bonus til studerende, der færdiggør studierne på under normeret tid, og et skift fra en manuel vurdering til en automatisk vurdering af studieaktivitet baseret på ECTS-point, så SU’en stopper automatisk, hvis der ikke optjenes nok ECTS.

Med SU-reformen har poltikerne altså allerede haft fingrene godt nede i SU-mulden. Men har de så tænkt sig at holde grabberne for sig selv for nu? Vi har spurgt ordførerne og ministeren for uddannelse og forskning:

Skal der røres ved SU’en?

Venstre, Esben Lunde Larsen, ordfører for forskning og videregående uddannelser

»Vi har ikke nogen planer om at ændre i SU-systemet, som det ser ud nu, og vi har ikke nogen planer om at fjerne det sjette SU-år. Vi har en SU-aftale, som vi står ved. Jeg kan ikke sige, at det er for de næste hundrede år, jeg kan bare sige, at vi står ved den aftale.«

Alternativet, Roger Matthisen, ordfører for uddannelse og forskning

»Lige nu synes vi, den ligger tilpas, så vi vil ikke røre ved den lige pt, men vi er åbne for at høre, hvad andre har at sige. Vi er ikke tilhængere af at sænke den, men hvis argumentationen er der for at hæve den, så er vi åbne for at tage en dialog.«

Liberal Alliance, Merete Risager, ordfører for forskning og uddannelse

»Ja. Vi vil gerne fjerne loftet for, hvor meget man kan tjene, mens man læser – altså ved siden af SU’en. Det er meget forskelligt, hvor meget studerende magter at arbejde, så der skal ikke være sådan et loftet.«

»Vi mener også, at man ikke skal betale skat af de første 7.000 kroner, man tjener – hvilket også vil stille de studerende bedre. Og så vil vi justere længden af SU’en, så den passer til studiets længde – og som bytte få fjernet fremdriftsreformen.«

Dansk Folkeparti, Jens Henrik Thulesen Dahl, ordfører for videnskab og forskning

»Nej. Som udgangspunkt mener jeg, at SU’en er okay, som den er. Så kan man tale om nogle detaljer i forhold til, hvor meget man må tjene ved siden af, og man kan tale om, at der er nogle bestemte grupper – for eksempel nogle grupper af handicappede – der har fået nogle udfordringer efter SU-reformen. Vi er i hvert fald åbne overfor, at der er nogle grupper med særlige behov, som vi skal have justeret SU’en for.«

Enhedslisten, Rosa Lund, ordfører for uddannelse

»Jeg synes, der er blevet rørt rigeligt ved den SU. Jeg ville være blive glad, hvis man kunne rulle de forringelser, som den siddende regering har lavet, tilbage.«

»SU’en er afgørende for, at der er lige adgang til vores uddannelsessystem, SU’en er fuldstændig afgørende for, at man kan tage en uddannelse, uanset hvor meget ens forældre tjener. Jeg kan godt forstå, at der er rigtig mange forældre, der hjælper deres børn, mens de er under uddannelse – jeg fik også økonomisk hjælp af mine forældre, fordi de havde råd til at give mig lidt penge engang imellem – men det er jo ikke alle der har det, og derfor skal vi have SU’en.«

De Radikale, Sofie Carsten Nielsen, uddannelses- og forskningsminister

»Nej, SU’en er en vigtig del af vores uddannelsessystem. Den bidrager til social mobilitet. Hvis jeg skulle være lydhør overfor ændringsforslag, så skulle det være noget, der netop sikrede, at adgangen til uddannelse blev endnu mere lige end i dag. Det må aldrig være sådan, at uddannelse er forbeholdt unge fra specifikke områder eller hjem med lange eller høje bogreoler, men jeg synes, vi har et passende SU-niveau.«

»Vi har været optaget af, at SU’en blev bevaret til det sjette år, for man kan have behov for at forlænge lidt, og må det ikke være økonomien, der afgør, om det kan lade sig gøre.«

SF, Annette Vilhelmsen, ordfører for undervisning og forskning

»Nej, vi har i forbindelse med fremdriftsreformen strammet op på SU’en. Jeg er meget glad for, at vi har et SU-system, for det er med til at sikre, at der er forholdsvis fri og lige adgang til uddannelse. Og derfor mener jeg ikke, at det kan komme på tale at omlægge SU’en til lån eller at fjerne SU’en.«

Socialdemokraterne, Jeppe Bruus, ordfører for uddannelse og forskning

»Nej, der skal ikke røres ved SU’en. Vi skal ikke afskaffe det sjette SU-år, og vi har lavet en reform af SU’en, så jeg ser ikke grund til at ændre på den.«

De Konservative, Daniel Rugholm, ordfører for uddannelse

»Nej, det skal der ikke.«

lene.munk-petersen@adm.ku.dk

Seneste