Hvad er forskellen på Helge og Charlotte?

ANALYSE - Er den nye videnskabsminister, Charlotte Sahl-Madsen, en kvindelig udgave af Helge Sander eller er der tale om noget nyt? Et kig i bakspejlet tyder på, at vi næppe skal forvente store ændringer på området, men på den anden side kommer hun med en væsentlig anden bagage, end Sander i sin tid gjorde

af Jonas Hedegaard Hansen

Ud over de åbenlyse fysiologiske forskelle på fuldskæggede Helge Sander og den krølhårede Charlotte Sahl-Madsen, er kendskabet til den nye minister sparsomt. Derfor analyserer Universitetsavisen her, hvad man kan forvente af den stort set ukendte videnskabsminister, der er hentet ind fra erhvervslivet.

Svag profil udadtil

Det er i sig selv et bemærkelsesværdigt træk, at vælge Charlotte Sahl-Madsen, som for offentligheden er ukendt, ikke er medlem af Folketinget og har været medlem af De Konservative siden i går aftes. Dette kan ses som en indikation på, at der næppe er tale om, at videnskabsministeren får stor eller afgørende indflydelse over de store linjer i universitetspolitikken.

Principper og midler har samme afsender

Det kan være brugbart at overveje, hvilken position Charlotte Sahl-Madsen vil få i Regeringen. Her bør vi betragte hende som en B-minister: Hun skal udelukkende passe sit ressortområde og får ikke væsentlig indflydelse på de overordnede prioriteringer.

De overordnede principielle og økonomiske linjer trækkes af A-ministrene, som er regeringsledelsen og de sidste år har bestået af fem-seks centrale personer. Når universiteterne ønsker sig flere midler, skal de altså fortsat sende deres bønner til Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen, Claus Hjort Frederiksen og den øvrige del af Regeringens koordinationsudvalg.

Løkke: Tre grunde til valget

Men hvorfor lige Charlotte Sahl-Madsen? Statsministeren gav et svar, da han klokken 10.35 præsenterede ministrene:

»Hun er valgt, fordi hun er den bedste til posten, der skal besættes. hun skal levere erfaring, men også fornyelse.«

Der er tre hoveddele i begrundelsen, nemlig at hun er den bedste, skal levere erfaring og fornyelse. Det første og det tredje giver sig selv – statsministre hævder altid at have truffet det bedst mulige valg, og der er intet kontroversielt i, at ønske sig fornyelse. Men hvilken erfaring er det, Charlotte Sahl-Madsen kan levere?

Stærkere profil på de faglige linjer

Det er ikke en traditionel, videnskabelig erfaring, Charlotte Sahl-Madsen har. Faktisk er det umuligt at finde hendes uddannelsesbaggrund, selv på cv-websitet LinkedIn. Havde man ønsket sig en minister, der besad sådan en erfaring, ville det oplagte valg have været Lykke Friis, hvilket mange da også have forventet.

Når Lars Løkke taler om erfaring, er det i en anden forstand. Sahl-Madsen har nemlig et markant større kendskab til det interne miljø i undervisnings- og universitetsverdenen, end forgængeren havde. Den nye videnskabsminister er eller har været:

- Medlem af aftagerpanelet v. Handelshøjskolen i Århus
- Medlem af Repræsentantskabet ved Syddansk Universitet
- Medlem af Arbejdsgruppen for National Strategi for natur, teknik og sundhed – nedsat af Regeringen med sekretariat under Institut for Naturfagenes Didaktik v. Københavns Universitet
- Medlem af Vækstforum for Region Syddanmark (udpeget af Dansk Industri)
- Flittig anvendt oplægsholder til konferencer i undervisningsmiljøet

Det ses af listen, at hun både er velbevandret i universitetsmiljøerne, men samtidig også er en kvinde, som regeringsbaglandet i Dansk Industri kan stå inde for. Hun har udvist særlig interesse for naturfagene, og set i den optik er der muligvis håb for dette kriseramte område på KU. Dog skal vi fortsat huske på, at Sahl-Madsen næppe kommer med en stor pose penge, hvilket ellers er det, der mest er brug for lige nu.

Hvorfor Charlotte og ikke Lykke Friis?

Til fælles har den tidligere og nye videnskabsminister, at de ikke kommer med en tung akademisk ballast. Men den afgørende forskel på dette punkt er, at Charlotte Sahl-Madsen har et relativt bredt kendskab til sit område, modsat journalistuddannede Helge Sander, der kom ind uden nogen forudgående meritter.

Havde man ønsket sig en person, der nød stor respekt og havde store (kendte) visioner inden for universitetssektoren, ville det oplagte valg have været førnævnte Lykke Friis. Men Friis havde også været et farligt valg, da man her havde risikeret en profil, som potentielt ville gå imod regeringens politik.

Med Charlotte Sahl-Madsen har man valgt en mellemvej, som kan medvirke til, at øge tilliden til den førte politik på videnskabsområdet, men som man samtidig kan styre internt i regeringen.

• Send
• Del