Humanister kan også redde klimaet

Eskimologer, historikere og litteraturforskere vil ikke hægtes af klimadebatten. Ligesom deres naturvidenskabelige kolleger vil de være med til at redde verden – eller i hvert fald hjælpe os alle sammen til at forstå det der med klimakatastrofer bedre. Universitetsavisen er taget til klima-workshop for humanister

af Mathias Holm Pedersen

I 1950’erne glædede man sig til den globale opvarmning, så man kunne dyrke kartofler på Grønland.

Og i 1970’ern diskuterede man, hvordan man kunne modvirke en global nedkøling og imødekomme truslen om en ny istid.

De to eksempler kommer fra lektor i miljøhistorie Bo Fritzberger og vækker både forundring og smil hos de cirka 25 mennesker, der er mødt op til SAXO-Instituttets klima-workshop med den noget foruroligende titel: ’Når Jorden går under’.

Normalt er klimadebatten domineret af naturvidenskabsfolk, men i dag skal vi diskutere, hvordan humaniora kan bidrage til at forstå vejret og klimaforandringerne.

Bo Fritzberger, der er første oplægsholder, dykker endnu længere ned i historien.

»I 1600- og 1700-tallet var dårligt vejr Guds straf for menneskets syndige handlinger«, fortæller han.

Derfor troede man også, at mennesket var i stand til at påvirke vejret med mere eller mindre obskure handlinger. Knuste man for eksempel sine æggeskaller, skulle vejret nok blive godt.

Først i 1800-tallet begyndte man at lave systematiske og videnskabelige målinger af vejret. Man »opfinder klimaet«, som Fritzberger udtrykker det.

Og selv om videnskabsmanden G.S. Callander så langt tilbage som i 1938 påviser de negative konsekvenser ved drivhuseffekten, skal vi altså helt op til 1980’erne, før vi begynder at se det som en reel trussel mod Jordens overlevelse.

Fra Dommedag til Batman

Efter turen gennem klima-historien får vi eksempler på konkret humanistisk klimaforskning fra ph.d.-stipendi- aterne Lill Rastad Bjørst og Christian Vium, der har været henholdsvis i Grønland og i Vestafrika.

Men hvordan forstår mennesket så klimakatastrofen, når den rammer, og hvilken kulturel ballast har vi, når vandet stiger?

Det har lektor Isak Winkel Holm, Institut for Kunst og Kulturvidenskab, et bud på. Han tager os i sit oplæg med til New Orleans og orkanen Katrina. I dagene efter at en af de værste naturkatastrofer nogensinde havde ramt USA, flød medierne over med usande historier om voldtægter og plyndringer i stormens kølvand. Men hvorfor reagerer medierne sådan?

»Fordi vi kender det fra Hollywood«, lyder forklaringen fra Isak Winkel Holm.

»I katastrofefilm ser man altid først billeder af katastrofer, og derefter ser man så plyndringer, og folk der går amok«.

I det hele taget kan man forstå, at mennesker altid beskæftiget sig med katastrofer i kulturen.
»Kultur handler om katastrofer. Der er katastrofer overalt, fra Wagner til Batman«, fortæller Isak Winkel Holm.

Og når katastrofen rammer, er der en ting, der går igen. Opdelingen af mennesker i ’de gode’ og ’de onde’. En forestilling, der ifølge Isak Winkel Holm stammer fra Armageddon - det sidste store slag, hvor de gode skal kæmpe mod de onde.

»Vi har en grundlæggende sortering i menneskemassen. De frelste er her de mennesker, der er beskyttet mod katastrofer«.

Slut med gris på gaflen

Efter gennemgangen af klimakatastrofens miljø- og kulturhistorie får Micky Gjerris, der er lektor i bioetik og risikovurdering på LIFE, lov til at slutte af med et oplæg om klimaforandringernes etiske perspektiver. Noget som kan give enhver kødspiser dårlig samvittighed, viser det sig.

»Vi lever i et samfund, hvor mængden af flæsk på bordet afgør, hvor festligt vi har det«, lyder det ironisk fra Micky Gjerris, men meningen er alvorlig nok. Der skal nemlig proppes 54 kilo sojabønner i en ko for at få ét kilo kød, vi kan spise.

»Så hvis vi skal redde Jorden, så skal vi spise de her i stedet,« siger Micky Gjerris, og peger op på et billede af et bundt gulerødder.

Også klimaskeptikerne får en bredside med på vejen.

»Det er lidt spild af tid at diskutere, om klimaforandringerne er menneskeskabte«, siger Micky Gjerris, for videnskab kan aldrig bevise noget 100 procent.

»Hvis man siger, at vi ikke skal gøre noget, før menneskets indvirkning på klimaforandringerne er bevist, så kan man vente rigtig, rigtig lang tid«.

Tag den, Dansk Folkeparti!

Efter at have været sammen med klima-humanister en hel dag forstår man, at det i bund og grund er mennesker, der skal redde verden. Ikke naturvidenskaben alene. Vi lader Isak Winkel Holm få det sidste ord:

»Der er gode grunde til, at klimadebatten er så faktuel, og en af grundende hedder selvfølgelig Bjørn Lomborg. Men der er andre ting, der bør spille ind. Katastrofer består også af kulturelle forestillinger. Katastrofen er en organiserende kraft at indrette vores samfund på. Netop derfor kan kulturforskere og humanister også interessere sig for klimakatastrofer«.

mahp@adm.ku.dk

• Send
• Del