Har nationalbankerne slet intet lært af krisen?

Det er præcis 30 år siden den proces, der har gjort centralbankdirektørerne til magtfulde, uafhængige mænd med ret til at være ligeglade med politikere og vælgere, startede. Men efter et år med finanskrise har befolkningens mistillid til centralbankerne – inklusive den danske – aldrig været større. Tid til selvransagelse? Nej: Centralbankchefer er som flødeskum – jo mere man pisker dem, jo hårdere bliver de!

af Martin Marcussen

I disse dage er det 30 år siden verdens centralbanker skød kampen mod inflationen i gang.

I oktober 1979 rejste den daværende amerikanske centralbankdirektør, Paul Volcker, uventet tidligt hjem fra det årlige IMF-Verdensbanks-topmøde i Beograd, Serbien for at introducere en ny slags pengepolitik med fokus på styring af pengemængden.

Snart herefter hæver han renten – midt i en periode med stigende arbejdsløshed og lurende recession – og dét kunne befolkningen mærke. Det varer ikke længe, inden der helt bogstaveligt udløses en dusør for at stoppe USA’s fjende nummer ét: centralbankdirektøren! Uden for Federal Reserve-bygningen dannes lange kæder af arbejdsløse i protest mod den såkaldte ”anti-amerikanske” politik, man førte inde bag de høje marmorfacader. Paul Volcker blev hurtigt USA’s mest upopulære offentlige person.

Rundt omkring i verden studerer man det amerikanske eksperiment nøje, for i mange andre lande end USA bød 1970’erne på helt ustyrlige inflationsniveauer. Men centralbankerne var typisk en del af en politisk beslutningsproces, der i realiteten forhindrede dem i at gøre dét, centralbankerne er bedst til: ”at fjerne punch-bowlen, lige når festen skal til at starte,” for at citere en anden amerikansk centralbankdirektør, William McChesney Martin.

I løbet af 1980’erne begynder andre lande at kopiere Volckers strategi, og gradvist finder der et regimeskrifte sted i centralbankverdenen. Bevægelsen sker i fire bølger:

1) Stabilitet:
Først spredes den stabilitetsorienterede økonomiske filosofi sig blandt de økonomiske beslutningstagere. I Danmark plejer vi at referere til Erik Hoffmeyers og Knud Heinesens brandtaler om den økonomiske afgrund som et skæringspunkt. Da den borgerlige regering træder til i 1982 var det med et mandat til at få rettet op på økonomien med udgangspunkt i inflationsbekæmpelse og en fast valutakurs i forhold til D-marken.

2) Uafhængighed:
Idéen om, at centralbanker bedst kan bidrage til stabiliseringen af den økonomiske udvikling, hvis de formelt set er uafhængige af den politiske beslutningsproces, forplantede sig til flere lande. Politikere har en tendens til at tænke kortsigtet for at kunne blive genvalgt, hvorimod uafhængige centralbanker kan tænke langsigtet, netop fordi befolkningen ikke skal vælge dem.

Den new zealandske centralbank er nok den første, der rigtigt gennemgår grundlæggende reformer – i 1989. Men derefter tager forandringen fart, og i løbet af 1990’erne ændres næsten alle centralbanklove verden over for at ”befri” de monetære myndigheder fra snæversynede politikeres greb. I Europa lægges grundstenen til verdens hidtil mest uafhængige centralbank, Den Europæiske Central Bank (ECB), hvis status kun kan ændres, hvis alle EU’s medlemsstater støtter op omkring en sådan ændring.

3) Funktion:
Bør en centralbank have flere målsætninger end netop at bekæmpe inflationen? Bør den også beskæftige sig med finansiel stabilitet og måske med økonomisk vækst og beskæftigelse?
(...)

Læs resten af artiklen hos Ræson
Se også: http://raeson.dk

• Send
• Del