Går i protest mod ledelsens magt

En konflikt om besættelsen af en lektorstilling er endt med at en viceinstitutleder og en vicestudieleder har trukket sig i protest. Mange medarbejdere er trætte af dekanens vidtgående magtbeføjelser og den lukkede ledelsesstil på Det Humanistiske Fakultet

af Claus Baggersgaard

Professor Lene Schøsler og lektor Lene Waage Petersen har fået nok. De er begge i protest fratrådt deres poster som henholdsvis viceinstitutleder og vicestudieleder på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk.

Den direkte anledning er forløbet omkring besættelsen af et lektorat i et mindre sprogfag, men utilfredsheden stikker langt dybere. Flere medarbejdere mener at sagen blot er udtryk for at universitetsloven giver dekanen og institutlederne uforholdsmæssig stor magt; at ledelsen på Det Humanistiske Fakultet ikke lytter til medarbejderne og den faglige ekspertise; og at ledelsen kører en alt for lukket stil.

»Vi oplever en konflikt mellem universitetslovens forvaltning her på stedet og en fagpolitik baseret på levende medarbejderdiskussion, så vi kan ikke længere tage medansvar for hvordan tingene forvaltes,« siger Lene Schøsler.

Begivenhederne tog for alvor fart den 11. marts i år da de to viceledere valgte at gå.
Thora Vinther, lektor i spansk, skrev herefter via instituttets fælles mailingliste:

»Kan ledelsen venligst gøre rede for hvilke uenigheder vedrørende de vigtige spørgsmål om faglighed og forskning der har ført til de drastiske beslutninger om afgang fra lederposterne? Instituttet kan dårligt leve med at al information har form af summende rygter på gangene.«

Da institutleder Jens Erik Mogensen svarede Thora Vinther at der ikke eksisterede nogen uenighed i ledelsen, så Lene Schøsler ikke anden udvej end sammen med Lene Waage Petersen at redegøre for deres beslutning i et åbent brev til kollegerne på instituttet.

Strategi ignoreret
Lene Schøslers utilfredshed bunder i at hun har brugt halvandet år på at udforme instituttets forskningsstrategi, herunder strategien for et af de mindre sprogfag der er i dyb krise. Det skulle konkret munde ud i ansættelsen af en ny lektor der passede til strategien. Det fremgår af stillingsopslaget at »der i særdeleshed ønskes dokumenteret forskning inden for kulturteori og samspillet mellem politik, samfund, sprog og kultur i bred forstand.«

Det har været fortroligt hvem der søger en stilling siden der kom en ny ansættelsesbekendtgørelse i 1999, men Lene Schøsler er bekendt med at syv kandidater havde søgt stillingen, og at bedømmelsesudvalget vurderede at fire var kvalificerede. Tre af disse, herunder den eneste kandidat med den efterspurgte forskningsportefølje, har offentligt fortalt at de er blevet meddelt at de ikke har fået stillingen. Lektoratet er endnu ikke officielt besat, men Lene Schøsler kan lægge to og to sammen.

»Vi har en kvalificeret ansøger der passer perfekt til den strategi vi har lagt, og så blander ledelsen sig. Jeg forstår ikke hvorfor ledelsen negligerer den faglige ekspertise,« siger hun.
Rygterne svirrer nu på instituttet. Lene Schøsler har hørt at ledelsen begrunder fravalget af den bedst egnede kandidat med at det ville være udtryk for nepotisme at ansætte vedkommende.

»Det er en frygtelig påstand at komme med. Det handler ikke om at vi vil have en eller anden skævbenet fætter ind, men en dygtig person vi ved kan løfte opgaven. Vedkommende har skrevet sin ph.d. på instituttet, men er i øjeblikket ansat et andet sted. Hvad er det for et signal vi sender til unge forskertalenter hvis de ikke kan blive ansat som lektorer på Københavns Universitet fordi de er uddannet her,« spørger hun.

Mangler forklaring
Lene Schøsler mener at hele ansættelsesproceduren er uigennemsigtig så det er umuligt at gennemskue hvem der har besluttet hvad og hvorfor. Før 1999 kunne man i det mindste få oplyst hvem der havde søgt en stilling, og hvilken faglig bedømmelse den enkelte ansøger havde fået af bedømmelsesudvalget.

Men den større diskretion kombineret med den nye ledelsesform indført med universitetsloven 2003, der erstattede den valgte ledelse med en ansat ledelse udpeget oppefra i systemet, giver mulighed for misbrug, mener hun.

»Det hele er lukket, lukket, lukket, og det er universitetsloven der giver ledelsen mulighed for at gøre som den vil. Vi kan ikke engang få en forklaring, og vi har ikke mulighed for at sikre os at reglerne er overholdt,« siger Lene Schøsler.

Dekanen fri som fuglen
Henrik Prebensen, fællestillidsrepræsentant på Hum, er enig i at systemet mangler gennemskuelighed, men han kan på den anden side godt forstå at nogle har fundet det nødvendigt at sikre ansøgerne en vis anonymitet for ikke at skræmme dem væk.

Men Henrik Prebensen ser et problem i ansættelsesbekendtgørelsens paragraf fem der foreskriver at bedømmelsesudvalget afgiver en ikke-prioriteret, begrundet og skriftlig bedømmelse af ansøgernes faglige kvalifikationer til rektor (i realiteten dekanen der handler på vegne af rektor). Indstillingen og indholdet af stillingsbeskrivelsen er nemlig ikke bindende for den ansættende leder.

»Dekanen er ikke bundet af noget som helst ud over sin egen vurdering. Det er logisk at det giver risiko for mistanke og rygter om magtmisbrug og nepotisme når en person alene træffer den endelige afgørelse, og når det tilmed foregår i hemmelighed. Universitetsloven betyder generelt at dekanen kan beslutte en lang række ting uden kontrol og uden at stå til ansvar i Akademisk Råd eller et andet kollegialt forum med repræsentation af medarbejdere og studerende,« siger fællestillidsmanden.

Han tilføjer at ansøgerne ifølge de tidligere ansættelsesbekendtgørelser dog i det mindste havde adgang til den samlede bedømmelse - og dermed mulighed for at klage. Og før 1993 skulle ansættelser diskuteres i Fakultetsrådet.

Henrik Prebensen har i et åbent brev bedt ledelsen be- eller afkræfte at den har tilbudt lektoratet til en ansøger der ikke lever op til kravet om dokumenteret forskning inden for det ønskede strategiske område, og spurgt om det er rimeligt at universitetsansatte bruger tid på at lave strategier uden at fortælle dem at det på ingen måde binder lederne.

»Hvis en strategi ikke respekteres, demotiverer det de ansatte, og så vælger de at gå som det er sket her. Det er skadeligt for universitetet på lang sigt. Der er et stort behov for en god involveringskultur. Derfor var det vigtigt at få ledelsen til at melde klart ud i denne sag,« siger han.

Savner indflydelse
Lene Waage Petersen er også stærkt utilfreds med forløbet omkring besættelsen af lektoratet, men den direkte anledning til hendes opsigelse, var afviklingen af en fagdag den 4. marts hvor man skulle drøfte fag og faglighed i forhold til de nye strukturer og organiseringen på instituttet. Mødet var blevet udsat flere gange selvom diskussionen var stærkt efterspurgt af medarbejderne.

Ifølge Lene Waage Petersen var det hele så inkonsekvent og dårligt forberedt at hun og Lene Schøsler følte at de havde spildt deres tid.

Hun mener at eksemplet er typisk for fakultetsledelsens behandling af fagene i den nye struktur med større enheder.

»Der er kommet meget stor afstand til ledelsen med den nye universitetslov; fagene har ingen kanaler for medindflydelse; og vi aner ikke hvor tingene bliver besluttet. Det skaber frustration og fremmedgørelse. Man burde organisere sig med større respekt for medarbejderindflydelsen,« siger hun.

Hun tilføjer at billedet af en ledelse der ikke lytter, gik igen i ledelsesgruppen på instituttet hvor hun var medlem i sin egenskab af vicestudieleder.

»Vi kunne tro at vi havde truffet en beslutning i fællesskab for så at opdage at institutlederen efterfølgende gjorde noget helt andet. Udadtil på instituttet fremstod Lene Schøsler og jeg som ansvarlige medlemmer af en ledelsesgruppe, indadtil kunne vi underkendes når som helst. Det blev i stigende grad utilfredsstillende,« siger hun.

Lukket ledelse
Ingemai Larsen, lektor i portugisisk, opfordrede den 12. marts på vegne af flere medarbejdere institutlederen til at indkalde til et orienteringsmøde for at sætte en stopper for forvirringen og rygtedannelsen for at skabe tiltrængt arbejdsro, men det er indtil videre ikke sket.

Hun finder derfor at både dekanen og institutlederen optræder med en uforståelig lukkethed.
»Jeg er med på at der er nogle personhensyn at tage i en ansættelsessag, men det må da være muligt i en dialog at diskutere principperne,« siger Ingemai Larsen der mener at universitetsloven er årsagen til den lukkede ledelsesstil.

»De demokratiske processer og medarbejderindflydelsen er indskrænket til et minimum, så den enkelte leder har en magt vi ikke før har set i universitets nyere historie. Det betyder at tingene i meget høj grad afhænger af den enkelte leders dygtighed og integritet,« siger hun.

clba@adm.ku.dk

• Send
• Del