Fri grundbevilling til forskerne, foreslår råd

RAPPORT - Danmarks Forskningspolitiske Råd foreslår en fri grundbevilling til den enkelte forsker og vil reformere universiteternes bestyrelser

af Christoffer Zieler

Danmarks Forskningspolitiske Råd (DFR) er tænketank for Videnskabsministeriet, men rådet brygger selv sine rapporter. Den seneste indeholder tanker, som både vil behage og frustrere de fleste forskningsdebattører.

DFR anbefaler således, »at der træffes en beslutning om tidspunkt og et endeligt mål for, hvornår alle aspekter af fusionsprocessen skal være færdige, herunder den række justeringer og trimninger, der fortsat udestår at træffe beslutning om at gennemføre.«

Det betyder mere konkret, at rådet mener, at det er på tide at universiteterne får ryddet op i fusionslandskabet og samlet krummerne - de sidste selvstændige sektorforskningsinstitutioner bør isuges op af universiteterne, ligesom det lille IT-Universitet - hvis det vel at mærke kan ske ad frivillighedens vej - bør slås sammen med et andet universitet.

Men selv om DFR mener, at fusioner er en god ting, så er rådsrapporten kritisk, når det gælder de resultater, man indtil videre har opnået ved at fusionere.

LÆS: Om universiteternes klumpspil om ressourcerne.

Universiteter med fod under eget bord

DFR pirker også til andre følsomme forskningspolitiske emner som ledelse, universiteternes autonomi og forskningsfriheden. Hvad det sidste angår, skal hver forsker, hvis det står til DFR, »tildeles en grundbevilling, hvoraf der er afsat tid til de projekter, som forskeren alene forfølger af nysgerrighed – ud fra eget valg af emne og metode uden hensyn til det øvrige universitets prioriteringer og strategier.«

Det fremgår ikke, hvor mange penge, den enkelte forsker i givet fald skal have.

Rådet vil også gerne give universiteterne mere autonomi. De skal kunne foretage langsigtede økonomiske prioriteringer og disponere over deres bygningsmasse selv.

Universiteterne døjer ofte med politikernes tilbøjelighed til at vente til sidste sekund med at komme til lommerne, ligesom beløbene har det med at svinge en del fra år til år i takt med udviklingen i bruttonationalproduktet.

Hvis universiteterne får ejerskab til de bygninger, de råder over, vil de kunne tage lån i dem, eller simpelthen sælge ud, hvis det er sådan, bestyrelserne vil finde ekstra penge. Omvendt er ejerskab også forbundet med ansvar og usikkerhed.

Bestyrelser skal ikke supplere sig selv

DFR mener ikke, at den nuværende ordning med selvsupplerende bestyrelser på universiteterne er fornuftig. »Der er ingen egentlig kontrol med kvaliteten af bestyrelserne, og der er ingen garanti for en tilstrækkelig forskningsfaglig forankring/indsigt,« hedder det. Bestyrelserne bør også ifølge DFR have flere medlemmer fra andre lande.

»Rådet ser det som uheldigt, hvis de bestyrelser, der skal træffe de overordnede og strategiske beslutninger for universitetet, ikke samlet set er i besiddelse af en tilstrækkelig forskningsfaglig forankring og dermed en klar forståelse for nødvendigheden af at prioritere ressourcer med henblik på at stræbe efter det bedst mulige internationale niveau,« står der i rapporten.

Disse synspunkter imødekommer ønsker hos mange i KU-forskerbefolkningen, men træerne vokser ikke ind i himlen. DFR kan for eksempel ikke se de store problemer ved den omdiskuterede § 17. stk 2., kaldet instruktionsbeføjelsen, der giver institutledere ret til at pålægge forskere bestemte opgaver. Blandt andet KU har ellers talt for en omskrivning af paragraffen, så den slår forskerfriheden bedre fast.

LÆS: DFR's rapport for 2009.

chz@adm.ku.dk

• Send
• Del