Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Fri forskning får alligevel støtte

FINANSLOV - Et bredt politisk flertal sikrer nu, at 120 millioner kroner alligevel øremærkes til Det Frie Forskningsråd. Men det ændrer meget lidt i forhold til de store besparelser på forskningen, mener KU.

Som Universitetsavisen kunne fortælle i sidste uge, blev regeringens finanslovsudspil på forskningsområdet mødt med stor modstand blandt forskere og erhvervsliv. Det skyldtes bl.a., at hvor Det Frie Forksningsråd sidste år blev tilgodeset med 218 millioner fra forskningsreserven, var der nul kroner i udsigt i år.

Men efter forhandlinger med alle folketingets partier, kunne Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen i dag meddele, at der er opnået forlig på området. Forliget betyder bl.a., at der kommer 120 millioner til Det Frie Forskningsråd – ca. 100 millioner mindre end sidste år.

Nedskæringerne på Det Frie Forskningsråd har været massivt kritiseret af forskerne. Har det spillet ind i forhandlingerne?
»Som regering har vi vores prioritering. Og det er klart, at når man er en del af forskningsverdenen, kan man se nogle udfordring, når der skæres på forskningsområdet. Men jeg er meget tilfreds med den aftale, vi har vedtaget, for det skaber en god balance i hele forskningssystemet.«

Men har I lyttet til kritikken fra forskerne?
»Vi lytter altid til argumenter. Især fra folk, som kan argumentere godt for deres synspunkter. Set i det lys har vi også flyttet nogle af de bevillinger, som var afsat i det første finanslovsforslag,« fortæller ministeren til Universitetsavisen.

Forliget er et nulsumsspil

På Københavns Universitet får forliget en kølig modtagelse. Prorektor for forskning og innovation Thomas Bjørnholm påpeger, at regeringens spareplaner på 1,4 mia. på forskningsområdet, stadig er det altoverskyggende problem.

»Finanslovsforliget ændrer ikke ved, at forskningen samlet set bliver meget voldsomt beskåret. Selve forskningsforliget er jo bare et nulsumsspil, som ikke ændrer noget på den store skala. Indenfor en pulje på 671 millioner er der blevet flyttet 120 millioner fra Innovationsfonden til Det Frie Forskningsråd.«

Ministeren siger, at han har lyttet til kritikken og flyttet midler tilbage til den frie forskning. Er du tilfreds med det?
»Isoleret set er det rigtigt, at Det Frie Forskningsråd får flere penge. Og det er vi glade for. Men det skal ses i relation til en besparelse på 1,4 mia. Den besparelse består.«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste