Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Fratrådt Maersk Oil-direktør fortsætter som hidtil i KU's bestyrelse

STATUS QUO – KU's bestyrelsesformand Niels Strandberg Pedersen garanterer, at det ingen betydning får for bestyrelsesmedlem Jakob Thomasen, at han ikke længere er direktør for Maersk Oil.

Københavns Universitet (KU) har ønsket at have repræsentanter for erhvervslivet med i sin bestyrelse siden universitetsreformen i 2003 .

En af disse repræsentanter er Jakob Thomasen, der indtil for nylig også var direktør for Maersk Oil. Det er han ikke længere efter en opsplitning i Maersk, der medførte lukning af Maersk Oil.

Ifølge KU’s bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen fortsætter Jakob Thomasen som hidtil.

»Det får ingen betydning. Jakob Thomasen er valgt i kraft af personlige egenskaber, og hans kvalifikationer er de samme som før, selvom han ikke længere er direktør for Maersk Oil,« siger Nils Strandberg Pedersen.

Kom ikke med i bestyrelse på grund af Maersk Oil

Ifølge Niels Strandberg Pedersen er det heller ikke relevant at tale med Jakob Thomasen i anledning af, at han er fratrådt som direktør for Maersk Oil.

»Han kom ikke med i KU’s bestyrelse, fordi han var direktør for Maersk Oil, men for sit cv, og hvad han har lavet. Han har stor erhvervsmæssig og international erfaring. Desuden har han siddet i et af KU’s aftagerpaneler, hvor han har været meget aktiv. Jakob Thomasen er også uddannet som geolog fra KU og har stor viden om universitetet og erfaring med forskning,« siger Niels Strandberg Pedersen.

Jakob Thomasen har siddet i KU’s bestyrelse siden 1. januar 2016.

anfj@adm.ku.dk

Seneste