Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Folketinget vil fortsat fylde statskassen med renter fra studerende

SU - Kun Alternativet støtter Enhedslistens forslag om at gøre det billigere for studerende at låne penge af staten. Både Venstre og Socialdemokraterne kalder ellers forslaget 'sympatisk'.

Staten har ifølge Ugebrevet A4 siden 2011 tjent omkring 1,5 milliarder kroner i renter på SU-lån. Fortjenesten skyldes det lave renteniveau: Mens staten i dag kan låne pengene noget nær ‘gratis’ i Nationalbanken, skal de studerende fortsat betale fire procent i rente.

Men det kan ikke være hensigten med SU-systemet, at staten skal tjene penge, mener Enhedslisten, som fredag den 8. april stillede forslag i Folketinget om mere favorable lånevilkår for studerende på SU.

Fremover, lyder beslutningsforslaget, skal renten følge diskontoen, altså Nationalbankens vejledende rentesats, som i øjeblikket er 0 procent.

I øjeblikket betaler studerende altså fire procent i rente på deres SU-gæld, mens de læser. Efter studietiden er renten diskontoen plus én procent.

Diskontoen stiger og falder ligesom andre rentesatser, men Enhedslisten vil have et loft over renten på SU-gæld på fire procent, så studerende ikke risikerer voldsomme renteudgifter, når det en dag igen bliver dyrere at låne penge.

Her er Enhedslisten på linje med studenterbevægelsen, for forslaget om et renteloft på fire procent er tidligere i år i Ugebrevet A4 blevet fremsat af formand for Danske Studerendes Fællesråd Yasmin Davali.

Venstre: Enhedslisten har en pointe, men vi har ikke 200 mio. at bruge på lavere rente

Socialdemokraterne er imod Enhedslistens forslag, selv om partiets uddannelsesordfører, Mette Reissmann, i en sms kalder ideen ‘sympatisk’.

Regeringen støtter heller ikke en lavere rente på SU-lån, men også her er man begejstret for tanken.

»I sin grundessens er forslaget sympatisk,« siger Venstres uddannelsesordfører Jakob Engel-Schmidt, »men det koster over 200 millioner kroner årligt at ændre rentesatsen, og Enhedslisten har ikke anvist, hvor de penge skal komme fra.«

Desuden får studerende allerede utroligt favorable lånevilkår, siger Jakob Engel-Schmidt.

»Renten på SU-lån er i markant lavere end den rente, man kan få andre steder på markedet,« siger Jacob Engel-Schmidt.

Hvad mener du om præmissen for Enhedslistens forslag, nemlig at det aldrig var meningen, at staten skulle tjene penge på lån til studerende?

»Et stykke af vejen er det korrekt, men der er ingen, der beder folk om at tage lån, og betingelserne er kendte. Det er helt gennemsigtigt,« siger jakob Engel-Schmidt.

Kun to partier bag

Faktisk er kun Alternativets ni medlemmer klar til at støtte Enhedslistens forslag, som dermed er milevidt fra at opnå flertal i Folketinget.

Ikke engang SF og DF støttede ved folketingsbehandlingen fredag den 8. april forslaget, selv om begge partier så sent som i slutningen af februar sagde til Ugebrevet A4, at de ønskede en lavere SU-lånsrente.

Uddannelsesordfører for DF Jens Henrik Thulesen Dahl skriver i en e-mail, at han »principielt godt kan følge Enhedslistens argumenter,« og at lånerenten er et punkt, der oplagt kan tages op i forbindelse med de kommende forhandlinger om finansiering/taxameter for de videregående uddannelser, da jeg forventer, at der samtidig vil komme en drøftelse af justeringer af SU systemet.«

Enhedslisten: Ja, det vil koste nogle hundrede millioner

»Det er ærgerligt, at vi ikke kunne få flertal,« siger Eva Flyvholm, uddannelsesordfører for Enhedslisten, »når flere partier har erklæret, at de synes formålet med reglerne er at sikre gode, billige lån til studerende.«

Men har Venstre ikke ret i, at SU-lånet allerede i dag er langt billigere end et banklån for de studerende?

»Det er rigtig godt, at studerende ikke skal tvinges til at tage dyre banklån, men vi er i en situation, hvor staten er begyndt at tjene penge på lån til studerende. Det var ikke hensigten, og det vil vi gerne have styr på, så studerende også får gavn af den lave rente, vi har i øjeblikket,« siger Eva Flyvholm, der kalder det nuværende lånesystem for en ‘pengemaskine for staten’.

Hun påpeger også, at der allerede i dag er tusindvis af danskere, der ikke er i stand til at betale deres studiegæld tilbage. (Ifølge Ugebrevet A4 er over 8.000 SU-lån i dag misligeholdte).

Men jeres forslag vil jo koste nogle hundrede millioner kroner om året, er det en rimelig udgift?

»Det er helt rigtigt, at det koster noget, men det er også rimeligt, for det var ikke meningen, at staten skulle tjene penge på SU-lån. Bare siden 2011 har staten tjent 1,5 milliarder kroner på renter.«

Eva Flyvholm vil nu forsøge at få folketingets uddannelses- og forskningsudvalg til at vedtage at justere lånemodellen, når det nuværende SU-forlig fra 2013 udløber.

Enhedslisten og Alternativet er de eneste partier, der ikke er del af det nuværende forlig.

chz@adm.ku.dk

Artiklen er opdateret 12/4-16 med citater fra Jens Henrik Thulesen Dahl.

Seneste