Flere forskere tvinges til tavshed

I 2014 blev et hold forskere fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, der skulle evaluere folkeskolereformen, pålagt ‘ubetinget mundkurv’ i en tavshedsklausul af Undervisningsministeriet. Sagen kom frem i medierne i 2016.

Og i den såkaldte ‘gyllegate’ var forskere på Aarhus Universitet (AU) underlagt en kontrakt med tavshedsklausul fra Landbrugs- og Miljøministeriet om, at de hverken måtte offentliggøre deres resultater eller kommentere sagen indtil to måneder efter notatet var afleveret til Miljøministeriet.

»Jeg vidste ikke, at disse klausuler var så udbredte, da jeg startede. Når man kigger på indholdet i nogle af dem, så føler man sig nærmest hensat til DDR« – Heine Andersen, professor emeritus

De sidste par år er flere sager kommet frem om de tavshedsklausuler, som forskere bliver pålagt at underskrive af forskellige ministerier.

Klausulerne har imidlertid været anvendt i årevis, og er et alvorligt problem. For forskerne, hvis ytrings- og forskningsfrihed begrænses, men også for demokratiet, fordi viden bliver monopoliseret af staten. Det mener professor emeritus på Sociologisk Institut på KU Heine Andersen, der er ved at skrive en udredning om forskningsfrihed.

Minder om DDR

»Jeg vidste ikke, at disse klausuler var så udbredte, da jeg startede. Når man kigger på indholdet i nogle af dem, så føler man sig nærmest hensat til DDR. Og det er både skræmmende, og udtryk for et ledelsessvigt og en meget usund kultur på universiteterne, når ingen hidtil har stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor man overhovedet har disse klausuler.«

Ifølge Heine Andersen er der kommet en større lukkethedskultur på danske universiteter efter den nye universitetslov i 2003, hvor ledelserne blev mere centraliseret og ikke længere skulle stå til regnskab og forklare sig over for nogen demokratisk valgt forsamling.

»Der er noget, der har været under udvikling i flere år. Universitetsloven har medført en mere hierarkisk ledelse, og har i hvert fald haft negative konsekvenser for åbenheden og folks lyst og vilje til at ytre sig kritisk.«

Armslængdeprincippet

Heine Andersens forskning bakkes op af en ph.d.-afhandling fra RUC baseret på besvarelser fra 1.700 højtuddannede medlemmer af Dansk Magisterforening, DM, deriblandt også forskere, der viser, at 20 procent har oplevet kritisable forhold på deres arbejdsplads, som offentligheden burde have kendskab til. I afhandlingen, der udkom i februar, udtrykker flere af de medvirkende stor tilbageholdenhed ved at ytre sig om deres arbejde.

»Der er ingen tvivl om, at forskningsfriheden er under pres. For fire år siden så vi ikke sådan nogle kontrakter, som vi ser nu. Og sagen vedrører både ytringsfriheden og forskningsfriheden.« – Camilla Gregersen, formand i DM

Også DM har haft fokus på problemet og har oplevet, at deres medlemmer er kommet i klemme på grund af tavshedsklausuler. Spørger man DM-formand Camilla Gregersen, bryder ministeriernes standardkontrakter både med armslængdeprincippet og med Forskningsministeriets egen vejledning for forskningsbaseret myndighedsbetjening.

Ytringsfrihed og forskningsfrihed

»I mange af disse kontrakter fratages forskerne retten til at offentliggøre deres resultater, så de først må offentliggøres på et bestemt tidspunkt, typisk når der er indgået et politisk forlig. Men i den ministerielle vejledning om myndighedsbetjening, der ligger på Forskningsministeriets hjemmeside, står der faktisk, at det er universiteterne, der har publiceringsretten – der står sort på hvidt, at universiteterne har ret og pligt til at offentliggøre forskningsresultater, også når der er tale om aktiviteter, der gennemføres for en myndighed,« siger Camilla Gregersen:

»Der er ingen tvivl om, at forskningsfriheden er under pres. For fire år siden så vi ikke sådan nogle kontrakter, som vi ser nu. Og sagen vedrører både ytringsfriheden og forskningsfriheden – forstået som retten til at publicere forskningsresultater.«

Hun påpeger desuden et andet problem ved forskning, som er underlagt tavshedsklausul:

»Hvis man ikke må diskutere, hvad man forsker i med nogen, så risikerer man også, at forskningen ikke kan efterprøves. Og det er noget af det afgørende, når det kommer til forskningskvalitet – at forskerne bliver udfordret af andre forskere.«

Udbredt i ministerierne

Heine Andersen har ikke kunnet foretage en bredt dækkende kortlægning, men har fundet rutinemæssig anvendelse af kontrakter med tavshedsklausuler i hvert fald i fire ud af 18 ministerier og på seks af landets universiteter. Han har både eksempler på, at ministerier og private virksomheder, der støtter forskningen økonomisk, har krævet, at forskerne skulle underskrive en tavshedsklausul. Han mener, at klausulerne er på kant med såvel universitetsloven som forvaltningsloven.

»De kontrakter, der blev anvendt af Miljø- og Fødevareministeriet i forbindelse med ‘gyllegate’ og af Undervisningsministeriet under SFI’s evaluering af folkeskolen var helt klart ulovlige.« – Juraprofessor Sten Schamburg-Müller

Det sidste har også Miljø- og Fødevareministeriet erkendt i foråret, og meddelt at de ville ændre standardkontrakterne. Det samme har Undervisningsministeriet. Det er dog endnu ikke sket, siger Heine Andersen:

»Man kan ikke forlange, at forskerene skal protestere, for de er bange for at miste deres arbejde. Det burde jo være universitetets ledelse, der gør det. Det er dem, der skriver under eller godkender at forskningsledere gør det. Men der står i universitetsloven stk. 2, at universiteterne skal værne om forskningsfriheden.«

Han bakkes op af Camilla Gregersen:

»Der er brug for, at ministerierne udformer en standardkontrakt i overensstemmelse med deres egne retningslinjer. En kontrakt, der sikrer åbne politiske processer og dermed større transparens og demokratisk indsigt. Det er dog også mit klare indtryk, at ledelserne på universiteterne vil forsvare forskningsfriheden, og det forventer jeg også fremover et nært samarbejde om.«

Brud på forvaltningsloven

Professor i jura ved SDU med speciale i ytringsfrihed Sten Schamburg-Müller har set flere tavshedsklausuler de sidste par år og mener, at en del af dem er direkte i strid med forvaltningsloven.

»I loven står der, at man har tavshedspligt om fx oplysninger om enkeltpersoner, rigets forsvar og udenrigspolitiske interesser og andre helt åbentlyse hensyn. Men inden for den offentlige forvaltning kan forskere ikke pålægges yderligere tavshedspligt ud over den, der allerede følger af loven. Ministerier må ikke udvide tavshedspligten for at værne om politiske interesser. De kontrakter, der blev anvendt af Miljø- og Fødevareministeriet i forbindelse med ‘gyllegate’ og af Undervisningsministeriet under SFI’s evaluering af folkeskolen var helt klart ulovlige.«

uni-avis@adm.ku.dk