Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Fireårsregel afskaffes – i stedet indføres femårsfrist

FREMDRIFT – Sundhedsminister Nick Hækkerup erstatter fireårsreglen med en femårsfrist. FADL-formand mener, det blot er en udskydelse af problematikken.

De nyuddannede læger skal vinke farvel til fireårsreglen.

Det er konklusionen fra sundhedsministeriets arbejdsgruppe, der siden sommeren 2013 har arbejdet på en revision af den kritiserede regel.

Sundhedsminister, Nick Hækkerup (S), har taget arbejdsgruppens forslag til sig og vil nu erstatte fireårsreglen med en femårsfrist. Den nye regel forventes at træde i kraft den 11. april med tilbagevirkende kraft fra 1. april. Reglen vil også omfatte læger, der allerede er begyndt i klinisk basisuddannelse.

Uenighed om løsning

Sundhedsministerens arbejdsgruppe bestod af repræsentanter fra Lægeforeningen, Yngre Læger, Sundhedsstyrelsen, Danske Regioner og videreuddannelsesregionerne. Arbejdsgruppen har drøftet fire modeller for bevarelse eller ændring af fireårsreglen.

Valget faldt på modellen, der forlænger fristen i fireårsreglen, således at den erstattes med en femårsfrist. Både lægernes og regionernes repræsentanter havde betænkeligheder ved modellen, men arbejdsgruppen mener, at modellen »samlet set balancerer bedst mellem de forskellige synspunkter.«

Arbejdsgruppens forslag indebærer også en lempeligere dispensationspraksis, således at det fremover vil være lettere at opnå dispensation fra reglen på baggrund af sociale, helbredsmæssige eller faglige årsager.

Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) er glade for at tage afsked med fireårsreglen, men dens efterkommer vækker ikke begejstring:

»Vi hilser lempelsen velkommen, men vi mener stadig, at der er behov for at afskaffe tidsfrister. Derfor fortsætter vi også vores arbejde med at dokumentere fireårsreglens konsekvenser. At erstatte fireårsreglen med en femårsfrist er at udskyde problematikken,« siger FADL-formand Kasper Gasbjerg.

En femtedel er faldet for fireårsreglen

Dansk Folkeparti foreslog allerede i maj 2013 at skrotte fireårsreglen, og Liberal Alliance og De Konservative støttede forslaget, der dog blev nedstemt til fordel for regeringens forslag om at nedsætte en arbejdsgruppe, der skulle tage stilling til den upopulære regel.

Reglen, der har haft til formål at få unge læger til at vælge mindre attraktive speciallægestillinger ved at sætte dem under pres med en fireårig tidsfrist, har haft utilsigtede konsekvenser:

20 procent af de nyuddannede læger er ikke begyndt på et hoveduddannelsesforløb fire år efter starten på deres kliniske basisuddannelse og er dermed faldet for fireårsreglen. Det betyder, at de mister retten til en speciallægeuddannelse, og konsekvensen er, at de hverken kan tjene som fastansat på et sygehus eller som læge i almen praksis i Danmark.

Yderligere har 25 procent af de nyuddannede læger søgt dispensation og fået fristen forlænget udover de fire år.

Læs også: Forhadt fireårsregel til forhandling.

Seneste