Find en forsker

Vi gjorde det sidste år under Irak-krisen at vi udsendte en liste med navnene på over halvtreds forskere med stikord og kontaktoplysninger. Alle sammen forskere som havde forskellige vinkler på Irak-krigen. Journalisterne var vilde med det. De syntes det var dejligt at slippe for altid at høre de samme tre mennesker tale om Irak. Det gav en mere nuanceret og mere perspektivrig dækning.«

Således lyder universitetets kommunika-tionschef, Claes Amundsens, bud på en succeshistorie. En historie der desværre kan synes langt fra hverdagen hvor mange på universitetet føler at de går rundt med en masse gode historier som aldrig bliver fortalt. Imens føler journa-listerne ofte at de løber panden mod en mur når de henvender sig til universi-tetet.

Blandt andet derfor har Københavns Universitet nu fået en kommunikations-strategi og en kommunikationspolitik. De er formuleret af Rektors Formidlings- og Informationsudvalg og blev vedtaget på det seneste konsistoriemøde.

»Mens strategien mere handler om en bevægelse og en vision om hvor vi gerne vil være, så er politikken et redskab der skal give de enkelte ude på institutterne og fakulteterne nogle værktøjer og rammer når de skal arbejde med kommunikation,« forklarer Claes Amundsen.

»Vi skal hjælpe den enkelte til at deltage i arbejdet med at skabe et mere synligt universitet og et universitet der aktivt er i dialog med sin omverden.«

Tordenskjolds eksperter
Mange er trætte af at høre på almindelige menneskers mening i me-dierne, mener Claes Amundsen. De vil gerne høre folk der ved hvad de taler om. Problemet er bare at journalisterne alt for ofte hiver fat i Tordenskjolds soldater når de skal bruge en der ved noget. Meget af det skyldes vane, mener han.

»Jeg har selv arbejdet på TV2-Nyhederne, og når vi skulle have fat i nogen der vidste noget, så råbte vi ud i lokalet »hvem ved noget om økonomi?« eller »hvem ved noget om Mellem- østen?« Så råbte en anden journalist navnet på den han sidst havde talt med. Eller også slog journalisten op i sin egen database over hvem han selv havde talt med, eller han gik ind og søgte på avisdatabasen Infomedia og fandt dem som andre havde talt med,« fortæller han.

Men det er dog ikke ren dovenskab der får journalisterne til at vælge den lette løsning.

»De aner simpelthen ikke hvor de skal starte. Om det nu er på Psykologi, Sundhedsvidenskab eller Sociologi. De oplever at det kan være umuligt at finde frem til de relevante personer og meget svært at få hjælp til det.«

Derfor arbejder kommunikationsafdelingen også på et projekt der har arbejdstitlen »Find en forsker« som går ud på at opbygge en database hvor det bliver muligt at søge efter stikord, emner og forskningsområder.

»Meget af det kan også gøres mere lavteknologisk ved at vi på universitetet får opbygget en struktur for hvordan vi lettest hjælper folk igennem labyrinten her. Man kunne for eksempel aftale på hvert institut hvem der har ansvaret for kommunikationen og for at hjælpe journalister,« foreslår Claes Amundsen.

»Det skal selvfølgelig gøres så forskerne har tid til at passe deres arbejde, men samtidig vil være mere tilgængelige over for omverdenens rimelige krav. Mange vil nok være bange for at blive over-rendt af 7. klasses elever der er ved at skrive opgave og vil vide hvorfor de sulter i Afrika, eller hvor mange nuller der er i en million.«

Afliv myterne
Kommunikation for universitetet handler altså i vis udstrækning om være til rådighed for omverden. Men det handler også om at skabe forståelse for universitetets verden. Claes Amundsen nævner universitetsloven som eksempel.
»Der var nok nogle der følte at når den blev vedtaget som den gjorde, så skyldtes i høj grad mangel på forståelse for universitetets virkelighed. Fordi vi ikke gjorde vores stemme tilstrækkeligt gældende.«

Det handler også om at aflive en række myter om universitetet. For eksempel kan journalister godt lide et udtryk som »bag universitetets tykke mure«.

»Det er nærmest blevet et fast udtryk. Det er som om det sidder fast på en genvejstast på computeren. Men det er en myte. Vi har døre der er åbne hele tiden og masser af folk der kommer på universitetet, vi har Åbent Universitet og vi deltager i Folkeuniversitetet, har Kulturnat og Humaniora Festival, og vi tager del i den offentlige debat.«

Andre af myterne er sande. Her er udfordringen at forklare dem og skabe forståelse for hvorfor tingene er som de er.

»Som når folk siger at det godt nok tager lang tid for eksempel at få ændret studieordningerne på universitetet. Det er jo rigtigt nok. Vi har et ret tungt administrativt system. Men det er også et system der sikrer at folk bliver hørt og at beslutninger ikke bliver taget ud fra meningsmålinger og efter pludselige indskydelser. Vi kan ikke bare løbe efter politiske vinde,« siger kommunikations-chefen.

Kommunikationspolitikken vil meget snart blive layoutet og trykt og udsendt til alle ansatte. Den vil blive fulgt af en lille kampagne, så alle på universitet ved at den findes. Strategien er en større og lidt mere vanskelig ting. Der skal udarbejdes en handlingsplan for hvordan den bliver omsat i praksis, og de enkelte fakulteter og institutter skal nok også begynde at arbejde med kommunikationsplaner.

»Rektoratet har bedt kommunikations-afdelingen påtage sig det koordinerende ansvar for den proces. Vi er ved at etablere en arbejdsgruppe med kommunikationsmedarbejdere fra de forskellige fakulteter, og vi vil ret hurtigt være klar med en række meget konkrete forslag.«