Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Esben Lunde Larsen: »Vi må alle hanke op i os selv og bidrage en ekstra tak«

INTERVIEW - Han var knap rykket ind i ministerkontoret, før hans religion var forsidestof. Han byder debatten velkommen, men vil egentlig hellere tale om politik og det ansvar, også studerende har over for samfundet. Uniavisen har mødt den nye uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen.

Han står lige midt i ministerkontoret, da vi træder ind. I dobbeltradet jakkesæt, der sidder lige som det skal. Giver hånd til os, den lidt mere brogede duo af journalist og fotograf, og byder på kaffe og småkager fra et sirligt dækket mødebord med kridhvidt Royal Copenhagen-stel. Han sætter sig på den ene side, og vi kan sætte os på den anden, og aldersforskellen på ti år virker større end som så. Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen er ikke en ung 36-årig, i hvert fald ikke når man møder ham på hans kontor, og det er som udgangspunkt der, man møder ham – han værner nemlig om sit privatliv.

Esben Lunde Larsen blev udpeget til uddannelses- og forskningsminister i slutningen af juni. Der fulgte et par upopulære sager med – fremdriftsreform og dimensionering, for at nævne et par stykker – men det var ikke dem, der trak opmærksomheden til ministeren i første omgang, det var hans tro. For Esben Lunde Larsen er et religiøst menneske, og det lægger han ikke skjul på. Han tror på Gud.

Et enøjet syn på religion

At der blev sat spørgsmålstegn ved hans berettigelse til ministerposten på grund af hans tro, kom bag på ham. Pludselig sad han i Aftenshowet og skulle pege på billeder af The Big Bang eller Adam og Eva for at forklare, hvordan, hvor meget og hvorledes hans religion kunne hænge sammen med hans hverv som ’videnskabsminister’, som det kom til at hedde i medierne. Han blev kaldt overtroisk og kreationist, og i satiremediet Rokokoposten afviste Gud, at Esben Lunde Larsen var intelligent design.

»Det er et udtryk for et begrænset kendskab til religionen og dens værdi. Vi har en tusindårig kristen kulturarv i Danmark, den bidrager til både identitet og til samfundsdannelse meget positivt. Men der er nogen, der har et meget enøjet syn på religion og religionens plads,« siger Esben Lunde Larsen og fortsætter:

»Jeg blev overrasket over, at det har så stor betydning for nogen, at de kunne sætte spørgsmålstegn ved Grundloven og ved trosfriheden.«

De vigtigste friheder

Han mener dog, at debatten om trosfrihed er vigtig at tage, og derfor har han heller ikke noget imod, at han er blevet udgangspunktet for den, selv om han helst ikke vil gå i detaljer om sin personlige tro, den er privat.

»Det er godt for mennesker at reflektere over deres eget ståsted, uanset om det er areligiøst eller sekulært eller religiøst, for det er godt at kende sit ståsted, og det kan en debat som den her være med til at iværksætte.«

»Min opfattelse er så, at tro og videnskab er adskilte, men ikke uforenelige, størrelser, og at trosfrihed er en af de vigtigste friheder sammen med forskningsfriheden – og så længe jeg sidder i det her embede, så vil jeg kæmpe for begge dele.«

Selv om ministeren byder debatten velkommen, er der ingen tvivl om, da vi møder ham midt på sommeren – små tre uger efter han overtog posten – at han snart gerne vil tale om noget andet: sin politik. Han virker derfor tilfreds, da vi skifter emne.

Drømmescenarium

Esben Lunde Larsen er født og opvokset i Ringkøbing. I 2001 flyttede han til København for at læse teologi, og i 2012 forsvarede han sin ph.d.-afhandling – han er faktisk den højest uddannede minister på området nogensinde. At han selv har haft sin gang på universitetet, mener han, giver en forståelse for, hvad man har brug for som studerende og forsker.

»Selvfølgelig kan man også være minister for området uden at have den indsigt, men det har aldrig været nogen bagdel, så at sige, at være vidensmæssigt belastet,« siger han.

Esben Lunde Larsen var ved siden af studierne meget politisk aktiv. Fra begyndelsen af sin bachelor fik han job som politisk assistent for Venstres daværende forskningsordfører, i 2006 blev han valgt ind i byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune. Og ved folketingsvalget i 2011 – endnu inden han var ph.d. – blev han valgt ind i Ringkøbingkredsen og blev Venstres ordfører for forskning, innovation og videregående uddannelser samt SU.

PENDLER – »Jeg får det bedste af to verdener – jeg bor på kanten af Ringkøbing Fjord, og så har jeg storbyen som arbejdsplads i hverdagen. Jeg har sagt til mit departement, at om mandagen er jeg i kredsen. Og så er jeg sikker på, at Ringkøbing Fjord og Hvide Sande ser ud, som det gør i dag, når jeg er færdig som minister og kan vende hjem på fuld tid.« Foto: Daniel Hjorth.
Ved sommerens folketingsvalg blev Esben Lunde Larsen så genvalgt i Vestjyllands Storkreds, og ti dage senere udpeget til minister for uddannelse og forskning.

»Jeg har altid været uddannelsespolitiker, og jeg har altid brændt for det her felt. Jeg har absolut ikke noget ønske om at være i et andet ministerium, det her er et drømmescenarium for mig,« siger ministeren, der allerede mærker tyngden af ansvaret, der følger med posten:

»Jeg har omkring 45.000 under mig i form af embedsmænd, forskere og så videre, og jeg har det fjerdestørste budget på omkring 51 milliarder kroner. Så det er ikke en sandkasse, man sidder og graver i – det er studerendes og forskeres hverdag, det er et helt departement og flere styrelser. Man skal være nogenlunde blottet for selvindsigt, hvis det ikke fylder én med ansvarsfølelse af en vis tyngde.«

Samfundsansvaret

En ting, som Esben Lunde Larsen er ærgerlig over at have medansvar for, er fremdriftsreformen. I valgkampen lovede han, at reformen skulle revideres, hvis Venstre kom til magten. Det løfte har han tænkt sig at holde – efter sommerferien vil han åbne fremdriftsballet for universiteternes ledelser og studerende. Der skal dog ikke herske tvivl om, at der skal ske fremdrift på landets universiteter – det er midlerne, ikke målet, der er til forhandling:

»Når vi indbyder til de forhandlinger, er det for at få skabt frihed til at nå et mål. Men målet skal nås, for de midler, fremdriftsreformen bidrager med i 2020, skal skabe arbejdspladser og et bedre samfund for de studerende, der kommer ud som dimittender,« siger Esben Lunde Larsen.

Han mener, at det kan forventes af studerende, som får muligheden for at tage en kandidatuddannelse og få SU, at de gennemfører studiet målrettet og inden for ’en nogenlunde fornuftig tidshorisont’«.

»Det er enormt vigtigt at være bevidst om, at man er en samfundsborger, som skal bidrage til samfundet. Man synes måske, det kunne være rart at bruge lidt længere tid på studierne og have tid til fritidsinteresser, men man skal måske lige tænke efter; vores samfund er også et sted, hvor vi alle sammen må hanke lidt op i os selv og bidrage en ekstra tak.«

Det handler om planlægning

Kritikken af fremdriftsreformen er blandt andet gået på, at tempoet kommer til at gå ud over fordybelsen. Men det mener Esben Lunde Larsen ikke er tilfældet:

»Alle studerende har mulighed for at fordybe sig mere end et fuldtidsstudium er normeret til. Det har de, fordi de får SU, så de er ikke tvunget til at arbejde. Studerende i Danmark skal som minimum studere på fuld tid, og alle har mulighed for at bruge 20 timer ekstra om ugen på at fordybe sig i deres studie, hvis det er det, de vil,« siger han.

Ministeren mener heller ikke, at en fremdriftsreform står i vejen for, at studerende kan tage på udvekslings- og praktikophold eller være iværksættere og starte virksomhed sideløbende med studiet. Det handler om, hvordan man ’uddannelsesplanlægger’, mener Esben Lunde Larsen.

»Det er jo underligt, at man i Aalborg kan være 5,1 år om at gennemføre en femårig uddannelse, mens man er 7,2 år om det på Københavns Universitet. Det er jo ikke fordi, der ikke går folk rundt med en iværksætter i maven i Aalborg, eller at de studerende i Aalborg ikke har fritidsarbejde og så videre.«

Han mener derfor, at universiteterne bør kigge nærmere på hinanden og se, hvad der virker – for eksempel i Aalborg. Ligesom han er også åben for, at uddannelsesinstitutionerne skruer mere op for tempoet på nogle uddannelser end andre, hvis det er det, der giver mening.

»Jeg vil gerne høre institutionernes bud på, hvordan man kan gøre det i praksis – og om der skal ændres noget i lovgivningen, for at det kan lade sig gøre,« siger han og fortsætter:

»Men jeg vil ikke stikke de studerende blår i øjnene og sige, at når vi har lavet en revidering af reformen, så er alt, lige som de studerende gerne vil have det, for sådan er det ikke.«

lene.munk-petersen@adm.ku.dk

Seneste