Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Ensrettede regler for god videnskabelig praksis kommer i 2014

INTEGRITET – Danmark skal have et nyt sæt spilleregler, der skal give forskere og forskningsinstitutioner en fælles opfattelse af god forskningsadfærd. Det ny Integritetsudvalg skal give os et bud på dem, i løbet af foråret 2014.

Sager om videnskabelig uredelighed har i de senere år fyldt en del i medierne. Der har blandt andet været skandalen omkring hjerneforskeren Milena Penkowa, og senest den igangværende sag imod professor Bente Klarlund.

Danmark har i dag ingen nationale retningslinjer for god praksis, men i stedet formulerer hver enkelt forskningsinstitution sine egne retningslinjer.

Derfor skal der udformes et nyt sæt spilleregler, som skal give forskere og forskningsinstitutioner en fælles opfattelse af god forskningsadfærd. Det skriver Uddannelsesministeriet på dets hjemmeside.

Formand: Kodeks skal være retningsgivende

I samarbejde med Danske Universiteter nedsatte ministeriet i marts 2013 en arbejdsgruppe: Integritetsudvalget. Det vil i første halvår af 2014 komme med et forslag til et adfærdskodeks, der skal sikre integriteten i dansk forskning.

Der fremgår af Kommissoriet, at der skal ske en ‘ensretning’ af reglerne ved at udarbejde et adfærdskodeks på et tilstrækkeligt detaljeret niveau.

Ifølge Integritetudvalgets formand, Hans Müller Pedersen, bunder ønsket om en ensretning af reglerne i, at det skal gøres lettere at samarbejde både på tværs af de videnskabelige discipliner og på tværs af institutioner.

Han garanterer dog, at KU og de andre universiteter vil blive hørt.

»Alle universiteter deltager i Integritetsudvalget, og der står også i kommissoriet for gruppen, at et forslag til kodeksen vil blive sendt i bred høring. Arbejdsgruppen har endnu ikke besluttet, hvordan høringen vil blive lanceret,« forklarer han.

Ingen lovændring er nødvendig

Det bliver ikke nødvendigt at lave ny lovgivning på området, lyder vurderingen i kommissoriet. Hans Müller Pedersen bekræfter også, at der ikke bliver tale om et juridisk bindende regelsæt.

»Vi lægger op til, at kodeksen bliver retningsgivende og kan fungere som et opslagsværk for den enkelte forsker i den praktiske udførelse af forskningen. Desuden håber vi, at retningslinjerne bliver forankret og foldet ud i forskningsinstitutionernes lokale miljøer og laboratorier, så de bliver en del af forskerkulturen på stedet,« siger han.

KU afventer udspil

På Københavns Universitet (KU) står Praksisudvalget, hvor Peter Sandøe er næstformand. for at definere retningslinjerne.

Han mener, at fælles regler kan give rammer, der kan lette Praksisudvalgets arbejde, men han har ellers ikke yderligere kommentarer, før han har set Integritetsudvalgets udspil.

Thomas Bjørnholm, prorektor for forskning og innovation ved KU, ønsker ligeledes først at udtale sig, når Integritetsudvalgets forslag til et adfærdskodeks ligger færdigt.

anfj@adm.ku.dk

Seneste