Det nye A- og B-hold

Rollerne blandt forskerne på Københavns Universitet (KU) er byttet om.

Hvor en fast stilling som lektor eller professor tidligere var det højest opnåelige, når det gjaldt tryghed i ansættelsen og tid og midler til at forske, giver det nu bedre arbejdsvilkår og større jobsikkerhed at være projektansat for eksterne midler fra et forskningsråd eller en privat fond.

Der er ligefrem risiko for, at KU knækker over i to adskilte verdener med et A- og et B-hold, der oplever vidt forskellige arbejdsvilkår og spilleregler, advarer flere tillidsrepræsentanter.

Situationen har fået tillidsrepræsentant for HK-laboranterne og medlem af Hovedsamarbejdsudvalget Joan Lykkeaa til at skrive en e-mail til KU´s bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersen. I mailen udtrykker hun sin bekymring over den ubalance, hun ser i sin hverdag som laborant på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Sund), og opfordrer bestyrelsen til at debattere problemstillingen.

Udviklingen har været i gang i årevis, men den direkte anledning til debatten er, at Novo Nordisk Fonden i marts i år gav 885 millioner kroner til et nyt internationalt metabolismecenter på Sund.

Krænker retfærdighedsfølelse

Joan Lykkeaa understreger, at hun selvfølgelig glæder sig over den store donation, men tilføjer, at medaljen har en bagside.

»Når man som jeg har været ansat i mange år og arbejdet under de forhold, der nu har været, er det lidt beskæmmende at se, hvordan de nye centre har ressourcer til at ansætte topforskere og ikke mindst at tilbyde helt fantastiske fysiske forhold. Jeg under absolut disse mennesker at få gode arbejdsforhold, men kan blive bekymret over de allerede ansattes retfærdighedsfølelse i forbindelse med, at mange stadigvæk sidder i 70´er-møbler, har svært ved at få bevilget nye hæve/sænke-borde og ikke mindst nyt apparatur. Jeg kan blive nervøs for, at der spreder sig en misstemning på universitetet generelt,« siger hun.

Novo Nordisk Fonden gav også Sund 600 millioner kroner til et nyt proteincenter i 2007. KU måtte i den forbindelse selv bruge 130 millioner kroner til at totalrenovere i alt 4.500 kvadratmeter på Panum, før forskerne kunne rykke ind i tidssvarende rammer.

Metabolismecentret skal have til huse i en helt ny bygning på Panum, som KU dog har fået midler fra staten til at opføre, men centrene belaster fakultetets driftsbudget og dermed de fælles midler, pointerer Joan Lykkeaa.

Modeluner styrer

Allan Randrup Thomsen, professor på Sund og tillidsrepræsentant for medlemmer af Foreningen af Speciallæger, bryder sig ikke om udtrykket A- og B-hold, fordi det kan hentyde til, at en gruppe forskere er bedre end andre, men det er korrekt, at de ansatte på fakultetet oplever, at forholdene på Proteincentret er væsentligt bedre end på resten af fakultetet.

»Der blev brugt rigtig mange penge på at skabe optimale vilkår på Proteincentret, og det blev også en del dyrere end ventet på grund af nye lovkrav, så det har haft indflydelse på resten af Panum i den forstand, at der ikke har været penge til at skabe tilsvarende gode forhold som i centret. Men det er ikke sort og hvidt, da der også er blevet renoveret lokaler andre steder,« siger han.

Allan Randrup Thomsen mener, at problemet er, at der er for få basismidler til rådighed. Universiteterne er dermed blevet for afhængige af at kunne skaffe eksterne bevillinger og har derfor svært ved at stille krav til bevillingsgiverne, når det drejer sig om store donationer, af frygt for at gå glip af de mange rare penge.

Specielt den politiske topstyring af de eksterne bevillinger fra forskningsrådene er problematisk, fordi de folkevalgte har tendens til at prioritere forskningsområder, der har været en succes de seneste år, i stedet for at være på forkant med udviklingen og satse på nye områder.

»Det hele afhænger i dag af, hvem der vil bevilge penge, så man får et voldsomt løft af nogle forskningsområder, mens andre sygner hen. De forskere, der tilfældigvis ikke er inden for et modeområde, får dermed dårligere vilkår og køres agterud,« siger han.

Rollerne byttet

Leif Søndergaard, AC-fællestillidsrepræsentant og lektor på Biologisk Institut, mener, at rollerne mellem de fastansatte forskere og de tidsbegrænsede kontrakt-ansatte på centrene er ved at blive byttet om.

Det er blevet tydeligt, efter KU har været igennem store sparerunder de sidste to år.
Senest røg 130 stillinger ved årsskiftet.

»Afskedigelserne har næsten udelukkende ramt de fastansatte, så ulempen ved at være midlertidig ansat er ved at forsvinde. Forskerne på centrene har tilmed rigeligt med fondsmidler og gode vilkår, mens de fastansatte, der forsker inden for områder, der ikke er i vælten, mangler penge og bliver presset til at drosle forskningen ned og påtage sig mere af andre opgaver som undervisning og administration,« siger Leif Søndergaard.

Færre erfarne forskere

Et nyt notat fra Videnskabsministeriet viser, at antallet af erfarne forskere som lektorer, professorer og seniorforskere på universiteterne skrumper i øjeblikket, mens flere ansættes i tidsbegrænsede stillinger som adjunkter, postdocs og ph.d.-studerende.

Således skar de otte universiteter i løbet af 2009 113 forskerstillinger væk, heraf de 42 på KU, mens den samlede personalegruppe samtidig voksede med over 500 ansatte.

»Kulturen er i øjeblikket, at universiteterne ansætter folk tidsbegrænset og fyrer de faste erfarne forskere, men det skader kontinuiteten i forskningen. En bevilling er jo typisk på fem år, men det er alt for lidt til at teste en ide, så pludseligt er bevillingen ophørt og forskningsfokus flyttet et andet sted hen, og så er det umuligt at skaffe flere penge,« siger Leif Søndergaard.

Henter nye ind

Det nye metabolismecenter skal i gang med at ansatte cirka 150 nye medarbejdere, men ifølge Leif Søndergaard støder det mange, at KU hyrer og fyrer samtidigt.

»Vi har talt for, at de fyrede kunne få nogle af stillingerne i stedet for at slå dem op, men det ser indtil videre ud til, at ledelsen vil have nye ind udefra. Det er meget svært at forstå, at der slet ikke findes ansatte på KU, der er egnede til stillingerne,« siger han.

Fællestillidsrepræsentanten frygter tilmed, at det voksende antal midlertidigt ansatte på længere sigt presser de fastansatte ud, når deres kontrakt udløber. Nogle fonde har nemlig som forudsætning, at KU fastansætter medarbejderne, når fondsmidlerne ophører, forklarer Leif Søndergaard.

»I starten kunne man klare problemet gennem naturlig afgang, men efter de seneste sparerunder er der ikke mange ældre medarbejdere tilbage, og så kan der logisk set kun skaffes plads ved at afskedige allerede fastansatte forskere,« siger han.

Fastansættelse en formalitet

Ingrid Stage, formand for DM – Dansk Magisterforening – ser også en tendens til, at der er ved at opstå et A- og et B-hold på universiteterne.

Hun mener nemlig, at forskerne på centrene, der er i stand til at hente eksterne midler, sidder mere sikkert i sadlen, har bedre arbejdsvilkår og muligvis også får en bedre løn end de fastansatte, der sidder på de yderste mandater, når fyresedlerne skal deles ud, som den seneste sparerunde på blandt andet KU har vist.

»De fastansatte oplever, at det der med at være fast er en ren formalitet, for så fast er det altså heller ikke længere. Det er blevet en forudsætning, at de kan tjene deres egen løn og eventuelt også en laboratorieplads ind, så det er virkelig nye tider,« siger Ingrid Stage.

Hun mener, at det ikke er sikkert, at det er de mest fremragende eller mest arbejdsomme forskere, som universiteterne vælger at beholde.

»Nogle er blevet afskediget, selvom de er dygtige forskere og har gjort en stor arbejds- og undervisningsindsats, men de er tilfældigvis inden for et område, hvor det er svært at tiltrække eksterne midler. De er ikke blevet krediteret for deres indsats, og det kan være en bitter erkendelse,« siger Ingrid Stage.

Klare kriterier, tak

DM-formanden opfordrer derfor KU og de andre danske universiteter til at opstille klare, gennemskuelige og offentligt tilgængelige kriterier for, hvilke egenskaber de ønsker at belønne medarbejderne efter.

Hvis evnen til at hente eksterne bevillinger hjem giver højere løn og bedre jobsikkerhed end evnen til at levere god undervisning, skal det klart fremgå, så de ansatte kan indrette sig efter det.

»Princippet om lige vilkår for lige kvalifikationer er på vej ud. Vi må formode, at de nye ansatte, der bliver hentet fra det private erhvervsliv, ikke vil gå ned i løn, så man kan ikke andet end forestille sig, at der bliver større lønforskelle i fremtiden. Vi håber, at det vil trække lønniveauet op for resten af de ansatte på universitetet, da store lønforskelle kan virke demotiverende på flertallet,« siger Ingrid Stage.

Universiteterne føjer sig

Ingrid Stage har en vis forståelse for, at universiteterne fristes til at være mere føjelige over for forskere, der kan tiltrække eksterne midler, fordi basismidler – altså de frie midler til forskning, som universitetet selv kan råde over – bliver færre og færre, mens en voksende del af bevillingerne øremærkes til specifikke formål i puljer, som forskerne skal konkurrere indbyrdes om.

Men hun forstår ikke, at universitetsledelserne ikke protesterer mere højlydt over udviklingen.

»Universiteterne siger selvfølgelig jævnligt, at de har brug for flere basismidler, men de skulle slå sig mere i tøjret i stedet for at føje sig. De skulle gøre det klart for politikerne, at de ikke kan levere den forskning i verdensklasse, som de efterspørger, uden tryggere rammer og faste forhold at forske under,« siger Ingrid Stage.

clba@adm.ku.dk