Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Det er sidste chance!

DEBATINDLÆG - Studenterrådet vil gribe chancen og ryste fremdriftsreformen i sin grundvold.

Fremdriftsreformen er efterhånden så velkendt et ord i vores hverdag som studerende, at det næsten virker som om, den har eksisteret lige siden Københavns Universitets fødsel i 1479.

Men som historiker kan jeg bekræfte, at dette ikke er tilfældet. Sandheden er, at fremdriften første gang viste sit grimme ansigt på vores universitet i 2013, hvor 9000 studerende stod foran uddannelsesministeren og rektor og sagde meget tydeligt fra. Sidenhen har vi alle kunnet mærke den på vores egen krop siden 2014.

Og selvom fremdriften er blevet en fast del af livet på universiteterne, så er det stadig den stressede og bureaukratiske hverdag, vi alle oplever hver eneste dag. Fordi vi alle har oplevet den som en del af hverdagen i lang tid – for nogles vedkommende helt fra studiestart – så virker det måske lidt håbløst at tænke på, om universitetet nogensinde kan blive bedre.

Men sandheden er også, at vi alle kan huske, at det engang var bedre, at det engang var muligt at tage en pause, når resten af verden ramlede. Vi kan alle huske, at vi engang kunne skifte kurser, hvis vi havde valgt det forkerte. Vi kan alle huske, at vi engang selv var med til at bestemme over hvilke af vores tidligere fag, vi ville have med over på en ny uddannelse. Og det er ikke håbløst, at vi kan få en lettere hverdag på universitet.

Takket være de 9000 studerende i efteråret 2013, og takket være alle andre studerende, som sidenhen har kæmpet imod fremdriftsreformen, kan det nu blive bedre igen.

For Ralf Hemmingsen har inviteret Studenterrådet til forhandlinger om, hvordan den nye fremdriftsreform skal se ud her på vores universitet.

En invitation Studenterrådet selvfølgelig har taget imod, og som betyder, at vi nu stiller med vores stærkeste hold til at sikre os alle en bedre fremtid. Men ligesom det igennem de sidste 3 år har krævet mange studerendes røster for at nå til en ny fremdriftsreform, så kan Studenterrådet heller ikke klare det alene denne gang. Selvom Studenterrådet sider med ved forhandlingsbordet, så kræver det alle studerendes engagement for at sikre et godt resultat for fremtidens studier.

Derfor kommer alle fakultetsråd til at lave stormøder, fredagsbarer, events, aktioner og happenings, imens forhandlingerne løber af stablen, og jeg håber, at alle de studerende, der ligesom jeg selv drømmer om et fremdriftsfrit universitet, vil bakke op om forhandlingerne og fakultetsrådende.

Så kan vi igen kan komme til at skifte kurser, så kan vi igen kan få friere rammer over vores studietid, og så kan vi igen kan blive herre over vores eget liv. Det er sidste chance for at ryste fremdriftsreformen i sin grundvold. Det er nu det sker, og vi har brug for, at du hjælper os.

Seneste