Det er dumt at vælge med hjertet

»Nedslående« er det ord, som bedst sammenfatter tilstanden i det danske uddannelsesmiljø. I hvert fald ifølge en aktuel rapport fra regeringens Produktivitetskommission.

Og eftersom ingen kan holde ud at være nedslået for længe af gangen, må universiteterne nok indstille sig på en bølge af nye, formentlig upopulære, reformer.

Den gode nyhed er, at forandringerne denne gang ikke blot drejer sig om at fylde flere unge i auditorierne for at opfylde nogle vedtagne kvoter eller om at speede de studerende op med nye krav. Nej, nu er regeringens nøgleord blevet kvalitet. Den nyudnævnte uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen sagde det samme dag, hun trådte til: »Nu handler det ikke længere om, hvorvidt vi kan uddanne tilstrækkelig mange på de videregående uddannelser. Det mål er nået. Nu handler det om, at vi skal uddanne godt nok.«

Men hvad er så god uddannelseskvalitet?

»Vores indfaldsvinkel har været, om de uddannelser, vi giver folk, giver gode indtjeningsmuligheder på arbejdsmarkedet,« svarer professor i økonomi og tidligere overvismand Peter Birch Sørensen.

Han er formand for førnævnte Produktivitetskommission, der er en forsamling af især økonomer.

Men er en uddannelse af høj kvalitet så blot en uddannelse, der fører til et godt job?

»Vi er selvfølgelig klar over, at kvalitet har mange dimensioner,« siger Peter Birch Sørensen, hvis rapport allerede har mødt kritik for at være ensidigt økonomisk. »Men fordi vi er blevet bedt om at analysere uddannelsessystemet fra en produktivitetssynsvinkel, har vi fokuseret på, om uddannelserne giver folk færdigheder, de kan omsætte i gode beskæftigelsesmuligheder på arbejdsmarkedet.«

Han tilføjer, at udsigten til et godt job jo heller ikke ’nogen uvæsentlig dimension’ af kvalitet.

Ikke ment som Humaniora-bashing

Især ikke når nu det viser sig, at man – i lodret modstrid med, hvad studievejledere ellers plejer at hævde – godt kan sige, hvilke uddannelser, der fører til et godt job.

»Data fra Danmarks Statistik viser, at der er store vedvarende, systematiske forskelle i ledighedsgrader for forskellige faggrupper,« siger Peter Birch Sørensen.

Hvem er vindere, og hvem er tabere?

»Her skal man passe på med ikke at generalisere, men tager du humanisterne som samlet gruppe, har de haft væsentligt højere ledighed end gennemsnittet af akademikere,« siger Peter Birch Sørensen.

»Så når man har gået og sagt til de unge, at de ikke skal bekymre sig så meget om beskæftigelsessituationen for folk med deres uddannelse, fordi man ikke kan forudse fremtiden, stemmer det ikke med data. Man kan godt sige noget om forskelle i sandsynligheden for at finde job og hvor høj en gennemsnitsløn, man kan regne med.«

Ifølge Magisterforeningens formand Ingrid Stage ’dæmoniserer’ Birch Sørensen og hans kolleger humanisterne ved at fremlægge denne analyse. Selv understreger Peter Birch Sørensen, at billedet er broget. De klassiske gymnasielærerfag har fx ikke problemer med at lande kandidaterne i job, men andre steder uddanner universiteterne i urimelig grad de unge til arbejdsløshed eller korte, usikre ansættelser – eller decideret ulønnede job, sådan som dagbladet Politiken for nylig har beskrevet i en række artikler.

»Vi kan bestemt ikke undvære humanisterne; det er blot et spørgsmål om, hvor mange vi skal uddanne. Det er uansvarligt at give de studerende indtryk af, at alt kan ske, og at man ikke kan sige noget som helst om sandsynligheden for at kunne få et job med en ordentlig løn, hvis man vælger den ene eller den anden uddannelse. Det har der været en tendens til. Vælg med hjertet, siger man. Og selvfølgelig skal folk vælge noget, de har lyst til, men pointen er jo, at der er mange unge, som faktisk er usikre på, hvad de har mest lyst til, så ikke mindst for dem er det relevant at vide noget om fremtidsudsigterne på arbejdsmarkedet,« siger Peter Birch Sørensen.

I Storbritannien, fx, får studiesøgende allerede i dag info om jobudsigter for forskellige fag og statistik over, hvor meget folk med forskellige uddannelser tjener, siger Peter Birch Sørensen. Og de unge bruger disse fakta, hvis de kender dem.

»Seks procent af de studerende herhjemme siger, at jobsituationen har væsentlig betydning, mens det i vores nabolande er 20-30-35 procent, der svarer ja til det samme,« siger Peter Birch Sørensen.

På universiteterne har de selvfølgelig også læst Peter Birch Sørensen og kollegernes rapport, og faktisk har rektor på Københavns Universitet Ralf Hemmingsen benyttet sin allerførste mulighed som nyudnævnt formand for de otte universiteters interesseorganisation Danske Universiteter til at love statistik til de unge.

KU’s rektor lover at »indgå aktivt i et samarbejde med Uddannelsesministeriet om at udarbejde arbejdsmarkedsstatistikker for de enkelte uddannelser – og stille tallene til rådighed for studiesøgere og andre interesserede.«

Jobtaxametret kommer

Peter Birch Sørensen og hans kolleger i kommissionen lægger ikke op til at studere kaffegrums og forudse, om verden får brug for folk, der kan tale portugisisk om 10 år, de vil egentlig bare anspore os til at indrette uddannelserne efter den viden, vi allerede har.

»Vores anbefalinger bygger ikke på en tro på, at vi præcist kan forudse fremtidens behov. Vi anbefaler blot, at man reformerer taxametersystemet, så bevillingerne i et vist omfang afhænger af, hvordan det går de uddannede på arbejdsmarkedet.«

Taxametersystemet – altså princippet om at universiteterne får penge per studerende, der består eksamen – skal i det hele taget have en gedigen overhaling, mener Peter Birch Sørensen.

»Vi er ikke de første, der siger det, men vi siger med stor styrke, at taxametersystemet i hvert fald ikke tilskynder til, at man laver uddannelser af høj kvalitet – uanset, hvordan man definerer kvalitet. Taxametersystemet tilskynder kun til at få de studerende så hurtigt som muligt igennem og undlade at dumpe dem, der måske burde dumpe. Det tilskynder ikke til at give de studerende et rimeligt antal undervisningstimer, for det får man ikke flere penge for. Og systemet tager ikke hensyn til, om den uddannelse, man giver folk, faktisk kan bruges på arbejdsmarkedet.«

Skær SU’en, de studerende vil takke os senere

Og mens vi er ved de hellige køer: Hvad med at lave SU-systemet fuldstændig om? Det kan også skubbe studerende i retning af de fag, der giver job.

»Vi har verdens mest generøse SU-system; efter skat tilbyder vi cirka tre gange så høj en SU som svenskerne. Det betyder jo så også, at de studerende herhjemme ikke i nær samme grad som i udlandet er nødt til at optage lån. Og derfor behøver de måske heller ikke skele så meget til, om de kan få et job, der kan sætte dem i stand til at tilbagebetale gæld,« siger Peter Birch Sørensen.

Tør I gå linen ud og sige: drop den høje SU, brug pengene på noget andet?
»Vi siger, at det kan være en god idé, hvis man gerne vil øge uddannelsernes kvalitet og relevans for arbejdsmarkedet. Hvis halvdelen af SU’en blev omlagt til statsgaranterede lån, ville vi stadig have en af verdens mest generøse SU-ordninger, og så ville man få frigjort 10 milliarder, der kunne investeres i kvalitetsforbedringer i uddannelsessystemet,« siger Peter Birch Sørensen, hvis analyse viser en systematisk sammenhæng mellem, hvor mange undervisningstimer folk får på universiteterne, og hvad de efterfølgende tjener.

»Pointen er, at det måske på kort sigt kan opleves som en forringelse for de studerende, hvis SU’en bliver lavet om til et lån, men hvis de penge investeres i forbedringer i uddannelsessystemet, som gør, at man kan tjene noget mere efter studierne, så er både de studerende og samfundet måske bedre tjent med at bruge pengene på den måde. Det er i hvert fald værd at overveje.«