Det er altså ikke et kup!

21/09-11 kl. 09:23 Politik
Ralf_Jobs Billede: Christoffer Zieler APPLE-PROF - Har KU-rektor Ralf Hemmingsen 'lavet en Steve Jobs'? It-legenden med den sorte sweater blev berømt for at lancere nye produkter - som få havde forestillet sig eksistensen af - så effektivt på store møder, at forbrugere, før underkæberne var samlet op og sat på plads, opdagede, at de havde overtrukket dankortet med 5.000 kroner til en ny dims.

FUSIONER - KU-ledelsen overrumpler halvdelen af universitetet med gennemgribende forandringer, så der ikke er tid til at rejse kvalificeret kritik. Rektor siger, at han også selv er blevet taget på sengen.

af Christoffer Zieler

En teknisk-administrativ medarbejder er indkaldt til stormøde i Naturvidenskabs kæmpestore auditorium på Øster Allé. Hendes ord kommer tøvende:

»Hvordan skal vi, de menige ansatte, følge med? Der er jo andre ting at lave også. Som I også godt vil have ... Kan det virkelig passe, at det skal være 1. januar? Jeg mener, har I konsulteret nogen, der har forstand på forandring ...?«

Hun udtrykker en følelse, som mange af hendes kolleger deler. De teknisk-administrative medarbejdere, TAP'erne, som skal få tingene til at køre for forskerne og de mange tusind studerende, føler sig pressede.

Grovskitsen

TAP'eren får ikke svar på, om ledelsen har konsulteret eksperter i forandring. Men ifølge rektors køreplan skal sammenlægningen af fire 'våde' fakulteter til to - den største forandring på Københavns Universitet i fire-fem år - forberedes på under fire måneder. Og hun ved godt, at hvis hun skal bidrage konstruktivt til udformningen af det, der til forveksling ligner en færdig plan, men bliver kaldt en 'grovskitse' af KU's ledelse, så får hun travlt.

Rundt om i krogene, både her på Nat og de tre andre våde fakulteter, som rektor og dekanerne besøger dagen efter de lod fusions-bomben falde, sidder en del KU-ansatte og mumler i skægget: Hvor meget er det overhovedet meningen, at de skal bidrage til grovskitsen? At dømme efter udtrykkene i stolerækkerne, er der adskillige, der føler sig rullet over af en ledelsesmæssig damptromle.

En enkelt tillidsrepræsentant rejser sig. »Vi er meget tæt på at få overtrådt samarbejdsreglerne her,« siger han og erklærer sig 'chokeret' over at få forelagt en så detaljeret plan uden varsel.

Taget på sengen

Rektor Ralf Hemmingsen siger, at der ikke er tale om 'et kup'. Men dagens møder giver ikke de ansatte noget klart svar på, præcis hvor meget indflydelse de kan regne med at få.

Der er gode grunde til, at det skal gå stærkt med den store omorganisering på KU. For det første er det sidste udkald, hvis de nuværende ledere på fakulteterne skal nå at gennemføre de organsationsændringer, som de mener er rigtige, før deres stillinger udløber. Det fortæller rektor åbenhjertigt. Men der er også et element af taktik.

For KU's ledelse ved af bitter erfaring, hvor svært det kan være at forandre, hvis modstanderne blandt de ansatte og studerende får lov at samle sig og gå til modangreb. I to år har KU diskuteret, hvordan man kan samle den kemiforskning, der i øjeblikket er spredt ud over tre fakulteter. Rektor og hans prorektor har talt og lyttet og hoppet og danset og forsøgt at sælge en idé om at samle skidtet i et stort flot megainstitut, men diskussionerne med de ansatte har været en skuffende dyndvandring, der »har trukket tænder ud,« som rektor erkender.

Sporene fra Aarhus Universitet skræmmer også. Her har man slået fakulteter og institutter sammen på kryds og tværs over hele linjen

, og det er ikke sket uden bitterhed blandt de ansatte. Så nu prøver KU i stedet at rive plastret af i ét ryk.

Blandede studier

Men den tredje og sidste årsag til, at planerne kommer bag på KU's ansatte, er, at de også er kommet bag på rektor selv.

Han skulle synke mundvandet i et par dage, (som han får formuleret det), da dekanerne for de fire våde fakulteter omkring juni måned lod ham forstå, at de sådan set godt ville slå pjalterne sammen og blive to.

»Første april vidste jeg ingenting om det her,« siger Hemmingsen og giver dermed samtidig en slags begrundelse for, at den store strategiplan, som KU for en måned siden sendte i høring, ikke nævner den væsentligste strategiske forandring på universitetet med et ord.

»Vi skal udskrive en konkurrence om navnet på det nye Nat-Life-fakultet,« siger Nat-dekan Nils O. Andersen.

»Fakultet for Blandede Studier,« er der en i auditoriet, der gnækker.

chz@adm.ku.dk

2 kommentarer

Skriv en kommentar

21/09-11 kl. 11:30 Peter Lintrup:

Universitetsavisen er som sædvanlig klar med en god konspirationsteori eller fem. Altid med samme vinkel - ledelsen har skjulte hensigter, og medarbejderne er stakkels ofre. Hvis virkeligheden var så enkel, ville den være lige så kedelig som Universitetsavisen. Det er heldigvis ikke tilfældet....

21/09-11 kl. 10:42 Torben Mogensen:

Forslaget indebærer ikke blot en sammenlægning af fakulteterne, men også en sammenlægning af institutter, så det samlede antal bliver halveret.

I nogle tilfælde giver det god mening: Hvis et institut på NAT og et institut på LIFE arbejder med stærkt overlappende emner og i øvrigt har udbredt samarbejde, er det oplagt. Men i andre tilfælde ligner sammenlægninger noget, der kun sker for at reducere antallet af institutter. Specielt når man lægger institutter sammen, der i forvejen ligger på samme fakultet, kunne man overeje, om det giver mening nu, når det ikke gav mening også før fakultetssammenlægningerne.

Det kan altså kun begrundes i et ledelsesønske om at have færre institutter. Det vil selvfølgelig gøre det nemmere for de nye dekaner at huske alle deres institutter, og der vil være et mere overskueligt antal institutledere i ledelsesteamet, men det er ikke klart, at det er til institutternes fordel. Tværtimod tror jeg, at det vil give anledning til interne magtkampe, hvis man sammenlægger institutter, der ikke har et stort fagligt overlap. Og det går også ud over det sociale arbejdsmiljø, hvis man kun kender en brøkdel af sine kolleger.

Efter min mening bør institutter ikke være for store -- 25-35 fastansatte VIP'er plus det løse i form af projektansatte, PostDocs og PhD'er er passende. Og dertil 5-8 TAP; måske flere hvis særlige opgaver kræver det (gartnere, dyrepassere, laboranter osv.). Større institutter vil blot medføre flere lag af ledelse med mindre kontakt på tværs og en større samlet administrativ byrde til følge.

Men det er selvfølgelig nemmere for fakultetsledelsen at holde styr på et mindre antal institutter, så sammenlægningerne vil nok ske på trods af de ulemper, det påfører medarbejderne.

Tag del i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler her.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.
Arbejdsglæde
22/05-12 kl. 10:10 Politik

Få KU-administratorer er ulykkelige i deres job

KORT NYT TIRSDAG - Kun få KU-administratorer er ulykkelige i deres job -Sådan vil Morten Østergaard spare 2,5 mia. på SU'en - Ordblinde føler sig oversete i uddannelsessystemet - Økonomisk Institut: Undervisningen er skam kritisk.

21/05-12 kl. 11:20 Politik

Økonomistuderende i opgør med studiet

KORT NYT MANDAG - Økonomistuderende i opgør med studiet - Studenterpræsten bruger ikke facitliste til studiekvaler - Ombudsmand dropper Koldau-sag - Fusion på AU skaber frustrationer - Nye kurser til dit arbejdsliv fra Copenhagen Summer University - KU-forskere sætter lup på immundefekt.

Læs også:
Da dommedagsøkonomen fik ret
De smukke perler på KU af Anders F 01Smukke steder på KU set med et kamera
Pjece_PET
18/05-12 kl. 10:17 Politik

Rektor spist af med pjece fra PET i spionsag

SPIONGUIDE - Hvordan skal KU's forskere undgå at overtræde spionparagrafferne? vil KU's rektor vide. Læs vores pjece, svarer PET.

18/05-12 kl. 09:43 Politik

I dag er planterne fascinerende

KORT NYT FREDAG - Plantefascinationsdag 1: Lad jer fascinere - Plantefascinationsdag 2: Besøg hemmelige drivhuse - Helligdage plejede at være en plage - Regeringens udligningsordning er misforstået.

16/05-12 kl. 10:25 Politik

Danske forskere undviger plagiat-kontrol

KORT NYT ONSDAG - Danske forskere undviger plagiat-kontrol - Akademiske plagiater florerer i EU’s magtelite - Aktører: Østergaard spiller højt spil med SU-spareøvelse - Formidlingsraseriet har skabt kløft mellem akademikere og "alle de andre" - Uddannede lever bare endnu længere og sundere - PET-chef beroliger studerende om retsstilling.

Fakta

På ledelsessprog skal KU til at 'styrke faglige sammenhænge inden for det våde område'. I kortform: slå fire fakulteter sammen til to.

Nat og Life skal lægges sammen til et fakultet, (der foreløbig hedder NAT-LIFE, men efter en konkurrence skal omdøbes), og Sund og Farma skal under et være nye Medicinsk Fakultet.

Samtidig skal antallet af institutter på hvert storfakultet begrænses til 10-14. Og på Det Medicinske Fakultet skal der muligvis oprettes et mindre antal 'schools', altså større sammenhængende faglige enheder efter amerikansk model, under ledelse af en prodekan.

De fire nuværende dekaner på Life, Nat, Sund og Farma bliver i deres stillinger i 2012, som er et såkaldt integrationsår for de nye enheder.

Nyt syn

Fusionsplanerne er udtryk for en ledelsesmæssig kovending. For mindre end et år siden (oktober 2010) konkluderede rektor, efter en analyse af KU's organisatoriske grundstruktur, over for bestyrelsen:

»Analysen er fundet nødvendig, bl.a. i lyset af den omfattende strukturreform på Århus Universitet. Det er vurderingen, at AU's omlægninger især er drevet af det fusionerede AU's strukturelle udgangspunkt med klassiske fakulteter og meget store sektorinstitutioner, som i udgangspunktet ikke underviser.

Det er den øverste daglige ledelses vurdering, at en omfattende organisatorisk reform ikke er egnet til at imødekomme KU's vigtigste udfordringer. Disse udfordringer vedrører især en skærpelse af fakulteternes profil, herunder en klar afgrænsning, styrket tværdisciplinært samarbejde om forskning og uddannelse, øget indsats vedrørende effektiv styring og anvendelse af infrastruktur, styrket erhvervssamarbejde og internationalisering samt fortsat rationalisering af de administrative støttefunktioner.

Hovedkonklusionen er, at de fleste foreliggende problemstillinger bedst løses via øget samarbejde, relevante incitamenter, yderligere nedbrydning af barrierer, og ikke via en omfattende strukturreform på KU.«

Nøgleord


Nyhedsbrev

Universitetsavisen er University Post i maj måned

SPROGSKIFTE - Maj måneds udgave af KU's trykte avis udkommer på engelsk. Indholdet tematiserer tidens store problemer for Europas studerende.

Etisk Råd vil diskutere, om vi skal have 'dopingfrie studier', fordi studerende bl.a. får betablokkere før eksamen. Din mening?

Vind iPad i Uniavisens citatstorm 2012

FACEBOOK - Citater er kontekstuelle, og 'I have a dream' ville ikke give mening for masserne, hvis det var Torben fra Faxe Ladeplads, der snakkede i søvne. Dét er tanken bag Uniavisens virale citatstorm - og du skal være med.


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
1165 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk