Det er altså ikke et kup!

En teknisk-administrativ medarbejder er indkaldt til stormøde i Naturvidenskabs kæmpestore auditorium på Øster Allé. Hendes ord kommer tøvende:

»Hvordan skal vi, de menige ansatte, følge med? Der er jo andre ting at lave også. Som I også godt vil have … Kan det virkelig passe, at det skal være 1. januar? Jeg mener, har I konsulteret nogen, der har forstand på forandring …?«

Hun udtrykker en følelse, som mange af hendes kolleger deler. De teknisk-administrative medarbejdere, TAP’erne, som skal få tingene til at køre for forskerne og de mange tusind studerende, føler sig pressede.

Grovskitsen

TAP’eren får ikke svar på, om ledelsen har konsulteret eksperter i forandring. Men ifølge rektors køreplan skal sammenlægningen af fire ‘våde’ fakulteter til to – den største forandring på Københavns Universitet i fire-fem år – forberedes på under fire måneder. Og hun ved godt, at hvis hun skal bidrage konstruktivt til udformningen af det, der til forveksling ligner en færdig plan, men bliver kaldt en ‘grovskitse’ af KU’s ledelse, så får hun travlt.

Rundt om i krogene, både her på Nat og de tre andre våde fakulteter, som rektor og dekanerne besøger dagen efter de lod fusions-bomben falde, sidder en del KU-ansatte og mumler i skægget: Hvor meget er det overhovedet meningen, at de skal bidrage til grovskitsen? At dømme efter udtrykkene i stolerækkerne, er der adskillige, der føler sig rullet over af en ledelsesmæssig damptromle.

En enkelt tillidsrepræsentant rejser sig. »Vi er meget tæt på at få overtrådt samarbejdsreglerne her,« siger han og erklærer sig ‘chokeret’ over at få forelagt en så detaljeret plan uden varsel.

Taget på sengen

Rektor Ralf Hemmingsen siger, at der ikke er tale om ‘et kup’. Men dagens møder giver ikke de ansatte noget klart svar på, præcis hvor meget indflydelse de kan regne med at få.

Der er gode grunde til, at det skal gå stærkt med den store omorganisering på KU. For det første er det sidste udkald, hvis de nuværende ledere på fakulteterne skal nå at gennemføre de organsationsændringer, som de mener er rigtige, før deres stillinger udløber. Det fortæller rektor åbenhjertigt. Men der er også et element af taktik.

For KU’s ledelse ved af bitter erfaring, hvor svært det kan være at forandre, hvis modstanderne blandt de ansatte og studerende får lov at samle sig og gå til modangreb. I to år har KU diskuteret, hvordan man kan samle den kemiforskning, der i øjeblikket er spredt ud over tre fakulteter. Rektor og hans prorektor har talt og lyttet og hoppet og danset og forsøgt at sælge en idé om at samle skidtet i et stort flot megainstitut, men diskussionerne med de ansatte har været en skuffende dyndvandring, der »har trukket tænder ud,« som rektor erkender.

Sporene fra Aarhus Universitet skræmmer også. Her har man slået fakulteter og institutter sammen på kryds og tværs over hele linjen, og det er ikke sket uden bitterhed blandt de ansatte. Så nu prøver KU i stedet at rive plastret af i ét ryk.