Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Derfor stemte de studerende blankt til fusionen

FUSIONEN - Vi har spurgt Laura Toftegaard Pedersen, hvorfor de to studerende i bestyrelsen hverken stemte for eller imod den største forandring på universitetet siden 2007. Det var ikke nogen let beslutning.

»Fusionen har enorm betydning for den forskning og de uddannelser, vi kommer til at lave på KU i fremtiden. Derfor var det først og fremmest vigtigt for os, at den var gennemtænkt, og at den havde lokal opbakning hos studerende og fagmiljøer,« siger Laura Toftegaard Pedersen, som også udtaler sig på vegne af sin medstuderende i bestyrelsen, Louise Lipczak Hansen.

»Det er også vigtigt, at KU ikke påbegynder udgiftstunge administrative sammenlægninger, uden at det er sandsynliggjort, at det vil styrke forskningen og uddannelserne på KU.«

»Samtidig bad bestyrelsen i sin indstilling i september ledelsen om at lave et forslag til en klar ledelsesmæssig forankring af uddannelserne – for at sikre større fokus på og prioritering af uddannelse i fremtiden. Ledelsens forslag indeholdt ikke et sådan forslag. Derfor kunne vi ikke stemme ja til fusionen.«

Der var mange gode ting i KU-ledelsens forslag

»Men hvorfor stemte vi så ikke nej – kan man spørge?«

»Vi kunne ikke stemme nej til fusionen, fordi forslaget også indeholdt en række seriøse og gennemarbejdede forslag, som efter vores opfattelse vil have en positiv betydning for udviklingen af forskning og uddannelse på KU.«

»Disse tiltag handlede blandt andet om at samle institutter og fagområder inden for geofag og naturressourcer og inden for kemiområdet. Sammenlægninger, der i modsætning til fakultetsfusionen ikke vil have store administrative og personalemæssige omkostninger.«

»Derudover var det også vigtigt for os at begrave Nats tidligere model med ét kandidat- og ét bachelorstudienævn. Det er meget glædeligt, at det nye Nat-Life-fakultet nu i stedet får syv faglige studienævn.«

Det ideelle havde været …

»At undlade at stemme var derfor ikke et udtryk for, at vi ikke kunne tage stilling. Men vi ønskede ikke at nedstemme gode forslag til nye institutter og studienævn, og samtidig kunne vi ikke bakke op om det meget centrale forslag om at etablere to nye storfakulteter.«

»Derfor blev vi nødt til at tage den meget svære beslutning at undlade at stemme – og dermed også risikere at fremstå holdningsløse og ubeslutsomme.«

»Havde det været op til os, var ledelsen blevet bedt om at igangsætte en række af institutfusionerne, mens de var blevet sendt tilbage i værkstedet for at arbejde videre med hængepartierne.«

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste