Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Demontering af videnssamfundet

DEBATINDLÆG - Det er uhørt store nedskæringer, som KU må gennemføre. Og det får langvarige konsekvenser, mener Dansk Magisterforening.

På Københavns Universitet skal 12 procent af de fastansatte stillinger nedlægges.

Vi kan se frem til, at vejledningen af studerende nu bliver yderligere skåret, der bliver færre laboratorieøvelser, mens feedback på opgaver bliver sløjfet.

Kandidaterne vil få en dårligere uddannelse, postdoc’ere kan se deres videre ansættelsesforløb smuldre, og grundforskningen bliver banket tilbage. De store nedskæringer på administrationen kommer til at kunne mærkes i form af længere svartider og mindre hjælp til forskere og studerende.

Påstår ministeren stadig, at uddannelsesstederne er kornfede? Kan ministeren fastholde sin tro på, at nedskæringerne ikke får synderlig betydning? Vi er jo nået til at punkt, hvor flere og flere fag slet ikke kan opretholdes, fordi der allerede er skåret – ikke kun ind til, men ind i benet på uddannelserne.

»De store nedskæringer på TAP’erne kommer til at påvirke det psykiske arbejdsmiljø negativt i de kommende år.«

Faktisk betyder nedskæringerne, at vi er i gang med at demontere videnssamfundet. Ude i verden er vi ellers kendt for et højt uddannelsesniveau og et højt vidensniveau. Og vi ved, at vi fremover skal leve af vores viden. Det står i skærende kontrast til, at regeringen mener, det kan betale sig at spare så meget på de institutioner, som i så høj grad skal bidrage til videnssamfundet med forskning og med at uddanne kandidater af høj kvalitet.

Med så massive besparelser må vi desværre også forvente, at et i forvejen belastet arbejdsmiljø på universiteterne bliver yderligere forværret. Vi ved, at universitetsundervisere brænder for deres faglighed, og når man gør det, er det erfaringsmæssigt hårdt at indgå kompromiser med fagligheden.

»Påstår ministeren stadig, at uddannelsesstederne er kornfede?«

Og når man i forvejen løber stærkt, nytter pisk ikke. Vi ved også, at de administrationsansatte er vigtige for sammenhængskraften på uddannelsesstederne. De store nedskæringer på TAP’erne kommer til at påvirke det psykiske arbejdsmiljø negativt i de kommende år.

Regeringen vil pålægge universiteterne at spare yderligere to procent om året de kommende tre år. Det må vi gøre alt for at bekæmpe. Der kommer en ny finanslovsforhandling senere i år, og vi vil i DM arbejde på, at regeringen besinder sig og trækker de kommende års planlagte nedskæringer tilbage. Det er et pres, vi kun kan skabe sammen med de universitetsansatte, -ledelserne og de studerende.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste