Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Demonstration på torsdag: KU i fælles front mod nedskæringer

PROTEST – Ansatte og studerende tager sammen til demonstration d. 13 oktober. »Vi står sammen i kampen mod besparelser,« siger Malou Astrup fra Studenterrådet.

Der er lagt i kakkelovnen til stordemonstration torsdag d. 13 november. Uddannelsesalliancen – en paraplyorganisation af mere end 30 forskellige fagorganisationer – har kaldt til kamp mod SU-nedskæringer og besparelser på universiteterne.

Som noget nyt tager ansatte og studerende sammen til demonstration for at markere, at hele universitetet rammes af nedskæringerne.

»Studerende og ansatte er i samme båd: Når de siger farvel til en god kollega, mister vi en god underviser eller en dygtig studiesekretær. Derfor står vi sammen i kampen mod besparelser,« siger Malou Astrup, formand for Studenterrådet.

Hun bakkes op af Joan Lykkeaa, fællestillidsrepræsentant på KU.

»Nedskæringer er en dårlig beslutning, både for ansatte og studerende, faktisk også for hele samfundet,« siger Joan Lykkeaa.

Virker demonstrationer?

Demonstrationen på torsdag skal markere utilfredsheden med V-regeringens planlagte SU-besparelser på 800 kroner om måneden og 2 procents årlige besparelser på uddannelser.

»Jo flere vi er, jo mere virker det.« Malou Astrup, formand for Studenterrådet

Er 2 procents besparelser og 800 kroner mindre om måneden virkelig nok til at demonstrere?

»Det er jo ikke bare 800 kroner, men en vigtig del af de studerendes indkomst, der forsvinder. Oveni ryger det sjette SU-år, mens kvaliteten af vores uddannelse hvert år forringes af uddannelsesnedskæringer. Det synes jeg er vigtigt nok til at gå på gaden,« siger de studerendes talsmand.

Men virker demonstrationer? Sidste år gik 40.000 eksempelvis forgæves på gaden for at stoppe uddannelsesnedskæringer.

»Ja, det kan lade sig gøre at få indflydelse. Jeg er overbevist om, at fremdriftsreformen i dag er lempet takket være massive protester fra studerende – både til diverse demonstrationer og i fagråd,« siger Malou Astrup.

I Studenterrådet håber de på, at mange tusinder studerende lægger bøgerne på hylden og drager mod Rådhuspladsen torsdag d. 13.
Joan Lykkeaa og de ansatte forventer et mindre fremmøde.

»Jeg ved virkelig ikke, hvor mange ansatte der dukker op. Det kan være alt mellem 10 og et par hundrede. Men vi har ikke nogen demonstrationskultur her, så nok heller ikke flere,« siger hun.

For-demonstrationer på alle fakulteter

Ifølge planen mødes studerende ude på de enkelte fakulteter, og går derefter mod Frue Plads i indre by. Her samles alle KU-studerende med de ansatte kl. 15 og går i fælles flok mod Rådhuspladsen, hvor resten af byens SU-demonstranter er.

Den uprøvede demonstrant skal ikke være bange for at hoppe med på vognen, siger Malou Astrup fra Studenterrådet:

»Jo flere vi er, jo bedre virker det. Hvis man ikke har prøvet det før er det en nem omgang på torsdag: man mødes jo med ’sine egne’ på fakultetet inden, så man kan demonstrere med nogle man kender,« siger hun.

Uniavisen er med live på Facebook fra torsdag kl. 15. Følg med på www.facebook.com/uniavisen.

arn@adm.ku.dk

Seneste