Danske universiteter er Nordens dårligste til ligestilling

Handlede denne artikel om en folkelig sportsgren, havde overskriften givetvis været friskere. Noget med at svensken har banket Danmark gul og blå; at fjeldaberne laver os til pinnekjøtt; at finnerne … stikker os ned.

Kioskbaskermetaforer klinger imidlertid sært sammen med et emne som ligestilling i akademia. Derfor den mere nøgterne tone, der dog ikke skjuler sagens kerne: Nemlig, at de øvrige nordiske lande er foran Danmark, når det kommer til kønsbalance på universiteterne.

Det fremgår af rapporten Norden – et skridt tættere på kønsbalance i forskning? som Nordisk Råd har udgivet, og som trækker på den seneste europæiske statisk fra 2010.

Her falder særligt kønsfordelingen på de højeste ansættelsesniveauer i øjnene. For mens Danmark – med en kvindeandel på godt 40 og 45 procent – følger rimelig trop på ph.d.- og postdoc-niveau, så er billedet et andet, når det kommer til lektorater og professorater.

Her ligger Island og Finland i top med en kvindeandel på 24 procent på professorniveau, mens kvinder i Norge og Sverige bestrider henholdsvis 21 og 20 procent af professorstillingerne. I Danmark er den samlede procentandel blot 15.

Samme billede tegner sig på lektorniveau. Her ligger andelen af kvindelige lektorer i de øvrige nordiske lande mellem godt 40 procent i Norge og hele 53 procent i Finland. I Danmark er under en tredjedel af lektorerne kvinder.

Forsker: Større ligestillingsindsats i Norge og Sverige

For danske akademikere med ligestillingsinteresse er rapporten således nedslående læsning.

Men hvordan kan det egentligt være, at Danmark generelt sakker bagud i forhold til de øvrige nordiske lande, som vi ellers deler så mange sociale og politiske fællestræk med?

Det spørgsmål forsøger Mathias Wullum Nielsen, der er ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet, at besvare i forskningsprojektet New and persistent challenges to gender equality in academia, hvor han blandt andet sammenligner arbejdet for at fremme ligestilling på seks universiteter i Norge, Sverige og Danmark.

Og ifølge AU-forskeren er der væsentlige forskelle på de tre landes tilgange til spørgsmålet om kønsbalance.

»Overordnet set er den danske ligestillingslovgivning, sammenlignet med den norske og svenske, kendetegnet ved en mindre grad af institutionalisering, hvilket blandt andet afspejler sig i den begrænsede politiske opmærksomhed på ligestillingsproblematikken inden for akademia,« skriver Mathias Wullum Nielsen i et indlæg på det norske internetmagasin Forskningspolitikk.

Modsat Danmark har både Norge og Sverige inkluderet specifikke bestemmelser om ligestillingsspørgsmålet i deres nationale universitetslovgivninger, mens sådanne mål i Danmark fastlægges i de enkelte universiteters udviklingskontrakter.

Den politiske prioritering af arbejdet for ligestilling har ganske enkelt været større i det øvrige Skandinavien end i Danmark, mener Mathias Wullum Nielsen:

»Det manifesterer sig blandt andet i omfanget af statslige midler, som er blevet afsat til ligestillingsrelaterede indsatser som Komité for Kjønnsbalanse i Forskning (KIF) og Delegationen för Jämställdhet i Högskolan (der dog afsluttede sine aktiviteter i 2010, red.). Med disse statsligt finansierede organisationer har man i Norge og Sverige tilstræbt at rejse spørgsmålet om ligestilling i akademia i den offentlige såvel som politiske debat.«

Norske tiltag, svenske kulturændringer, dansk tilfredshed

AU-forskeren fremhæver Norge som landet der er længst fremme i langrendsstøvlerne, når det kommer til brugen af strukturelle og systematiske tiltag som rekrutteringsstrategier, moderat kønskvotering og økonomiske incitamenter.

»Sådanne strukturelle tiltag spiller en helt central rolle for kvindelige forskeres karrieremuligheder,« siger Mathias Wullum Nielsen i et interview på KIFs hjemmeside. Han peger på Sverige som det skandinaviske land med størst fokus på at skabe et mere inkluderende forskningsmiljø.

Mens der uddeles plusser til to tredjedele af den tidligere Kalmarunion, så er Mathias Wullum Nielsen karrig med rosen til hjemlandet:

»Interessen for ligestilling er beskeden i Danmark sammenlignet med Norge og Sverige,« siger han.

Årsagen skal findes i det, han betegner som en større grad af konsensus i den danske ligestillingsdebat: Nemlig forestillingen om at man allerede har opnået et fornuftigt niveau af ligestilling, der er smittet af på debatten på universiteterne.

I modsætning hertil har de stærkere og mere markante feministiske bevægelser i Norge og Sverige været med til at fastholde ligestilling som et centralt emne på både den akademiske og politiske dagsorden og insisteret på at debattere kontroversielle emner som strukturel diskrimination.

»På den måde har de feministiske bevægelser præget de norske og svenske universiteters måde at møde ligestillingsproblematikken på.«

KU’s kvindetab skader kvaliteten

De seneste tal fra Københavns Universitet viser, at universitetet placerer sig over det danske gennemsnit og dermed tættere på de nordiske konkurrenter. I 2011 var 20,3 procent af KU’s professorer og 33,6 procent af lektorerne kvinder.

Tallene imponerer dog ikke professor Curt Rice, der er leder af Norges ligestillingsinitativ KIF, og som prorektor for forskning og udvikling ved Universitetet i Tromsø blandt andet var med til højne andelen af kvindelige professorer fra ni procent i 2001 til over 30 i 2013.

Curt Rice mener, at KU ’taber’ mange kvindelige forskere. Det er også problematisk, hvis man – hvilket de færreste i dag vil beklikke – går ud fra at talent og kompetencer er ligeligt fordelt mellem mænd og kvinder, siger han:

»Hvis man rekrutterer 80 procent af sine professorer fra 66 procent af lektorerne (andelen af mandlige lektorer, red.), så er man i en situation, hvor man ansætter mindre kvalificerede kandidater. Kvaliteten forringes dermed jo højere op i stillingsniveau, man kommer,« siger Curt Rice.

LÆS:
Et længere interview med KIF’s Curt Rice om KU’s ligestillingsstatus

Langt fra ligestillingsparadis

Ganske vist har Curt Rices Norge og de øvrige nordiske lande håneretten over Danmark hvad angår universitær kønsbalance. Men de er heller ikke overdådige ligestillingssucceshistorier. En central pointe i Nordisk Råds rapport er nemlig, at nordisk akademia – til trods for regionens generelle ry som »ligestillingsparadis« – ikke adskiller sig fra situationen i de øvrige EU-lande, der i gennemsnit har en kvindeandel på 20 procent professorer og godt 40 procent lektorer.

Også i Norden er der koncentreret testosteron i toppen af elfenbenstårnet, hvor ligestillingsudviklingen skrider langsomt frem. Det gælder ikke mindst for Danmark, der ikke alene må nøjes med en bundplacering i de åbne nordiske mesterskaber i akademisk ligestilling, men som også – som ovenstående tal viser – på flere parametre ligger under EU-gennemsnittet.

uni-avis@adm.ku.dk