Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Danmarks første studenterombud er en realitet

RETSSIKKERHED – Københavns Universitets bestyrelse har vedtaget at afsætte to millioner kroner i år til at etablere ombuddet. Derefter skal der fastsættes et egentligt budget i 2013.

De studerende på Københavns Universitet (KU) kan som de første i kongeriget se frem til snart at få en person, som de kan søge hjælp hos, hvis de kommer i klemme i det store universitetsmaskineri.

Universitetets bestyrelse har således uden sværdslag vedtaget at oprette et studenterombud på mødet den 27. januar.

Det gav ellers anledning til en ivrig debat, da bestyrelsen behandlede spørgsmålet den 6. december sidste år. Flere medlemmer argumenterede ved den lejlighed for, at det var overdrevet at starte ud med et budget på 2,2 millioner kroner, og man i stedet kunne ansætte en jurist på deltid.

LÆS: Studenterombudsmand til 2,2 millioner kroner er for dyrt

Synlighed en udfordring

Bestyrelsen har nu afsat 2 millioner kroner til etablere den nye institution.

Det er en etableringsramme, og hvis pengene som forventet ikke bliver brugt i år, overføres det resterende til 2013, samtidig med at der i dialog med studenterombuddet fastsættes et egentligt budget, fremgår det af bestyrelsens beslutning.

Det glæder Studenterrådets formand Bjarke Lindemann Jepsen, som forventer, at der bliver rigeligt brug for bevillingen.

»Jeg er sikker på, at studenterombuddet får rigeligt at lave, men der ligger en udfordring i at gøre det slagkraftigt og synligt, så Københavns Universitet skal ud og være proaktive og fortælle, at det eksisterer,« siger studenterrådsformanden.

Hvad må det hedde

De sidste to hurdler er, at Folketingets retsudvalg skal spørges, om KU må kalde den nye institution et Studenterombud.

Udvalget har allerede afvist, at universitetet må ansætte en studenterombudsmand, fordi titlen er forbeholdt Folketingets Ombudsmand og Forbrugerombudsmanden.

LÆS: KU’s ombudsmand må ikke være ombudsmand, siger ombudsmand

Desuden skal KU´s betænkning om studenterombuddet godkendes af Styrelsen for Universiteter og Internationalisering, da enkelte af ombuddets funktioner grænser op til forhold, som er reguleret ved lov eller bekendtgørelse, som det hedder.

clba@adm.ku.dk

Seneste