Da studenterpolitikerne blev tjekkede

»Jeg regner selvfølgelig med at få citaterne til gennemsyn.«

Hvis 2012-modellen af en 21 år gammel studenterpolitiker var lige så tatoveret som landsgennemsnittet (men det er han eller hun ikke), kunne det passende stå skrevet på underarmen.

Okay, det er selvfølgelig Uniavisens egen fornemmelse. Men på redaktionen ser vi masser af pressemeddelelser og indlæg fra Studenterrådet, Danske Studerendes Fællesråd, og, i valgsæsonen, det socialdemokratiske Frit Forum. Og når vi taler med studenterpolitikerne, er det ofte tydeligt, at de har koordineret, hvad de vil sige, og ikke sige.

Tit bliver vi henvist til den studerende, der har udtaleretten over for medierne. Og skulle de studerende i KU’s bestyrelse beslutte noget kontroversielt – som fx at stemme for den aktuelle fakultetsfusion – sørger de for at skrive en kronik, så baglandet har fået en god forklaring. Små ting, der tilsammen bidrager til et indtryk af politisk håndværk.

Tag også arrangementet ’BootCamp’, som Studenterrådet holder i slutningen af februar. Det er et weekendkursus, hvor erfarne unge studenteraktive giver deres politiske håndværksfærdigheder videre til de endnu yngre.

Her diskes op med workshops som ”Få flere med; Redskaber til mobilisering og rekruttering”, ”Tal i øjenhøjde: modtagerbaseret kommunikation” og ”Presseteknik: Få din sag i medierne”. Sidstnævnte under ledelse af Studenterrådets nyvalgte medlem af KU’s bestyrelse, Mattias Friis Jørgensen.

»Kom og bliv klædt på til at fange mediernes opmærksomhed, næste gang du laver en fed event, eller KU beskærer dit timetal,« lover Mattias’ kursustekst.

Vi er stærkere

Selv foretrækker de studerende ordet ’aktive’ frem for det lidt vulgære ord ’politikere’, men de er helt med på, at studenterpolitik er i forandring i disse år.

»De studerende på KU er bare hurtigere igennem i dag, end de var for ti år siden, og derfor har vi en kæmpe opgave med at give vores erfaringer videre, for der er bare ikke mulighed for, at man er ti år i studenterbevægelsen, som man måske var engang,« siger Bjarke Lindemann Jepsen, retorikstuderende og formand for Studenterrådet.

Men grundlæggende handler et arrangement som BootCamp om at skabe et fællesskab for de studerende på et stort universitet, mener Bjarke Lindemann.

»Vi har i de senere år arbejdet mere systematisk med det, vi vil, og vi har nok ønsket fællesskabet på KU mere, hvor man tidligere passede sig selv lidt på de enkelte fag.«

»Set indefra oplever jeg, at studenterbevægelsen er blevet stærkere de sidste par år,« siger han.

»Vi sætter en ære i at være en udadvendt bevægelse, ikke bare folk, der går til møder. Når det spidser til, kan det være i form af demonstrationer eller flash mobs, eller når vi sætter fokus på boligproblemerne ved at oprette et ’teltkollegium’ nede på Rådhuspladsen,« siger Bjarke Lindemann, som fremhæver kampen for at bevare SU’en som en aktuel succes.

Det har ellers længe ligget noget sløjt med studenterpolitikken, hvis man spørger tidligere DR-boss Christian Nissen, den nok bedst kendte af Bjarke Lindemanns forgængere som formand for det 100 år gamle Studenterråd. Han repræsenterede studenterne i skæbneåret 1968.

»Det er mit indtryk, at studenterpolitikken i mange år har været meget fokuseret på at genvinde noget af den formelle indflydelse, som blev tabt ved de to revisioner af universitetsloven i 1993 og 2003 og mindre på reelt at forbedre studievilkårene. Det er for eksempel ubegribeligt for mig, at der ikke har været ført en meget hårdere kamp på universiteterne internt og landspolitisk for at imødegå den klare forringelse af undervisningen, der er sket de sidste 10-20 år, hvor forskningen er blevet opprioriteret på undervisningens bekostning,« mener Nissen, som i dag er formand for bestyrelsen på RUC.

»Danske Studerendes Fællesråd havde igennem 1960’erne og frem til midten af 1970’erne efter min opfattelse en langt større indflydelse, end vi kender i dag, blandt andet fordi en række tidligere DSF’ere sad i nøglepositioner i Undervisningsministeriet. Den indflydelse forsvandt stort set helt, da studenterpolitikken i 70’erne helt distancerede sig fra ’det kapitalistiske system’,« siger Christian Nissen.

En anden aktiv studerende, Bjarke Rubow, der var en udfarende næstformand i Studenterrådet i 2009-10, medgiver, at studenterbevægelsen har haft brug for at give sig selv et los i røven.

»Studenterbevægelsen på KU har nok haltet lidt efter andre dele af samfundet, men inden for de seneste år er Danske Studerendes Fællesråd og Studenterrådet blevet meget dygtigere spillere, der er langt mere opmærksomme på, hvad der sker i samfundet.«

»Emnerne er blevet mere hverdagsnære, og folk er mere opmærksomme på at reagere hurtigt og være en aktiv del af det politiske liv. Det betyder, at DSF og Studenterrådet er blevet en mere indflydelsesrig del af det civile samfund, end man har været tidligere.«

I praksis kan det ses ved, at Studenterrådet helt enkelt er blevet større, siger Rubow.

»Der er flere fagråd og man kan mobilisere mange flere til konferencer, demonstrationer og stormøder end tidligere. Tag besættelserne på Humaniora, Naturvidenskab og Samfundsvidenskab, hvor lokale fagråd har kunnet løfte nogle store opgaver, som Studenterrådet ikke tidligere har magtet.«

»Vores mål har været at søge mere indflydelse i den politiske debat, og metoden er en mere effektiv kommunikation,« fortsætter Bjarke Rubow, »også internt i organisationen. Fx kastede Studenterrådet sig ikke hovedkulds ud i en debat om KU’s fusioner, man holdt konferencer med de lokale fagråd for at have opbakning i baglandet, så man kunne tale med én stemme. Det betyder, at kommunikationen nogle gange er langsommere, nogle gange hurtigere, men i alle tilfælde bedre.«

»Vi indførte et system, så vi kunne udsende pressemeddelelser, og begyndte at lave medieovervågning, og vi begyndte at koordinere vores politik langt mere med DSF. Vi blev mere mediebevidste, og det er mit indtryk, at det er fortsat.«

Også den nuværende formand, Bjarke Lindemann Jepsen, mener, at de studerende allerede har tilpasset sig de politiske realiteter, sådan som Christian Nissen har efterspurgt. For tryk avler modtryk.

»Vi fik en lovgivning i 2003, der gjorde, at man groft sagt ikke længere kunne løse problemerne ved forhandlingsbordet,« siger Bjarke Lindemann Jepsen. »Så vi har måttet tænke i nye baner. Og i dag har medierne bare en meget stor rolle.«

Det hører med til historien, at både Lindemann og Rubow var skoledrenge, da universiteterne fik deres magtfulde ansatte ledere.

Mediegennembrud på Statskundskab

Det nye fokus på kommunikation er nok så meget sivet ind i studentermiljøet via studiet i statskundskab, et fag, der mere end nogensinde er rugekasse for politikere, forklarer kommunikationsdirektør Søren Schultz Jørgensen, som selv er scient.pol. og engagerede sig i studenterpolitik sammen med den nuværende statsminister for 20 års tid siden.

»For ti år siden var den politiske kommunikation stort set fraværende på Statskundskab, men den har nu – med forsinkelse – fået et gennembrud på faget,« siger Schultz Jørgensen.

»Der har jo altid været en kobling til den politiske virkelighed uden for studierne. Den virkelighed handler i dag i ufattelig grad om proces, kommunikation og personer. Min fornemmelse er, at de studerende er langt mere optagede af den del af politik, end vi var.«

I virkeligheden er forskellen mellem de foregående tre-fire årtier og nu, som de nuværende studenteraktive i virkeligheden er inde på, at studenterpolitik ligesom i Christian Nissens 60’ere igen er kommet til at handle om, ja, de studerende.

Det siger en af Statskundskabs veteraner, lektor Lars Bille, som har arbejdet omkring 40 år på faget.

»De krav, man stillede way back, var nok mere grundlæggende om samfundets indretning, mens studenterpolitik i dag er målrettet de studerende og deres hverdag,« siger han.

I 1970’erne var studenterpolitik præget af fraktionskampe mellem partipolitiske grupper, mens studenterbevægelsen i dag – og her følger der en trend, der også omfatter fagbevægelsen – er langt mere specifik og målrettet bestemte interesser, siger Lars Bille.

Den udlægning er Søren Schultz Jørgensen helt med på.

»Vi havde egentlig langt hen ad vejen foragt for det parlamentariske styre,« siger han. »Og det er sådan set forskellen til i dag, hvor de studerende er helt inde i det parlamentariske maskinrum, hvor man analyserer teknikker og instrumenter og markedsføring. Vi andre skænkede ikke den parlamentariske arena en tanke.«

Thorning lærte ikke håndværket på studiet

En studerende, som inkarnerer ’det parlamentariske maskinrum’, er den 26-årige skatteminister Thor Möger Pedersen. Uden en færdig eksamen er han strøget direkte fra Statskundskab på KU ind i centrum af landspolitik som strategisk leder af regeringspartiet SF. En succes for studiet, kunne man sige, men Søren Schultz Jørgensen mener også, der var gode ting ved gamle dages utjekkede studenterpolitik.

»I dag er den politiske kultur på Statskundskab og de andre samfundsfaglige studier langt mere synkroniseret med den virkelige verdens politik – det er jo godt. Der er en form for realitetsfornemmelse i de studerendes måde at gøre tingene på, hvor vi tidligere havde diskussioner i nogle lukkede osteklokker.«

»Den teoretiske og verdensfjerne måde, vi diskuterede politik på i gamle dage, bød jo nok på nogle store erkendelser, om hvordan vi kunne – hvad ved jeg – organisere samfundet, sådan at vi alle sammen fik borgerløn, men det var dæleme langt væk fra de politiske realiteter.«

»Men der er også en slagside ved nutidens pragmatiske studenterpolitik, og det er tabet af et åbent refleksionsrum. Den nye studenterpolitik bliver lige så fattig som samfundspolitikken på visioner, vilde tanker og ideologisk og værdimæssig kreativitet.«

»Og du må godt hilse og sige, at den studenterpolitik, som Helle Thorning-Schmidt og blandt andre jeg lavede i 1988 og to-tre år frem, var ideologisk og fuld af vidtløftigheder og flip. Og Helle – som var ræverød, i bogstaveligste forstand, med langt hennafarvet hår og medlemskab i stærkt venstreorienterede grupper – besad dengang den reelle politiske magtpost på Statskundskab som ’studienævnssekretær’. I virkeligheden kæmpede vi for at få mest mulig marxisme ind i undervisningen og, med 20 års forsinkelse, for et opgør med professorvældet. Men der var passion og vrede og demonstrationer og store bannere, hvor der bare stod ’Samfundsfag siger nej’.«

»Hvis du kiggede på repræsentationen af anarkosyndikalister på Statskundskab og i samfundet udenfor, så ville du se en ret stor divergens. 98 procent af landets anarkosyndikalister gik på Statskundskab.«

Til gengæld havde anarkosyndikalister og andre sværmere indtil reformerne i 2003 en del mere formel indflydelse på deres universitet end nutidens studerende. Hvad siger den nuværende studenterformand Bjarke Lindemann?

Ville han skrue tiden tilbage til de velerhvervede rettigheders epoke, hvis han kunne?

»Jeg arbejder nat og dag for at sikre de studerende indflydelse. Om det skal manifestere sig i formelle rammer, eller vi må få indflydelse på anden måde, tager vi, som det kommer. Det, vi laver, er spændende, men jeg ville da gerne have, at vi havde mere indflydelse, og der blev lyttet mere til os – sådan som loven siger.«

Vil du have dine citater til gennemsyn?

»Ja. Det vil jeg rigtig gerne.«

chz@adm.ku.dk