Byggeplaner til milliarder på Nørre Campus

09/10-08 kl. 23:00 Politik / Nat / Sund
Nano Science Center_Susan Stipp_2008_foto: Lizette Kabré Billede: Lizette Kabré GAMMELT GULV – Professor Susan Stipp fra Nano-Science Center fortalte blandt andet medlemmerne af Videnskabsudvalget at trægulvene i den mere end 40 år gamle H.C. Ørsted bygning udgør et problem for det følsomme måleudstyr fordi gulvene giver sig.

De eksisterende bygninger er uegnede til forskning, og laboratoriernes stand er så dårlig at det er billigere at bygge nyt. Planerne kræver politisk opbakning, så Folketingets Videnskabsudvalg var inviteret på rundvisning

af Claus Baggersgaard

Regeringen vil have de danske universiteter til at levere forskning i verdensklasse, men på Københavns Universitet (KU) gør gamle bygninger og forældede laboratorier det nærmest umuligt at leve op til kravene. KU vil derfor have bygget et helt nyt højhus kaldet Panumtårnet til Biomedicin til en pris af 925 millioner kroner og en ny Niels Bohr Science Park til de fysiske, kemiske og matematiske fag til 1,4 milliarder kroner, begge på Nørre Campus der huser Det Naturvidenskabelige Fakultet (Nat) og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (Sund).

Baggrunden er at en intern undersøgelse har afsløret at bygningerne på blandt andet H.C. Ørsted Instituttet simpelthen er uegnede til at drive moderne forskning, og at en stor del af laboratorierne er i så dårlig stand at en total renovering er påkrævet.

»Du kan ikke presse en elefant ind en folkevogn. Vi har bygninger på Nat der simpelthen ikke egner sig til forskningsformål anno 2008,« siger rektor Ralf Hemmingsen.

KU har ikke økonomi til at løfte den enorme opgave det er at bringe forholdene op til nutidig standard, så KU-ledelsen håber på økonomisk hjælp fra politikerne. Rektor Ralf Hemmingsen og bestyrelsesformand Bodil Nyboe Andersen havde derfor inviteret Folketingets Videnskabsudvalg på rundvisning den 29. september så de ved selvsyn kunne betragte de elendige forhold.

Lastbiler generer

Lektor Jan W. Thomsen forsker i laserlys og kolde atomer med henblik på at lave ultrapræcist måleudstyr der kan bruges til kommunikation, navigation og afstandsbedømmelse. Arbejdet bliver hæmmet af at trægulvet på H.C. Ørsted Instituttet der blev opført i perioden 1962 til 1964, giver sig, og at bygningen ryster når tung trafik kører forbi på den nærliggende Nørre Allé. Rystelser som kroppen ikke opfatter, men som de meget fintfølende instrumenter registrerer.

I en moderne forskningsbygning er problemet løst ved at indbygge store gummi-membraner ved fundamentet. »Det er voldsomt hæmmende for vores forskning, så vi kæmper virkelig med bygningens mange skavanker,« sagde Jan W. Thomsen til medlemmerne af Videnskabsudvalget. Også professor Susan Stipp fra Nano-Science Center er generet af forholdene i sit arbejde.

Hun forsker blandt andet i atomskalaoverflade på kalk med henblik på at kunne øge olieudvindingen fra Nordsøen og at kunne omdanne CO2 fra atmosfæren til sten. Vibrationerne i H.C. Ørsted bygningen forstyrrer også hendes eksperimenter, men det største problem er det foræld-ede ventilationssystem i den mere end 40 år gamle bygning. Forsøgene kræver en helt stabil temperatur, men selv om man har investeret i ekstra ventilation, svinger temperaturen stadig alt for meget. Der mangler også kapacitet til at få ekstra udsugning, så vilkårene for at drive forskning i verdensklasse er alt andet end optimale.

Nyt er billigere

Efter besøget på H.C. Ørsted Instituttet på Nat kørte politikerne videre til Panum-bygningen på Sund. Her fik de at se hvor kostbart og omfattende et arbejde det er at gøre de gamle bygninger klar til at huse et moderne forskningscenter. Novo Nordisk Fonden har doneret 600 millioner kroner til et nyt proteinforskningscenter, men det har vist sig nødvendigt at skrælle tre etager på i alt 4.500 kvadratmeter i bygning seks på Panum for al inventar og teknisk indmad. Det skal nu indrettes helt fra bunden. En strengt nødvendig investering på 130 millioner kroner hvis forskerne skal kunne rykke ind omkring sommeren 2009.

»Det viser at det kræver investeringer i milliardklassen hvis laboratorierne på Nat og Sund skal bringes op til international standard. Den eneste logiske løsning er i flere tilfælde at bygge nye lokaler, ikke at renovere de eksisterende,« siger Ralf Hemmingsen.

Støtte fra oppositionen

Formand for videnskabsudvalget Marianne Jelved (Det Radikale Venstre) er indstillet på at staten må investere massivt på KU.

»Det er mit klare indtryk at faciliteterne er for ringe og utidssvarende. Regeringen har jo en pulje til den slags, nemlig de 50 milliarder kroner i kvalitetspuljen til investering i gode og tidssvarende rammer i den offentlige sektor. Alternativt vil jeg foreslå at der laves en investeringsplan for opdatering af faciliteterne på uddannelsesinstitutionerne,« siger hun.

Jonas Dahl, udvalgsmedlem for Socialistisk Folkeparti, vidste godt at det står slemt til på landets universiteter, men han var alligevel overrasket over at forholdene er så ringe på KU. »Det understreger at der er brug for at få en fornyelsesproces i gang. Det er mange penge, men det er over en længere periode, så mon ikke vi kan finde en løsning. Det står i hvert fald klart at der skal statslige finanser til, for KU kan umuligt kan løfte opgaven alene,« siger han.

Også Kirsten Brosbøl, Socialdemokraterne, er indstillet på at investeringer er nødvendige. »Mit indtryk fra rundturen er at infrastrukturen trænger til en opdatering. Hvis Danmark fremover skal kunne tiltrække verdens fremmeste forskere, så skal der også være moderne udstyr og gode rammer til rådighed for forskningen. Derfor er der god grund til at Københavns Universitet anmoder os politikere om bevillinger til nye bygninger og modernisering af forskningsinfrastrukturen,« siger hun.

Ifølge videnskabsminister Helge Sander (Venstre) vil universiteternes forskningsinfrastruktur blive prioriteret ved de kommende forhandlinger om fordelingen af globaliseringspuljen, men det gælder alene midler til indkøb af udstyr og etablering af laboratorier. »Der er ikke afsat midler i globaliseringspuljen til brug for renovering og byggeri af nye bygninger. Vi er allerede i gang med en plan for hvordan vi skal restaurere og bygge nyt, især på KU, som virkelig har et stort behov. Men det ligger i et andet regi,« siger Helge Sander til Altinget.dk.

Han understreger at der ikke bliver bygget hverken i år eller til næste år som følge af regeringens byggestop.

clba@adm.ku.dk

0 kommentarer

Skriv en kommentar

Tag del i debatten - fuldt navn, tak. Læs vores debatregler her.
Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
By submitting this form, you accept the Mollom privacy policy.
Skandinavien3
11/02-12 kl. 08:58 Politik

Skandinavisk nyhedsoverblik

FEBRUAR 2012, UGE 6 - NTNU i Trondheim er Nordens bedste universitet - Sverige: Klassekampen tilbage som forskningsobjekt - 3.000 svenske udenlandske lægestuderende skal have en chance i hjemlandet - 25 af 26 Utøya-overlevende fuldførte skolesemesteret.

EliteForsk 2012
10/02-12 kl. 10:20 Politik

Forskningsstyrelsen: ph.d.er er god forretning

NYHEDSOVERBLIK FREDAG - Forskningsstyrelsen: ph.d.er er god forretning - Mød eliteforsker og bjergbestiger Hans Bräuner-Osborne - Ung debattør: Lad os tage et par sabbatår og være ubeslutsomme - Studentermedhjælpere udnyttes på jobbet - Nye Novo-milliarder skal tiltrække udenlandske topforskere - Danske og kinesiske forskere jagter dna sammen - KU-forsker: Græske politikere er umodne.

Videnskabernes_2012
09/02-12 kl. 10:05 Politik

Østergaards debutantbal i Videnskabernes Selskab

MILD MINISTERGRILL - Uddannelsesminister Morten Østergaards har holdt sin første tale ved Videnskabernes Selskabs årlige forskningspolitiske topmøde. Hans fokus på større frihed og højnet kvalitet resonerede pænt med selskabets visioner for universitetet i 2020. Men den efterfølgende debat indikerede, at mange af landets VIP’ere vil se handling før ordflom, før der klappes andet end høfligt forhåbningsfuldt.

Kamilla Löfström
07/02-12 kl. 08:00 Videnskab / Hum

Litterater lærer at anmelde

PROFESSIONSANMELDELSE - Litteraturvidenskab har udbudt faget ’Anmelderi’, hvor de studerende har fået muligheden for at udforske kritikkens kringelkroge. Vi har mødt underviser og anmelder ved Information Kamilla Löfström samt to litteraturstuderende til en snak om faget, den gode anmeldelse og litteraturkritikkens generelle tilstand.

Læs også:
Voksen bag glasset
Retningsforvirret
07/02-12 kl. 07:59 Kultur

Anmeldere og digtere deler studie

KULTURMØDE - Litteraturvidenskab rummer potentielle ærkefjender. For uddannelsen frekventeres både af anmeldere og forfattere.

Læs også:
Litterater lærer at anmelde
Olga Ravn
07/02-12 kl. 07:59 Kultur

Voksen bag glasset

ANMELDELSE - Det er med en sælsom afklædthed at Olga Ravn i sin debutdigtsamling udstiller mødet med kroppen; fremmedfølelsen af at vokse op i sin krop, i sit køn, i sit sind, i sig selv.


Nyhedsbrev

Uniavisens skuddagskonkurrence - vind en iPad

VIND EN IPAD - Besvar fire spørgsmål den 24. februar og vind en fancy lille Apple-plade.

Institutråd rokker ikke ved ledelsens magt

INSTITUTRÅD - Ifølge den reviderede universitetslov skal medarbejderne og de studerende have sikret deres medinddragelse og medbestemmelse. Københavns Universitet vil derfor oprette nye institutråd, men intet tyder på, at de menige får mere at skulle have sagt.


Kontakt redaktionen

Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet

University of Copenhagen
Nørregade 10
1165 Copenhagen K
Denmark
Tel. +45 35 32 28 98

Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk