Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Arbejdsmiljø

KU indfører »kvalificeret ansættelsesstop« på administrative stillinger

Reform — For at begrænse antallet af afskedigelser i forbindelse med KU’s kommende administrationsreform, indfører KU nu kvalificeret ansættelsesstop på TAP-stillinger.

Administrationsreformen er på vej, og hvad der måske tidligere har hængt som en udefinerbar, sort sky over KU’s administrative medarbejdere, flytter nu ind på kontorerne.

I dag, torsdag 1. februar, har ledelsen meddelt, at der indføres såkaldt kvalificeret ansættelsesstop på alle administrative stillinger. Forventningen er, at ansættelsesstoppet træder i kraft inden for en uge, og indtil videre vil det gælde frem til slutningen af 2024.

Det fremgår af en nyhed på KU’s intranet, KUnet.

Beslutningen kommer fra rektor Henrik Wegener på baggrund af drøftelser i Hovedsamarbejdsudvalget, HSU, og sker for at begrænse antallet af afskedigelser, som administrationsreformen vil kræve.

Ansættelsesstoppet betyder, at alle ledige TAP-stillinger skal vurderes nøje for, om de skal genbesættes. Beslutningen om, hvorvidt et job skal slås op eller forlænges, rykker i denne periode ét organisatorisk niveau op i forhold til rektors delegationsramme, som kan findes her.

Den pågældende leder skal i hvert enkelt tilfælde vurdere, om en TAP-stilling indeholder opgaver, der er af såkaldt forretningskritisk karakter – for eksempel opgaver, som er nødvendige for at opretholde en sikker drift.

Ingen konkrete datoer

Alle KU’s administrative stillinger er omfattet af ansættelsesstoppet, herunder administrative lederstillinger, TAP-AS-stillinger og TAP-FU-stillinger med primært administrativt indhold.

Undtaget ansættelsesstoppet er dog TAP-FU-stillinger som laborant, dyrepasser, klinikassistent eller lignende. Undtaget er også dekan- og institutlederstillinger samt alle typer af VIP-stillinger.

Den kommende administrationsreform indbefatter en ambition om at spare 300 millioner kroner årligt på KU’s administration. Reformen er inddelt i fem faser – forberedelse, analyse, design, implementering og forankring og forbedring.

I øjeblikket befinder reformen sig i designfasen. I december 2023 lød meldingen, at denne fase udskydes med to en halv måned, så den afsluttes i juni og ikke i april, som var den oprindelige plan.

Der er endnu ingen konkret udmelding for, hvordan og hvornår de store besparelser skal realiseres – heller ikke, hvornår der kommer klarhed over de afskedigelser, den millionstore besparelse vil kræve.

Du kan læse mere om  administrationsreformen på KUnet.

Seneste