Helt overordnet finder jeg det uacceptabelt at opsætte anonyme plakater, der går på personer. Det er i kategorien mobning, som afvises massivt og i enighed mellem ledelse og ansatte på universitetet. Og derfor skal plakater af den type fjernes hurtigst muligt, som det også er sket på HUM.
Jeg synes også de studerende – og her tænker jeg specifikt på de, der har været involveret i opsætningen af plakater på HUM – skal tage bestik af den omgangsform, vi ønsker på Københavns Universitet. Det gælder uanset de indholdsmæssige forskelle der kan være i synspunkter.
Et argument jeg hører fra de, der har opsat plakater er, at de mener at en forlængelse af dekanernes ansættelse med tre år skulle have været drøftet med de studerende, f. eks. i Akademisk Råd.
Dette beror på en misforståelse af reglerne om åremål og KU's ansættelsespolitik for ledere.
De nuværende dekaner har kontrakter, der løber forskelligt rent tidsmæssigt og derfor blev nogle forlænget i 2009 og andre i 2010 efter grundige drøftelser med undertegnede. Forlængelserne er administrative forlængelser, som kort sagt betyder, at man med henvisning til kontraktens bestemmelser forlænger de 5 års ansættelse med yderligere 3 år.
Da dekanerne i sin tid blev ansat medvirkede både studerende og ansatte i indstillingsudvalget og sådan vil det også være, når stillingerne genopslås ved udløbet af de nuværende kontrakter (dvs. om 3-4 år).
Jeg skal atter anmode om at selve kommunikationsformen på KU overholder basale regler for passende adfærd og omgang med hinanden, og jeg skal opfordre de studerendes ansvarlige råd og forsamlinger til at medvirke hertil.
For en gang skyld er jeg fuldstændig enig med Ralf. Vi skal have en god kommunikationsform på KU! Folk skal tage ansvar for deres udmeldinger!
Jeg bliver bare så forvirret disse dage. Gad vide om Ralf mener, at det er god kommunikation, når Katherine Richardson, vores prodekan for formidling, bliver citeret i Nature for at sige:“They didn't listen until the bloodletting started.” omkring de fyrede ansatte?
Katherine er godt nok ikke enig "i den journalistiske linje" som Nature benyttede i artiklen, men hun står vel ved hendes egne citater? KU's ledere går vel altid foran og står ved hvad man siger, ikke også?
HVIS Katherine Richardson er blevet fejlciteret af Nature mener jeg egentligt at alle er meget bedre tjent med en korrektion i Nature ASAP.
At frustrerede studenter griber til den lidet yndefulde debatform at hænge plakater med personangreb op, EFTER at have konstateret, at ledelsen ikke har ønsket at høre deres mening på anden vis, burde kunne fremkalde en mere nuanceret reaktion end blot og bar irettesættelse (måske endda lidt selvransagelse?) hos en leder med format.
I den drøftelse af mobning, som har foregået på KU de seneste år, er medarbejdere ved mindst et af rektors fakulteter gang på gang, ved stormøder, i Samarbejdsudvalg m.m., af deres (nu forlængede) dekan blevet belært om, at medarbejdere, som følte sig mobbet "da vist opererer med et udvidet mobbebegreb", for mobning er der jo (sagde denne ansvarlige leder) kun og udelukkende tale om, hvis det drejer sig om gentagne episoder over et længere tidsrum.
På den baggrund er det tankevækkende, at når den mindst magtfulde del af universitetsbefolkningen -- studenterne -- i én enkeltstående sag, som man ikke har ønsket at høre dem om i de organer, hvor de er repræsenteret, ytrer sig kritisk over for magtfulde ledelsesrepræsentanter, så er rektors førte reaktion at dømme "mobning".
Er moralen, at på KU må der gerne sparkes nedad, men ikke opad?
Jeg ser nu, at slutformuleringen i ovenstående gik for hurtigt. Det er Kirsten Refsing har ikke opfordret til selvcensur, faktisk har Kirsten været god til at holde sig fri af den slags pres. Det er Nils O. Andersen på NAT, der har gjort det - tilmed lige efter en bloddryppende fyringsrunde ... suk ...
"Jeg skal atter anmode om at selve kommunikationsformen på KU overholder basale regler for passende adfærd og omgang med hinanden, og jeg skal opfordre de studerendes ansvarlige råd og forsamlinger til at medvirke hertil."
Vil det sige, at du har tænkt dig at lytte? Når du siger:
"Et argument jeg hører fra de, der har opsat plakater er, at de mener at en forlængelse af dekanernes ansættelse med tre år skulle have været drøftet med de studerende, f. eks. i Akademisk Råd.
Dette beror på en misforståelse af reglerne om åremål og KU's ansættelsespolitik for ledere.
De nuværende dekaner har kontrakter, der løber forskelligt rent tidsmæssigt og derfor blev nogle forlænget i 2009 og andre i 2010 efter grundige drøftelser med undertegnede. Forlængelserne er administrative forlængelser, som kort sagt betyder, at man med henvisning til kontraktens bestemmelser forlænger de 5 års ansættelse med yderligere 3 år."
Så henholder du dig til de formelle regler, som i denne sammenhæng intet har med de studerendes indvending at gøre. De ville have været hørt, fordi de mener at Kirsten Refsing ikke skulle have sin kontrakt forlænget. Det har ikke noget med de formelle regler at gøre.
Kan det undre dig, at du får anonyme ytringer i en ledelsessystem, der er så tungt topstyret, hvor fyringer og skideballer hænger lavt i luften fra ledelsens side, og hvor hvisken i krogene er dagens orden? I stedet for at kravle op på den moralsk høje hest, burde du være meget meget bekymret over, hvad det er for en kultur, der avler den slags. Alle vi andre gennemgår ANONYME evalueringer i hobetal (jeg 10 om året, når jeg underviser normalt). Men i forbindelse med den vigtigste af alle beslutninger på humaniora, er de studerende ikke engang blevet spurgt offentligt.
Stemningen og tonen på universitetet er LEDELSENS ansvar. Tag det! Det er jeres ledelsesform, som har udløst dette klima, ikke de studerendes plakater. Når en dekan, der har opfordret til selvcensur, kan genansættes, skal man ikke undre sig, hvis kritikken bliver anonym.
SPROGSKIFTE - Maj måneds udgave af KU's trykte avis udkommer på engelsk. Indholdet tematiserer tidens store problemer for Europas studerende.
Smukke steder på KU set med et kamera
Giftigt kryb har indtaget Zoologisk Museum
Statskundskabsrevy 2012
Kidd på campus: Du har kun én liv!
Afdeling for Eksperimentel Medicin
Store eksamensdag
Basunkinder og messing, der skinner
Studerende demonstrerede imod SFSR´s besparelser
Årsfest på Københavns Universitet
Voxpop: Er nutidens studerende for dårlige?
Verdens første fælles Hum-revy
Rundspørge: Hvordan er din studiestart?
Velkommen til År Nul
Hvad er det dog, de laver?
Årets DHL-stafet i neongrønt
Fest for begyndere
Det Astronomiske Observatorium
Geologisk Museum tørrer kælderen efter skybrud
Vidensbydel Nørre Campus´ udviklingsplan offentliggjort
Kærlighed til bøger og biblioteker FACEBOOK - Citater er kontekstuelle, og 'I have a dream' ville ikke give mening for masserne, hvis det var Torben fra Faxe Ladeplads, der snakkede i søvne. Dét er tanken bag Uniavisens virale citatstorm - og du skal være med.
Skriv en e-mail til os: uni-avis@adm.ku.dk
Eller ring til redaktionen på +45 35 32 28 98
(Telefontid mandag - torsdag kl.9.00 - 16.00)
Universitetsavisens redaktion
Universitetsavisens debatregler
Annoncering på tryk og på nettet
Copyright 2009 © Universitetsavisen.ku.dk