Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Afgående minister trækker 273 millioner kroner tilbage fra uddannelsesområdet

BUDGET - Københavns Universitet skal levere omkring 50 millioner kroner tilbage til statskassen. Tidspunktet er ubelejligt, men budgetændringen får ikke dramatiske konsekvenser, siger universitetsdirektør Jesper Olesen.

Få uger inden Folketingsvalget meldte finansminister Bjarne Corydon (S) ud, at uddannelsessektoren skal levere 273 millioner kroner tilbage til statskassen. Det er penge, som uddannelsesinstitutionerne blev lovet med finansloven, og som årets budgetter hviler på.

For Københavns Universitet betyder det, at der skal skrabes cirka 50 millioner kroner af budgettet, skønner universitetsdirektør Jesper Olesen.

»Hvor mange penge, vi helt præcist skal levere tilbage, ved vi ikke endnu. Vi fik besked om, at ministeriet ville vende tilbage inden for 14 dage, men så blev der valg, og vi har ikke hørt noget siden.«

Ifølge et cirkulære fra Finansministeriet skal pengene leveres tilbage, fordi pris- og lønstigningerne i 2015 ser ud til at blive mindre, end hvad man forventede, da finansloven for 2015 blev udarbejdet.

Sparekravet rammer ikke kun uddannelsessektoren. I alt kræver finansministeren 1.250 millioner kroner tilbage fra den offentlige sektor.

»Ingen dramatiske konsekvenser«

Finansministeriets udmelding kommer halvejs inde i budgetåret, og det betyder, at der allerede er budgetteret med de midler, der nu trækkes tilbage.

»Tidspunktet er lidt ubelejligt, da det er midt i et budgetår,« siger Jesper Olesen.

Han fortæller, at det ikke er første gang, finansministeriet ændrer på beløbsstørrelser midt i året, men at der tidligere har været tale om små ændringer, som nærmest gik ubemærket hen.

Ifølge universitetsdirektøren får budgetændringen dog ikke store konsekvenser.

»Vores forbrug har jo også været mindre, end vi havde regnet med, på grund af at priserne ikke er steget som forventet. Regnskabsrapporten fra seneste kvartal viser, at vi har brugt noget under forventet. Så hvis vi letter lidt på speederen resten af året, får reguleringen ikke dramatiske konsekvenser.«

»Budgetændringerne får ingen personalemæssige konsekvenser, men vil fx betyde, at vi bruger lidt færre penge på rejser og indkøb af materialer og udstyr,« siger Jesper Olesen.

sofie.hansen@adm.ku.dk

Seneste