Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Administrationsbøvl på KU tvang bachelor til DTU

OMVEJ – Stefan Alaric Schäffer, der i dag læser til kandidat på Niels Bohr Institutet, kunne kun undgå et halvt års spildtid ved at begynde på sin kandidat ude på DTU i stedet for at begynde på KU. De administrative regler på KU var for hård en nød at knække, mens administrationen på DTU var imødekommende.

For Stefan Alaric Schäffer blev det så administrativt bøvlet at begynde på kandidaten på Niels Bohr Instituttet (NBI) på Københavns Universitet (KU), at han i stedet tog en omvej omkring Danmarks Tekniske Universitet (DTU) i Lyngby.

På DTU var det også så nemt at tage de kurser, han gerne ville, at han var lige ved at gøre kandidaten færdig på DTU i stedet for at vende tilbage til KU.

»Det gik hurtigt og smertefrit med at blive indskrevet derude, og administrationen på DTU var enormt behjælpelig med det hele,« siger Stefan Alaric Schäffer.

KU var altid den besværlige

Administrationen på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (Science), som NBI hører ind under, havde derimod givet ham den besked, at han var nødt til at vente i et halv år, fordi der gjorde sig nogle særlige omstændigheder gældende omkring hans studieforløb på KU.

Det havde han imidlertid ikke lyst til at vente på, og da DTU kunne imødekomme hans ønske om at lade ham begynde med det samme, undgik han at holde et halvt års pause. DTU kunne også lade ham læse fag fra både KU og DTU samtidig, så han i Lyngby kunne få præcis de fag, han havde ønsket sig på KU.

»Det var altid KU, der var den besværlige. Det gjaldt også, når jeg ønskede at tage nogle af mine kurser på KU, mens jeg gik på DTU,« siger Stefan Alaric Schäffer.

Mistede retskrav på at blive optaget

Hans bachelor i Fysik havde han fået fra NBI, og i dag er han tilbage på samme sted og læser Fysik på kandidaten færdigt. Han gik kun i et halvt år på DTU, fra september 2014, inden han vendte tilbage til KU.

Med til hans historie hører, at han først tog bacheloren i Fysik, derefter valgte at tage en ny bachelor i Filosofi, også ved KU, inden han søgte ind på NBI på kandidaten i Fysik. Det betød så, at han ifølge Science’s regler mistede et retskav på at kunne begynde på kandidaten på KU hvert halve år, og derfor kunne han kun begynde én gang om året (om sommeren), og det var der et halvt år til.

»Det var nok det, der skabte mine problemer, og det gav en masse administrativt spildtid på KU, som jeg slap for på DTU,« siger Stefan Alaric Schäffer.

Teorien fik ham tilbage til KU

I dag er Stefan tilbage på KU. Selv om det var nemmere for ham at studere videre på DTU, hvis det kun drejede sig om at undgå flere administrative komplikationer, så trak NBI’s læseplan mere i ham.

»Den eneste grund til, at jeg ikke blev på DTU, var, at jeg er så nørdet, at jeg ikke gad at tage de entreprenørkurser, som er obligatoriske for en kandidat fra DTU. Jeg vil hellere bruge min tid på fysik-faglige kurser,« siger Stefan Alaric Schäffer.

Han fik også for en sikkerheds skyld merit på DTU for de kandidatkurser i fysik, han havde taget samtidig med, at han havde læst på bacheloren i filosofi på KU. Derfor kunne han begynde direkte på sit speciale i september 2014 på KU, hvor han efter planen bliver færdig som kandidat i august 2015.

Grete Bertelsen, prodekan for kandidat- og masteruddannelse på Science, ønsker ikke at medvirke i denne artikel, men har i stedet ønsket at skrive sit eget indlæg efter artiklens offentliggørelse. Uniavisen vil bringe Grete Bertelsens svar.

anfj@adm.ku.dk

Seneste