Årgang ’08 versus ’68

Hvad er studenterbevægelsens rolle i dagens samfund? Det var spørgsmålet da Alumneforeningen i Danske Studerendes Fællesråd inviterede til intimt debatmøde. Nutidens studenterpolitikere fik både afklapsninger og gode råd af deres forgængere

af Tania Maria Johannesen

Der var dømt rundbordsdiskussion da Danske Studerendes Fællesråds (DSF) nystiftede alumneforening onsdag aften den 28. maj havde inviteret til debatmøde om studenterbevægelsen rolle i samfundet.

På mødet deltog ud over arrangørerne syv af de nuværende aktive studenterpolitikere og en håndfuld repræsentanter fra 68-generationen med de to oplægsholdere David Rehling og Niels Bredsdorff i spidsen.
Med de to generationer placeret i hver sin ende af det lange bord, kom situationen til at minde om et andet meget debatteret emne - gruppeeksamen. Og det var studenterpolitikken der stod til bedømmelse.

Niels Bredsdorff, der var aktiv omkring studenteroprøret i '68 og formand for DSF i perioden 1969-71, lagde hårdt ud med at kritisere aftenens overordnede spørgsmål:

»Der er en afgørende forskel mellem en studenterbevægelse og en studenterorganisation. I ønsker en bevægelse, men har en organisation. Og er den så vigtig for samfundet? Svaret på det må være nej. En oprørsk og kritisk bevægelse er vigtig. Spørgsmålet bør derfor være: Hvad er studenterorganisationernes rolle i forhold til at skabe en bevægelse?«

At der er lidt forvirring om begreberne gav nuværende formand Bjarke Refslund sin forgænger ret i.

»Der er ingen decideret studenterbevægelse i dag. Men man sondrer heller ikke på samme måde som tidligere. Når jeg bliver spurgt hvad jeg laver, kan jeg godt finde på at sige: Jeg er formand for studenterbevægelsen,« forklarede han.

Stinna Gammelgaard, der er næstformand i DSF, gav sit bud på hvorfor det forholder sig sådan:

»Vi er en meget lille gruppe af mennesker der har haft så travlt med at få indflydelse at vi har tabt bevægelsen,« lød hendes selverkendende kommentar.

Hvor ophører mandatet

David Rehling var medlem af Moderate Studerende og studenterrepræsentant i Konsistorium på Københavns Universitet fra 1970 til 73. Han mener heller ikke at nutidens studenterbevægelse, eller studenterorganisationer om man vil, spiller en reel rolle i samfundet. Men den bør gøre det.

»Universitetsreformen har fået så mange mærkelige konsekvenser at det burde kunne lade sig gøre at mobilisere en studenterbevægelse,« argumenterede han i sit oplæg og lagde dermed op til debat om hvilke sager de studerende bør interessere sig for.

»I 1969 og 1970 blev Studenterrådet på Københavns Universitet og DSF overtaget af nogen for hvem reformen rakte længere end universitetsverdenen med paroler som 'Stands USA's imperialisme' og 'Knus den borgerlige statsmagt'. Det er oprørende og anstødeligt at fremføre sådanne krav på alle studerendes vegne. Man er nødt til at trække en grænse for hvor mandatet ophører, og studenterorganisationen må aldrig gå længere end der er belæg for i studenterbevægelsen,« lød hans eget bud.

Niels Bredsdorff var ikke helt enig i den betragtning:

»Det er utænkeligt at der havde været et studenteroprør hvis der ikke havde været for eksempel en Vietnambevægelse. Tingene kan ikke skilles ad.«

Intern debat er vigtig

Begge veteraner rådede dog de studerende til at glemme '68 og i stedet se på udfordringerne i dag. Og der var også enighed om at studenterorganisationerne i første omgang skal holde sig til uddannelsesområdet.

»I skal vende jer indad mod universiteterne. Fagkritikken må omdefineres og ses i sammenhæng med videnssamfundet. Den bedste måde at være kritisk på er at tage alle honnør-ordene og stille spørgsmål ved dem: hvor er den forskningsbaserede undervisning? Det kan give konstruktiv debat,« lød opfordringen fra Niels Bredsdorff.

»Der er en klar tendens til altid at se problemet som noget der ligger højere oppe. Vi har svært ved at kritisere vores eget universitet,« bekræftede Christian Refshauge, der læser på Aalborg Universitet og sidder i DSF's bestyrelse, og Stinna Gammelgaard supplerede:

»Det man kan og vil med sit studie, er fuldstændig systematiseret. Den refleksion man har, er man tvunget til, og den man burde have, er der ikke tid til.«

Men det er ikke godt nok, mener Niels Bredsdorff:

»Jeg er dybt rystet over at der er så lidt kritik. Det er en katastrofe. Og det er der jeres potentiale skal sættes ind. Eller også skal I analysere jer frem til at I ikke har noget at komme med,« lød hans opsang til studenterpolitikerne samtidig med at han advarede:

»Hvis der ikke sker noget fra jeres side, bliver der kun laver småændringer i Universitetsloven i forbindelse med revideringen næste år.«

Havde debatmødet været en eksamen, var nutidens studenterpolitikere nok lige bestået med et 2-tal for den tilstrækkelige præstation der demonstrerer den minimalt acceptable grad af opfyldelse af fagets mål, og en opfordring fra deres forgængere om at gå ud og finde den opbakning fra deres medstuderende der skal til for at studenterpolitik virkelig batter.

tmjo@adm.ku.dk

• Send
• Del