Åbent brev fra de sociologistuderende

Tirsdag den 17. november 2009 sendte de sociologistuderende ved Københavns Universitet følgende åbne brev til dekanen for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Troels Østergaard

af Sune Engel Rasmussen

Åbent brev til dekanatet

Kære Troels,

Vi skriver til dig, fordi vi er bekymrede over de forringelser, der planlægges på vores studie – sociologi – næste år. Vi er bekymrede over, at en fjerdedel af alle øvelsestimer efter planen spares væk, uden at der findes en plan for, hvorfra undervisningen så skal komme. Vores bekymringer dækker både over, hvordan ledelsen på Sociologisk Institut håndterer allokeringen af midler til den sociologiske uddannelse og hvordan Københavns Universitet begrænser vores Institutledelses økonomiske råderum og mulighed for at planlægge langsigtet.

Lad os starte med ledelsen. I forbindelse med fastlæggelsen af budgettet for 2010 planlægges en gennemførelse af besparelser på uddannelsesområdet, det er blevet pålagt Studienævnet at spare 500.000 kr. på Studienævnets budget det kommende år, en besparelse, der primært kræves fordi forskningsbevillingerne er faldet og fordi lønudgifterne til det videnskabeligt ansatte personale stiger. På trods af, at Instituttet forventer flere indtægter gennem de studerende, efter at optagelsestallet dette år er steget, vælger det entydigt at finansiere besparelserne med at forringe uddannelsen. Helt præcist ved at spare en fjerdedel af øvelsestimerne væk.

I studienævnet har man ellers de sidste mange år arbejdet for at sikre en tidssvarende og pædagogisk undervisningsform ved at prioritere øvelsestimer, hvor de studerende får konkrete metodiske erfaringer og bliver vejledt i at diskutere, skrive og siden forstå sociologisk teori på et højt niveau. Øvelsestimerne er samtidigt generelt både evalueret bedre og har større fremmøde blandt de studerende end forelæsningerne på Sociologisk Institut. Altså er vi fra de studerendes side glade og tilfredse med vores nuværende undervisningsform, der lægger stor vægt på øvelsestimer.

En af de store udgifter på Studienævnets budget er eksterne lektorer (hvis undervisning vi – i parentes bemærket – er meget glade for). Man kunne her indskyde at det i så fald må være op til Studienævnet at flytte rundt på de allokerede midler, så der spares på eksterne lektorer frem for på øvelsesundervisningen. Men denne løsning er imidlertid ikke en mulighed, da tungen på vægtskålen for eksterne lektorer må tilskrives obligatorisk undervisning på bachelorstudiet. Undervisning som det fastansatte personale i princippet burde varetage, men hverken har kompetencerne eller viljen til.

Vi har fra de studerendes side længe været opmærksomme på dette, og har derfor de seneste år forsøgt at påvirke instituttets ansættelser, blandt andet ved at foreslå, at de studerende måtte være repræsenterede og inkluderede ved ansættelsessamtaler, et forslag der gang på gang er blevet afvist. Alt imens har ledelsen på vores Institut vist sig at føre en ansættelsespolitik, der nødigt kan betegnes som langsigtet, og har heraf bragt os i en situation, hvor vi som et forholdsvist lille Institut, har udgifter til en forholdsvis stor VIP-gruppe, der lader til at være skævt sammensat til fordel for forskningen. Når samtidig en række adjunkter, lektorer og professorer ikke længere kan finde ekstern finansiering, som hidtil, står vi som Institut tilbage med en række højt lønnet fastansat videnskabeligt personale, hvis undervisning(sforpligtelse) ikke kan udfylde uddannelsens behov, og som enddog betyder, at der må skæres på den helt nødvendige og velfungerende øvelsesundervisning.

Vi har naturligvis fremført disse argumenter overfor vores Insitutleder Carsten Strøbye Jensen, der desværre ikke lader til at indse, at de studerendes læringsproces fungerer bedst med en kombination af forelæsning og mere nær vejledning og diskussion, og nægter at finde alternativ finansiering af de forventede besparelser, andetsteds end i en forringelse af undervisningen.

Vores institutleder har i den forbindelse påpeget over for os at muligheden for at planlægge økonomisk langsigtet lokalt på Instituttet er blevet alvorligt indskrænket af beslutningen om de facto at indefryse Instituttet formue og afkræve nulbudgettering. På denne måde er Instituttets økonomiske situation ikke længere fleksibel fra år til år, da muligheden for at trække på formuen i trængte år og tilføre den værdi når der haves et overskud ganske enkelt er elimineret.

Vi kan derfor ikke længere tilpasse budgettet til mængden af forskere, der finansieres af eksterne midler og varierer fra år til år, uden at det får en (unødvendig) økonomisk konsekvens for Instituttet fra og med næste år.

Desuden stiller vi os uforstående over for, at vi på Instituttet, ifølge vores institutleder ikke skal regne med at mere end ca.2.300kr. af den beregnede taxameterstigning på ca.4.000kr. pr. studerende pr. år, der netop er blevet tildelt gennem globaliseringsmidlerne, altså omkring halvdelen, faktisk når hele vejen til Instituttets trængte lommer og kan bruges til undervisning af de studerende på instituttet. Hvor bliver de resterende ca.1700kr. pr. stud. pr. år af, som kunne redde vores øvelsesundervisning. De må jo være der et sted. Men ingen ved åbenbart med sikkerhed hvordan globaliseringsmidlerne fordeles nu her en måned forinden det skal ske.

Kort sagt savner vi både en ledelse, der lokalt tager vores uddannelse alvorligt og en ledelse på fakultetsniveau, der sikrer vores Institutledelse midlerne og råderummet til at tage uddannelsen alvorligt. Derfor vil vi gerne have svar på følgende:

1. Hvordan vil dekanatet sikre økonomisk råderum til langtidsplanlægning på Sociologisk Institut?

2. Hvad vil dekanatet gøre for, at globaliseringsmidlerne bliver brugt til det, de var afsat til fra politik side; nemlig undervisning?

3. Hvad vil dekanatet gøre for at forhindre at besparelserne udelukkende rammer undervisningen, især øvelsestimerne?

4. Hvordan vil dekanatet sikre, at institutleder Carsten Strøbye Jensen tager uddannelsen alvorligt, når der planlægges ansættelser og økonomiske dispositioner i fremtiden?

For ikke at belaste med unødigt administrativt arbejde kunne dekanatet gøre følgende:

1. Afkræve rektoratet at fastfrysningen af Institutternes formuer ophører.

2. Fjerne kravet om nulbudgettering indtil instituttets ledelse har fået fastansat de nødvendige undervisningskræfter.

3. Sikre, at globaliseringsmidlerne direkte tilfalder. Sociologisk Institut og de studerende.

4. Sikre, at besparelserne på øvelsestimerne enten bliver fjernet eller at den samme mængde konfrontationstimer dækkes ind ved hjælp af andet personale (fx PhD. studerende eller videnskabeligt ansat personale).

5. Give de studerende mulighed for at sidde med til ansættelsessamtaler i fremtiden.

Vi glæder os til at høre fra dig, da vi håber og tror på at du tager kvaliteten af vores uddannelse lige så alvorligt som vi gør!

Venlig Hilsen

De sociologistuderende ved Københavns Universitet

• Send
• Del