Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Voksen bag glasset

ANMELDELSE - Det er med en sælsom afklædthed at Olga Ravn i sin debutdigtsamling udstiller mødet med kroppen; fremmedfølelsen af at vokse op i sin krop, i sit køn, i sit sind, i sig selv.

Det er på én gang hudløst og dobbelthudet, når Olga Ravn i sin debut Jeg æder mig selv som lyng med en kras kødelighed sproggør kroppen med dens sekreter, dens kønsdele og dens indre sjæleliv og samtidig med en klinisk distance udstiller den følelsesfyldte krop i anatomiske indsnit.

Digtsamlingen, som udkom d. 17. januar 2012, består af ni forskelligartede men tematisk og sprogligt sammenflettede dele; GRAMMATISK UBEHAG, EN HVID IND I SIG SELV, FRONT IS MATTER, REKLAMEPIGEBARNET, DEJENS GRØNNE KRYSTAL, SKORPIONEN, BABY, HARESKOVEN 34 og GULDHJERTERNE.

Dele, der spænder vidt fra det intense, lyrisk legende, som når Ravn i GRAMMATISK UBEHAG med brug af gentagelser, bogstav- og ordrim kredser om kroppens menstruationscyklus som »røddøgnets røde røder døgnrødet rødt« over i det mere prosaisk, nøgternt udstillende som i FRONT IS MATTER, hvor Ravn igennem kirurgen Sir Astley Coopers liv og anatomiske værker udstiller brystets struktur og jeg’ets tanker om egen krop:

»ligesom jeg er 24 og står og ser på mit bryst i montren med sin mælkevoks stivnet i 1840, jeg drypper også lidt blod fra min abort, der samler sig mellem kønslæberne, presset op mod underlivet af de stramme bukser, det er den sidste berøring med emnet, inden jeg skifter bind på museumstoilettet.«

Sammenfiltringen af det levende bryst og det bevarede voksbryst i montren giver en dobbeltbevægelse mellem det private og det udstillede, en bevægelse som i høj grad præger digtsamlingen. Det er en bevægelse der på én gang trækker læseren helt ind under huden på jeg’et, men som samtidig skubber læseren om bag montrens afskærmende lag af glas.

En kønnet krop

En lignende bevægelse gør sig gældende mellem jeg’ets sind og hendes krop, der på en gang er adskilt af udstillingsglasset, som når jeg’et nærstuderer sin krop som en krop, og som samtidig er i en slags symbiosesøgen, som når sindet tager kroppens ar, og kroppen tager sindets:

»men kirurgien sidder i kroppen efter fosteret er suget ud.
det er en hemmelighed narkosen og kroppen har.«

Kroppen er aldrig bare en kødelig dragt, ufølsom over for de afmærkninger og ar som opvæksten kan give. Den er en levende del af sindet og en stor del af det at finde sig til rette i sig selv. Men den litterære tekstkrop, som Ravn fremmaner i sine digte, er ikke bare selvsøgende – den er sært ukønnet på trods af tekstkroppenes udmalede kønnethed. Det er som om Ravn søger at fjerne kønnet fra kroppen, fordi sindet ikke nødvendigvis er kønsbestemt:

»fordi kvinden ikke er en sø, fordi kvinden ikke er kvinden eller ikkekvinden og fordi manden ikke er, fordi overskridelsen af kønnet i teksten ikke er nok, fordi at tilbagevinde kroppen i teksten ikke er nok, fordi kroppen findes.«

Ravn søger med sit kønsprægede sprog at overskride litteraturens kønnede klichéer. Som i SKORPIONEN søger hun at helbrede det kønnede sprog med en lille dosis af dets egen gift.

Sproglige klæder

At gøre kroppen synlig, at gøre kønnet synligt i teksten er en klar tendens blandt de unge forfattere, som det ses hos Forfatterskolens nylige afgangselever Asta Olivia Nordenhof og Bjørn Rasmussen, men det er ikke med det samme kropsbrutale ensomme begær, der sprøjter sæden og blodet ud over siderne, at Ravn udstiller den kønnede krops søgen efter sit selv. Hos Ravn er kroppens sekreter og kønslighed stærkt poetiseret og iklædt sprogets vrangvendt skruede klæder.

Denne sproglige iklædning både skærmer og skærper intensiteten, således at nogle af digtene stærkt klæber sig mod læserhuden, mens andre iklæder sig så mange lag sprogmesterlig leg at det kan være svært at finde følelse under de mange og nøje tilrettelagte sætninger.

Selv om sproget til tider skubber læseren på afstand er Jeg æder mig selv som lyng absolut et stærkt korpus af digte, der for hver læsning gradvis åbner sig, lukker læseren ind i en krops og et sinds søgen efter sig selv, en søgen efter at kommunikere kroppen og et forsøg på at få kroppen ud af ordene, ud af rollen som sjælehylster og ud i verden.

Og så rummer digtsamlingen også en masse andet; farver, nysgerrigt voks, pædofililære og en Tove Ditlevsensk pigerest.

Jeg æder mig selv som lyng. Pigesind
Olga Ravn
Gyldendal
80 sider
199 kr

Seneste