Tragisk kylling Amager

Digteren Ejler Nyhavn er taget med Universitetsavisen på madsafari på KUA. Her vejer de studerende selv deres frokost. Men er den grammene værd?

af Christoffer Zieler

Nye KUA er opført i det arkitekterne kalder 'neokedsommelig firmaopbevaringsstil'. I den nederste del færdes de studerende, og i luftlagene over dem er forskerne isoleret i ophøjet kontemplativ ro. Vi går lidt rundt og kigger.

»Det er et drivhus uden krysantemummer,« siger Ejler Nyhavn. Han spiser med i dag. Og hvis det er tomheden humanister frygter, så bør de ikke spise frokost i kantinen på Nye KUA. Her er mange, mange kubikmeter intethed. Det giver selvfølgelig plads til tanker, og luften føles asbestfri og god i modsætning til den på gamle KUA der altid skulle tygges først.

Men alligevel: hvorfor al denne uudnyttede plads? Hvem er den til? Vi leder efter svar i den kunstneriske udsmykning. Store disede hvide glaspaneler med indlagte blåtonede og violette farveklatter. Et kunstnerisk udsagn svarende til den sagte udånding efter indtagelsen af en halspastil. Kantinens prispolitik repræsenterer en udfordring. Man vejer maden ved kassen og betaler per gram, men ikke al maden skal vejes, og noget af det der skal vejes, ser ud til at stå i fade sammen med det der ikke skal.

Vi fylder lidt på bakkerne af det der ser appetitligt ud. De store kridhvide humpler af tragisk kylling får lov at blive liggende mens den sammenkogte vegetarret virker indbydende. En smule pasta penne oveni, og på en sidetallerken lidt salat fra buffeten. Dertil en flaske saftevand og en mineralvand henholdsvis. Og medspiseren finder sig yderligere en fiskefrikadelle og en håndværker. Vi deler også en varm sandwich. Det lyder af mere end det fylder. Vi plukker.

Kasseassistenten gennemskuer uden tøven, hvad de forskellige madvarer skal koste, vejer noget, slår en pris ind på noget andet, og hurtigt er den samlede udgift beregnet - 156 kroner. For de penge kan man på arabisk restaurant med dug på bordet på Nørrebrogade få serveret to lækre, varme hovedretter. Vi befinder os med andre ord i de øverste kantineprislag på Amager.

God peber, retrobaslilikum

Ejler drejer prøvende sin fiskefrikadelle. Hvid fisk og noget andet, måske mørksej eller laks? Et godt udgangspunkt, men den er tør. Håndværkeren er drysset med sesam. Nej, det er forkert - det ser ud som om frøene er lagt på af en professionel brolægger. Der er så meget sesam på bollen at det danner et veritabelt panser.

»Det ligner en fakultetsbeslutning,« mener Ejler.

Vegetarretten er fin. Modigt har man krydret med chili så den har fået grundvarme. Der er også brugt rigeligt med tørret basilikum. Det støder man ikke længere på så ofte. Peberfrugten er bedst, den har tydeligvis defineret tilberedningstiden. Aspargesstykkerne lader sig derimod kun identificere på grund af udseendet. Derudover er der forskelligt andet grønt i mikset, først og fremmest hakket tomat, gulerod og squash. Det er en OK kollegiumsret.

Den varme sandwich, der dog ikke er mere end et par grader over stuetemperatur, består af et flækket stykke bradepandebrød. Det er hjemmebagt og smager som om det er sundt. Måske er der lidt gulerod i dejen? Bunden er branket let i olivenolie. Udmærket. Indholdet viser sig også at være vegetarisk med fokus på smeltet gummiost, aubergine og rucola der bærer præg af at have været varmet op med det øvrige fyld.

»Det her er rucola,« bemærker Ejler Nyhavn om en sortsveden bladstump. »Men det ligner noget en middelalderarkæolog har fundet i et stolpehul.«

Salaten fra buffeten burde være blevet i beholderne. Agurkestykkerne fremstår tørre, ufriske, fibrøse. De blancherede champignoner er slatne, kolde og våde, selv om de dog har bevaret deres smag. Til gengæld er det underligt at de kan være syltet ind i persille uden at det kan smages overhovedet. Bønnerne er hvinende salte, men i selskab med resten er det OK. Og majsen er tippet direkte ud af dåsen - vel at mærke på en årstid, hvor man kan købe en hel kolbe for en femmer i supermarkedet.

»Det her er salat som man mestendels forestiller sig den,« mener Ejler. »Uspecificeret. Der er ikke truffet noget valg, ikke en salat gjort til nogen bestemt ret, mere ideen om salat.« Ejler skærer en grimasse da en and flyver ind i bygningen på den anden side af kanalen.

Pastaretten er Den Egentlige Skuffelse. Klistret, udkogt og smagløs. Igen er det forbløffende at det kan lade sig gøre, for pastapennene er blevet rørt med store mængder rød pesto. Vi spiser kun det minimale antal rør som testen kræver.

Smålig hævn à la Burger King

En kop kaffe ville være god nu. »Kantinen er lukket,« meddeler den unge mand, ikke uden en vis triumferen. Jeg skotter i retning af kaffeautomaterne. »Det hele er lukket.« Tilføjer han. Som hævn efterlader vi vores bakker på bordet uden at rydde op. Det er småligt. Vi er i tvivl om hvorvidt det er det rigtige at gøre. Men til sidst gør vi det alligevel.

Skal vi samle op? Maden på KUA er forbløffende dyr i betragtning af at humanistiske studerende sjældent har ret mange penge, endsige udsigt til nogensinde at få nogen. Den drives af firmaet Eurest der på sin hjemmeside viser en billedmontage af en leende kok som kaster med grønsager. »Vi følger råvarerne fra jord til bord,« lover frokostmastodonten der dagligt bespiser over 70.000 mennesker.

Det er sikkert sandt. Fra jord, til nedfrysning, til fabrik, til nedfrysning, til lager, til optøning, til buffet, til bord, til jord skal du blive. Og hvad får man så for sine penge? Det er svært at sige. Det her var ikke entydigt godt, men det var heller ikke ligefrem elendigt. Det var bare ... uvedkommende. Mad man spiser langsomt fordi man taber interessen undervejs.

chz@adm.ku.dk

• Send
• Del