Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Til Pride Parade med lilla glimmer og lyserød vin

DIVERSITY - Københavns Universitet paraderede med mange hundrede studerende og ansatte til Copenhagen Pride Parade. Vi havde et kamera med.

Solen skinner, og det vrimler med undslupne balloner, sæbebobler og glimmer i gaden, hvor de mange vogne til årets Pride Parade er ved at blive pyntet og fyldt op. »Diversity of Copenhagen« står der på siden af Københavns Universitets vogn, som er pyntet i alle regnbuens farver.

Klokken nærmer sig halv tolv lørdag formiddag, og Stine Agerbæk fra Studenterhuset står ved siden af vognen og deler t-shirts og sandwiches ud til de fremmødte, som der efterhånden bliver flere og flere af. Der er gang i ansigtsmalingen, og den lilla bøtte med glimmer skifter hele tiden hænder.

Vand-tatoveringer i regnbuens farver klistres overalt på kroppen – også i panden.
Københavns Universitet deltager for andet år i træk som en samlet gruppe til Copenhagen Pride Parade. Sidste år mødte mere end 500 studerende og ansatte op. Studenterhuset står for at arrangere deltagelsen i paraden, og Stine Agerbæk regner med, at flere hundrede vil dukke op igen i år.

KU-deltagelse ved Pride Parade er dog ældre end som så. Siden 2009 har KU sammen med organisationen BLUS (Copenhagen LGBTQ-students) hejst regnbueflaget over bygningerne på Frue Plads, inden paraden gik i gang. Og inden KU som en samlet enhed valgte at gå med i paraden, sendte Juridisk Fakultet i tre år KU-studerende og -ansatte med i paraden.

De mange vogne holder i to lange rækker, side om side på den smalle gade ved siden af Frederiksberg Rådhus. Efterhånden som vi nærmer os afgang, begynder de store højtalere at spille om kap. Musikken er dog stadig dæmpet på KU’s vogn, hvor der skænkes rosévin i lyserøde plastikkrus.

Hanne på »et par og halvtreds« fra HR-afdelingen på Food har taget sin veninde Liselotte med – og så sin søn Martin. Han har desuden fået lov at tage nogle af sine venner fra Fitness World med. De skiller sig lidt ud fra flokken i hvide KU-t-shits med deres sexede, sorte kostumer. Og muskuløse kroppe.

Hanne fra Food og veninden Liselotte fotograferes af Hannes søn.
Et par garvede Pride Parade-deltagere, som også var med, dengang der stod Juridisk Fakultet på vognen, deler fif og gode råd ud. Tilde, som læser jura, fortæller, at al den lilla glimmer er limet fast med glidecreme.

»Det var et godt tip, jeg fik i Panduro Hobby for et par år siden. Glidecreme er super smart, fordi det er vandbaseret, så det går af i badet,« siger hun.

Tom, der også læser jura, råder til, at man venter med at besøge vognens festivaltoilet, til der bliver spillet noget stille. Et tidligere år var en uheldig deltager nemlig blevet udsat for skvulp, da der »kom Nicki Minaj eller sådan noget på, og folk begyndte at hoppe helt vildt.«

»Wrecking Ball med Miley Cyrus er en god sang at tisse til, der svajer folk mere, end de hopper,« råder Tom.

Vognen er ved at være godt fuld, og musikken bliver tændt – der lægges ud med sommerens kæmpehit Lean On af Major Lazor og Mø.

Nede på gaden har mange hundrede KU’ere samlet sig i hvide Diversity-t-shirts. Også rektor Ralf Hemmingsen er mødt op og har smidt jakken over skulderen i sommervarmen – han er dog ikke som prorektor Lykke Friis (med sommerhat) hoppet ombord på vognen.

Klokken passerer et og paraden sætter i gang. Festen starter på vognen, mens resten af flokken følger trop.

Se flere billeder fra turen her og læs opdateringer fra vognen:

I de lyserøde plastikkrus er der lyserød rosévin, som nydes af sugerør med penispynt.

En af gadens beboere følger med, mens KU’s studerende og ansatte pynter sig til Pride Parade. Hun synes, det larmer lidt.

Paraden sætter i gang og udover de mange på vognen, følger en stor flok KU’ere med til fods.

Klokken 13.14 tikker en status fra vognen ind: »Glimmer overalt, Beyonce og høj stemning! I hvert fald så længe der er rosé…«

Klokken 14.02 kommer der endnu en opdatering: »Vognen er skruk og deler flag og sæbebobler ud til alle børn.«

Klokken 14.15: “Wrecking Ball! Tid til at tisse – en sang, hvor der ikke hoppes!«

Klokken 14.50: »Vognen er fuld på alle måder – og Euphoria er stadig den bedste grand prix-sang nogensinde!«

lene.munk-petersen@adm.ku.dk

Seneste