Studentertale ved årsfesten 2015

Deres Majestæt,
Deres Kongelige Højhed,
Kære minister
Kære medstuderende og ansatte,
Mine damer og herrer

Det er svært at forklare venner og bekendte, hvad der sker på universitetet i disse dage. Ord som dimensionering, fremdriftsreform og omprioriteringsbidrag kan give lidt halvdøde øjne hos de fleste.

Derfor vil jeg i dag trække på en, der formår at gøre komplekse problemstillinger forståelige. Hvem kan deltage på News om Merkel og i Go’ Aften Danmarks fodboldpanel?

Det kan selvfølgelig prorektor Lykke Friis. Hendes geniale trick er, at bruge metaforer fra fodboldens verden. Et trick, der også kan forklare universitetets kringelkroge.

For universitetet er også en holdsport.

Men lad os lige starte et andet sted. Jeg rykkede ind på KU for tre år siden. Jeg kløede på med læsningen, og prøvede samtidig at koble mig på det sociale liv.

Jeg havde svært ved at acceptere, at jeg ikke forstod teksten om 1600-talsfilosofi. Hverken første, anden eller tredje gang. Endnu sværere havde jeg ved at acceptere, at jeg stadig ikke forstod den efter forelæsningen. Jeg måtte duknakket stille mig i kø til underviseren i pausen. Og andre før mig. For vi var 250 til dén forelæsning.

Jeg lagde derfor læsebyrden på egne skuldre. Jeg reagerede som mange af mine medstuderende nok også gør. Møder man undervisning, der ikke bringer en videre, må man selv slide hårdere i det.

Det er også her tvivlen begynder: Er jeg overhovedet egnet til at studere? Jeg selv blev ramt hårdt. Efter kun 3 uger, endte jeg med markante stress-symptomer. Imens mine nye holdkammerater lærte hinanden at kende i en fynsk spejderhytte, lå jeg sidelæns på sofaen. Syg af stress.

Jeg kom mig, heldigvis. Men jeg møder i stigende grad studerende, der fortæller, hvordan de slås for at få enderne til at nå sammen. Der fortæller, at et travlt studieliv lidt for ofte rimer på ondt i maven.

Når vi tror, at vi selv er problemet, stopper vi med at spørge makkeren om hjælp.

»Vi har ikke brug for en minister, som taler ned til de studerende. En minister som ikke tror på, at investeringer i viden og kloge hoveder betaler sig tilbage. En minister, som sætter hastighed og discount højere end akademisk virkelyst og nysgerrighed.«

Men jeg møder en anden virkelighed i medierne. Da ministeren trådte til, fremførte han selv en forfaldshistorie om dovne studerende. En historie om for få arbejdstimer, for lidt dedikation og for meget Facebook til forelæsningerne.

Indrømmet, det er et smart at skyde bolden over på de studerendes banehalvdel. Men det er altså en gratis omgang. Undersøgelser viser, at halvdelen af os føler sig stressede. Og Studenterrådgivningen melder om over 70 procent flere, der søger hjælp mod stress og angst end der bare var for 15 år siden.

Hvis I tænker efter, har de fleste af jer nok også mødt en, der har ramt muren. Jeres barn som har ringet hjem og grædende fortalt om ikke at kunne følge med. En ven, der slider sig halvt ihjel for at blive klar til eksamen.

Eller måske kan I huske det fra jer selv: Vi vil så gerne leve op til vores egne, vores nærmestes, vores universitets og endda vores politikeres forventninger.

Ved I hvorfor? Fordi vi hver dag mærker presset fra et usikkert dimittendarbejdsmarked. Vi knokler under studierne, fordi vi hellere vil bidrage end at sidde og vente på det første job.

Det er derfor, at vi skal gøre universitet til en holdsport. Og at alle omkring undervisningen skal bidrage. Fra vores læsegrupper ved vi, hvad det betyder, når kammerater ikke overholder deadlines. Holdspillet fungerer først, når alle bidrager.

Vi er samtidig afhængige af, at nogen med højere indsigt og pædagogisk perspektiv kan skabe rum for faglig dialog. Det kræver knaldgode undervisere. Men det kræver også undervisningstimer. Spilletid og kamperfaring er forudsætningen for et velspillende hold. Det kan ikke læres alene på læsesalen.

Men ikke nok med det. Der skal også være vand i drikkedunkene og nyslået græs. Holdet kræver både studerende og undervisere, men også et dygtigt administrativt personale og en god ledelse.

»Det er svært at forklare venner og bekendte, hvad der sker på universitetet i disse dage. Ord som dimensionering, fremdriftsreform og omprioriteringsbidrag kan give lidt halvdøde øjne hos de fleste.«

Som rektor også bemærkede, blev fremdriftsreformen i dag ændret for tredje gang. Banen skal altså kridtes op på ny. KU kan stadig få bøder, hvis vi ikke skynder os igennem. Men frem for bureaukratiske benspænd, er ansvaret nu igen vores her på universitetet. Det takker vi for.

Men kære universitetsledelse. Lad jer ikke friste. Vi må ikke drages mod nemme løsninger, hvor vi med et fingerknips kan indføre nye regler af samme art. Vi har kæmpet en fælles kamp mod fremdriftsreformens regeltyranni. Lad os nu sammen finde de kloge løsninger.
 
Efter at have præsenteret studerende og universitetsansatte, mangler jeg blot en sidste person på holdet. Det er en, der for tiden gør det svært at få samspillet til at fungere. Der er vel tale om en slags egotripper. Én som helst vil drible selv og som altid tackler lidt for hårdt i nærkampene.

Jeg taler selvfølgelig om de politikere, som først gav os 2,5 års slåskamp om en unødig fremdriftsreform. Og som nu vil skære på de midler, vi skaber verdensklasseuniversitet for.

Lad mig sige det ligeud: Det er altså svært at være et dansk hold i Champions League, hvis man presser spillerne for hårdt – og samtidig fjerner knopperne på fodboldstøvlerne og punkterer bolden.

»Jeg vil ikke acceptere et samspilsramt universitet«

Så kære minister. Kære Esben.

Vi har brug for dig som medspiller. Vi har ikke brug for en minister, som taler ned til de studerende. En minister som ikke tror på, at investeringer i viden og kloge hoveder betaler sig tilbage. En minister, som sætter hastighed og discount højere end akademisk virkelyst og nysgerrighed.

Jeg har en anden vision.

At universitetet skal være stedet, hvor vi stiller de spørgsmål, vi ikke viste vi skulle have svar på. Ikke bare et sted som leverer lydige fodsoldater til konkurrencestaten. Vi skal gå fra pølsefabrikken til en medborgerfabrik i stedet.

Alle os her i dag – og alle vores kolleger og medstuderende – vi er alt det Danmark kan blive. Det fremtidige potentiale, som regeringen nu sparer milliarder på. Henry Ford er kendt for at sige, at havde han spurgt folk på sin samtid, havde de ønsket hurtigere heste. De fik som bekendt en Ford. Spørger vi Venstreregeringen, hvad de vil have, svarer de for tiden også bare ’hurtigere heste’.

Kære Esben, jeg tror, jeg ved, hvad du vil svare til min vision. Du vil svare, at riget fattes penge. Og så vil du spørge, om der gror pengetræer i min have? Til det vil jeg svare ja. Jeg møder pengetræerne hver eneste dag. De sidder i undervisningslokalerne og på forskergangene, lige på nippet til at springe ud.
Det kan også være, at du svarer, at kvaliteten ikke forringes, når man skærer på uddannelse. Det har du sagt før.

Derfor vil jeg opfordre dig til at se dig omkring. Rundt omkring sidder alle os, som er gået i gang med at implementere de kvalitetsforringelser, du ikke tror, findes.

Tør du sige til Anja C. Andersen, en dygtig astrofysiker og medlem af KU’s bestyrelse, at nedskæringerne ikke har konsekvenser for hendes undervisning? Tør du spørge Mads Krogsgaard fra Novo Nordisk, om han og hans kolleger ikke tror, nedskæringerne får konsekvenser for Danmark? Tør du se mig i øjnene og åbent erklære, at ingen studerende på hele Københavns Universitet vil få færre undervisningstimer og mindre feedback på vores opgaver?

Hvis du tør, har du muligheden her i dag. I mit eget naive indre håber jeg virkelig, at du har ret.Men selvfølgelig er det ikke kun Esben der har et valg om at spille med på holdet.

»Vores minister er tilfreds med godt nok. Men hverken medarbejdere eller studerende, vil nogensinde tilgive, hvis I ikke stræber efter det bedste. «

Vi kan på universitetet bevise, at vi alle spiller på samme hold. At vi alle kan og vil hæve barren. Vi studerende og undervisere har et valg. Vi kan tage skyklapper på og skynde os hver for sig. Vi kan dukke hovedet, være tilfredse med ‘godt nok’ og acceptere tingenes tilstand.

Eller vi kan vælge at universitetet skal være en livsform, hvor vi selv er aktive medskabere. Vi kan stå stædigt fast på, at her på KU går vi efter at uddanne de dygtigste – og ikke bare de hurtigste.

Rektor og hver eneste dekan har også et valg. Så nemt som ingenting kan I erstatte fremdriftsdiktatet fra Slotsholmen med jeres egne bureaukratiske benspænd. Men I kan også vælge de kloge løsninger. I kan også stå fast på, at vi skal uddanne de dygtigste og ikke bare de hurtigste.

Vores minister er tilfreds med godt nok. Men hverken medarbejdere eller studerende, vil nogensinde tilgive, hvis I ikke stræber efter det bedste.

Jeg vil ikke acceptere et samspilsramt universitet. I en tid hvor slutrunderne også for det danske landshold virker meget langt væk, er det vigtigt at huske, at vi kom med til EM i 92 på et afbud.

At vi, på trods af modgang, kan nå helt til tops.

God arbejdslyst.

uni-avis@adm.ku.dk