Struensee goes to Hollywood

En Kongelig Affære er historien om Kong Christian den syvende og hans tyske livlæge Johann Struensees affære med Dronning Caroline Mathilde i starten af 1770’erne. Da Kong Christian skal på sin Europarejse i slutningen af 1760’erne, bliver Struensee ansat som rejselæge for at passe på kongen, der lider af sindssyge. De knytter et tæt bånd. Hvad de færreste ved hoffet ved men som Caroline Mathilde opdager, er at Struensee er oplysningsmand.

Via deres fælles interesse for datidens forfattere og fritænkere som Voltaire og Rosseau, vokser relationen mellem Struensee og den ideologiske Dronning Caroline Mathilde til ’en kongelig affære’. Sammen udnytter de Kongens vanskelige sind og manglende interesse for regeringsarbejdet, til at få reel indflydelse på styringen af Danmark. De gennemfører adskillige lovændringer på den korte tid de er ved magten, indtil de bliver væltet. Dronningen kommer i husarrest og Struensee bliver henrettet ved halshugning.

Filmen glider i smør

Olden-Jørgensen har specialiseret sig i dansk og europæisk historie fra 1500-1800, med særlig henblik på hofhistorie, lærdomshistorie, kirkehistorie og politisk idehistorie. Han har holdt foredrag om tiden under Struensee og har tidligere måttet erkende, at den kulturoplevelse, store historiske romaner kan byde på, står i fare for at blive afklædt og spoleret i mødet med hans faglige kunnen.

»Jeg plejer at sige, at det er min skyld og ikke romanernes. Det samme gør sig nok gældende med denne film.« siger Olden-Jørgensen.

Ikke desto mindre kan man spørge sig selv, hvor langt fra virkeligheden man kan tillade sig at bevæge historien. Det skal ikke ske på bekostning af filmens kunstneriske frihed, men den prætenderer jo at fortælle en ‘sand’ historie. I tilfælde af En Kongelig Affære mener Olden-Jørgensen, at filmen egentlig er ren underholdning.

»Som historiker er det en tvetydig oplevelse, at se filmen. Den glider i smør, det hele er professionelt lavet med store skuespillere, og historien er godt fortalt. Men den er blevet et helt igennem morderne drama. Alt i filmen er noget, enhver dansk gennemsnitsborger kan genkende sig selv i. Og de elementer, der måske ville være sværere at identificere sig med, men som nuancerer historien, er skåret bort.«

Det gode mod det onde

Struensee fremstilles ubetinget sympatisk i filmen. Han er indbegrebet af ’den gode’. Som tilskuere er vi aldrig i tvivl om, at han vil folket og Danmark det bedste, og derfor er vi uforbeholdent på hans side. Man kan næsten savne de nuancer i ham, der kunne give hans karakter mere kompleksitet. At vi som tilskuere tvivlede lidt mere, ville kun være en god ting. Og historisk set er der i følge Olden-Jørgensen belæg for at skildre en mere tvetydig karakter.

»Struensees eftermæle har været meget blandet. Der er og har hele tiden været, dem der dyrker Struensee som en helt, og filmen lægger sig konsekvent på den linje. Men der er også den anden side af historien, hvor Struensee karakteriseres som mere magtliderlig og usympatisk.«

Balancen mellem disse to ville have gjort Struensees karakter både mere interessant og troværdig. Kampen mellem ’det gode’ og ’det onde’ inde i mennesket er lige så interessant eller mere end den håndgribelige kamp mellem ’nogle gode’ og ’nogle onde’.

Hvor er Dronning Caroline Mathilde i mandedragt?

Olden-Jørgensen fortæller, at Dronning Caroline Mathilde i virkeligheden var en meget mere grænsesøgende og kontroversiel type, end hun beskrives som i filmen. I hende har filmen haft en mulighed for at vise en anderledes kvinde. I stedet gør den hende pæn og meget moderne. Det kan man se på flere planer.

»Det er tankevækkende, at historien viser os Caroline Mathilde som en grænsesøgende, buttet blondine. I filmen er hun en eftertænksom, åleslank brunette.« siger Olden Jørgensen og fortsætter:

»Men vigtigere er det, at der er interessante detaljer ved dronningen, som jeg undrer mig over, at de ikke har taget med i filmen, fordi man kunne få en rigtig god historie ud af det. Caroline Mathilde får bl.a. lavet en mandedragt, så hun kan ride i bukser. Her i filmen, rider hun i kjole – meget yndefuldt, men ikke nær så spændende. Det vil sige, at de har fravalgt det grænsesøgende og provokerende ved Caroline Mathilde. Det forstår jeg ikke. For det kunne man sagtens have brugt uden at ødelægge filmen rent fortællermæssigt.«

Kirken repræsenterer de onde

Olden-Jørgensen hæfter sig ved, at filmen tillægger Guldberg – lederen af oprøret mod Struensee sammen med Enkedronningen – og dermed alle Struensees politiske fjender, et kristent motiv. Således ses han ofte siddende inde i en kirke.

»Filmen fokuserer meget på kirken som den onde. Det er ’de kristne’ der bringer Struensee til fald. Men i virkeligheden er det ikke kirkens folk, der vælter Struensee. De var på det tidspunkt lige så magtfulde og magtesløse som vores tids biskopper. Guldberg var huslærer, ikke præst!«

Men at gøre kirken og de kristne til de onde, er et meget velkendt, moderne og effektivt virkemiddel. Vi har alle et forhold til ’det religiøse’: Det er både et aktuelt emne i dag og vækker samtidig vores bevidsthed om, hvilke forhistoriske grusomheder den har været skyld i. Olden-Jørgensen uddyber:

»Filmen lægger nogle moderne, genkendelige problemstillinger ind i sine konflikter. Men det medfører samtidigt, at den spiller mere på vores følelser i dag – altså let tilgængelige emner, som tilskuerne uden problemer kan identificere sig med – end på de reelle historiske begivenheder.«

Filmisk effektiv på bekostning af de interessante detaljer

En Kongelig Affære er en svært idylliserende film. Den svælger hverken i sex eller vold og indføjer endda en ’happy ending’ ved at antyde, at Kong Christians tronearving, Frederik (VI), førte Struensees reformer videre. Sammenhængen mellem Struensees politiske liv og Frederiks virke som konge står ifølge Olden-Jørgensen helt for filmens egen regning. Endvidere kunne en mere modig og utraditionel skildring af Caroline Mathilde være spændende, synes Olden Jørgensen:

»Filmen kunne have gjort sig selv interessant og nytænkende, hvis den turde lade Caroline Mathilde fylde mere. Hun er trods alt fortælleren i filmen og den mest grænsesøgende personlighed (ridebukserne!). Alligevel fylder Struensee og Mads Mikkelsen mere i filmen. Det er lige på grænsen til det trivielle at spekulere så meget i en kendt skuespillers stjernestatus.«

Og dét er et symptomatisk for den måde, hvordpå En Kongelig Affære vælger at være filmisk effektiv frem for at være interessant. Men effektiv er den. Ufrivilligt fældede jeg en tåre, da dronningen blev frataget sine børn, og jeg måtte holde mig for øjnene i den lange optakt til, at Struensee skal halshugges. Ikke desto mindre gjorde den mig ikke særlig klogere på mennesket eller kærligheden og heller ikke på historien. Det opstod ingen interessante tanker undervejs, og filmen var desværre hurtigt glemt bagefter.