Skriften blev tilflytterens krakkort

»Da jeg startede på KU, indstillede jeg skrivningen!«

Så enkel er udmeldingen fra Amalie Laulund Trudsø, der netop har udgivet sin debutbog ’Koordinater’. For da hun i 2007 skiftede barndomshjemmet i Espergærde ud med tilværelsen som danskstuderende i København, var der to ting, der fyldte hende: Mødet med den nye by og mødet med den danske litteraturhistorie.

Begge møder var overvældende for forfatterspiren: I to år fæstnede hun dårligt et ord til papiret. For hvordan gør man en by til sit hjem? Og hvordan forholder en vordende forfatter sig til den overflod af god dansk litteratur, som bestandigt fylder pensumlisterne?

At komme overens med byen og skriften

For Amalie Laulund Trudsø blev det et svar, at begynde at skrive på sin egen oplevelse af mødet med København.

’Koordinater’ er da også en bog om at flytte til byen. På omslaget finder man genrebetegnelsen ‘københavnertekster’, og bogens 60 korte tekster har det tilfælles, at de følger en ung kvindelig jeg-fortæller og hendes nye (kærligheds)liv i hovedstaden.

»Det her ’jeg’, der er i bogen, er på den ene side en enormt ung pige, der kommer ind til byen, står med hænderne ned langs siden og siger ’Wow, hvad sker der lige her’. Men på den anden side er det et meget reflekterende jeg, der kan sidde på Skt. Hans Torv og være ret bevidst om hele sin situation,« siger Amalie Laulund Trudsø.

Netop jeg-fortællerens blanding af forskrækkelse og bevidsthed er gennemgående i teksterne. Det er yderpunkter i en fortælling om et jeg, der forsøger at komme overens med alt det nye og forvirrende, som byen repræsenterer. En proces, som sker løbende i de mange enkelte historier, der alle har titel efter et københavnsk gadenavn.

»Bogen er skrevet over erfaringen af at opleve byen blive til. At flytte hertil og kun kende Strøget, og så pludselig cykle rundt og finde ud af, hvor de enkelte gader er. Byen går fra at være et abstrakt kort til at blive konkret. Et nyt hjem,« fortæller Amalie Laulund Trudsø.

Traditionsbevidsthed

Samtidig med at byen blev konkret og hjemlig for den KU-studerende, blev angsten for at skulle leve op til den litteratur, der allerede er skrevet om København, fortrængt. Det hændte ironisk nok samtidig med, at hun gravede sig længere ned i den danske litteraturhistorie på studiet. Ikke desto mindre følte hun sig i 2009 klar til at skrive det, der siden blev til ’Koordinater’.

»Jeg tror på, at man kan uddanne sig til at blive skrivende ved at blive bevidst om traditioner. Deriblandt traditionen for at skrive om København. Men jeg har fortrængt, at jeg indskrev mig i en tradition. Jeg skrev i første omgang bare om København, fordi det var det, jeg kunne,« ler Amalie Laulund Trudsø.

Byen findes under stenene

Læser man de korte prosatekster, synes man dog at ane en arv, en bevidsthed om, at teksterne bygger på noget. Det kan være anden københavnerlitteratur, som det ses i citatet af Otto Gelsted, der udgør bogens første side. Men det kan også være, når teksten gør opmærksom på, at portrættet af København har en historie. Byen findes også under stenene, som jeg’et opdager i teksten ’Skt. Hans Torv’.

»Og her sidder jeg så en forsommermorgen, på den lille bakke af brosten med de revner, der er mellem brostenene, revner, som måske er jord og sådan viser, hvordan København også findes under stenene.«

Så mens forfatteren fortrænger, gør teksten opmærksom på by- og litteraturhistorie. Og det er måske en meget god rollefordeling.

»Jeg er sikker på, at det har hjulpet mig med at skrive, for lige så snart jeg tænker over traditionen, tænker jeg også: Hvordan kan du nogensinde tro, at du kan nå op på siden af de store kanoner.«

Skrivegruppe fra universitetet

En anden hjælpende faktor for Amalies skriveri har været den skrivegruppe, hun er en del af. Gruppens to andre medlemmer, Johannes Fogtmann og Tine Høeg, kender hun fra KUA, hvor de studerer henholdsvis litteraturvidenskab og dansk.

»Jeg havde et fag med Tine og fandt ud af, at hun skrev, da jeg læste poesitidsskriftet Hvedekorn. At skrive er noget folk er ret hemmelige omkring herude. Sidenhen opdagede jeg, at Johannes også havde haft tekster tidsskriftet. Vi dannede en skrivegruppe. De har haft stor betydning for udarbejdelsen af denne bog.«

Skulle bogen være indledningen på et længere forfatterskab, bliver der god tid til skrivningen snart. Når studiets sidste udfordring, specialet, er overstået, bliver Amalie nemlig kandidat i dansk. Og så kan hun kalde sig både cand.mag. og forfatter.

uni-avis@adm.ku.dk