Skandaløst syretrip i den sorte boks

REVY - Stud.scient.pol.'ernes usunde omgang med det magiske og irrationelle krøb ind under huden og ætsede sig fast i vor anmelders sarte nerver.

af Helga Hubeck-Graudal

Min verden brød sammen, da jeg i weekenden indfandt mig i Chr. Hansen Auditoriets mørke på CSS for at overvære de statskundskabsstuderendes ellers velrenommerede revy.

Allerede efter de første få sketch stod den bedrøvelige sandhed lysende klar: De studerende, der var ansvarlige for spektaklet, bruger mere tid på at lege med hallucinogener end på at passe deres skole.

Det er således næppe tilfældigt, at statskundskabsrevyen 2011 bar navnet 'Testet på rotter (it’s funny ’cause it’s true!)', en titel der emmer af tragisk, forstemmende selvironi.

Jorden kalder statskundskab

Revyen var sat op som et langt delirium, hvor grænserne mellem subjektiv studenterlivsvirkelighed, benhårde politiske realiteter og fri fantasi var totalt udflydende. Som en collage af drømmesekvenser om hvordan verden er, kunne blive og aldrig skulle have været.

De studerende på scenen evnede øjensynligt ikke at skelne mellem planeten Jorden og en række udsyrede, everett’ske paralleluniverser, hvor det der aldrig har fundet sted, alligevel har fundet sted et eller andet sted.

Umulige politiske scenarier

For eksempel mødte vi en Helle, som i sidste ende tabte valget, selv om de to Lars’er havde drukket sig ned, allerede da den første exit poll havde dømt dem ude.

Senere fandt Lars 'Mr. fem procent' Barfoed, ganske utopisk, en ledig plads til sit parti til venstre for Villy på det politiske spektrum. Dette udspillede sig som hjerteskærende ballade med refrænet 'Bevar Konservative'.

Mental nedsmeltning

Men det blev værre endnu, for så tog Anders Klo Rasmussen på piratjagt i Adenbugten sammen med Peter Obama Pan og Angela Klokkeblomst Merkel og blev pænt utilfreds, da de rigtige pirater viste sig ikke at have forstået reglerne.

Og en træt, risengrødssulten metodeunderviser gik pludselig i ét med Bertel Haarder og sendte en byge af sin legendariske stress imod en lidt for spørgelysten studerende til tonerne af Eminems 'Lose yourself'.

Identitetsforvirring

Til jobsamtalen hos DR havde Kenneth Plummer klædt sig ud som Moammar Gaddafi for at bedre sit kandidatur til genansættelse.

Og GPS’en til din iPhone viste fejlfrit vej til succesfuld scoreadfærd i fredagsbaren, som var vi selv blevet til robotter, der reagerer mekanisk på ydre stimuli.

Det var oprørende at være vidne til dette kreative vanvid, som blev udført med så malerisk stemmeføring og kropssprog, så effektiv koreografi og så bidende musikalitet, at det siden har hjemsøgt mig i min nattesøvn.

Ode til det underbevidste

Struktur og rød tråd var skrottet til fordel for et sansebombardement af optrin, der som hovedregel hverken var kohærente eller internt konsistente.

De studerende havde tydeligvis ikke tilstrækkelig evne og vilje til at trænge ind i statskundskabens materie og anvende fagets metoder.

I stedet var revyen en formastelig hyldest til intuitioner, fornemmelser og irrationelle associationsrækker; det ubevidste, usagte og upåviselige. Det symbolske, det sorte og det magiske.

Den sorte boks

Det lignede derfor en tilståelse af de studerendes generelle vildfarelse, da en flok arabere dansede rundt om en stor sort terning, der skulle afgøre slaget mellem diktatur, facebookrati og andre velkendte styreformer.

Den sorte boks er statskundskabsjargon for det, lærebogsteorierne ikke kan fortælle om - hvordan politik formes. De blinde punkter, det ubekendte, som ikke kan sættes på formel, og som derfor helt bør ignoreres.

Men som altså på scient.pol.’ernes revy blev dyrket med blasfemisk entusiasme. Som havde de intet lært efter flere år med Moravcsik og Waltz som sengekantslæsning.

I bund og grund er jeg rystet over, at fantasien og påskønnelsen af det underbevidste og irrationelle er så sprællevende hos unge, der skal forestille at være fremtidens dørvogtere til bureaukratiets system og orden.

Håbet fik lov at leve

Der var dog forbipasserende øjeblikke, hvori de studerende viste forsigtige fremskridt. Fortolkningerne blev momentvis mere loyale over for forlægget, og kontakten med virkeligheden så ud til at være på vej mod genetablering.

For eksempel var Liberal Alliance et Star Wars setup, hvor det spraglede hold af folketingskandidater udgjordes af robotter, halvaber, stjernekrigere og skrydende monstre. Cirka ligesom i virkeligheden.

Det giver ingen mening!

Men så kom dén med, at Belgiens otte måneder lange regeringskrise skulle være analog med, at Tintins ærkefjende Rastapopoulos havde kidnappet Terry og nu forlangte løsesum i form af Den Sorte Ø eller en ubåd forklædt som haj.

Her var der ikke længere nogen tvivl: De studerende revymagere er totalt langt ude. Og har brug for hjælp.

Desværre var der ikke mange omkring mig der besad den fornødne empati til at indse dette. De grinede højt og hæmningsløst af de alle skrækkeligt meningsforvirrede scenarier. Fra det allerdybeste sted i deres maver.

Elleve pil op

Det bliver til et 11-tal på 13-skalaen med stor løftet pegefinger op.

Begrundelse: Det må retfærdigvis anerkendes, at akademisk vid og analytisk sans tilsyneladende både kan bruges til at tænke ud af boksen og til at fantasere om, hvad der foregår inde i den. Og til at binde personlige erfaringer og fantasiverdener sammen med velkendte politiske realiteter på en måde, så det bliver både vedkommende, poetisk og frygtelig underholdende for selv den ikke-fagnørdede tilskuer.

Og vend så næsen tilbage til kompendierne. Skarnsunger.

Se revyen i billeder på University Post

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.

• Send
• Del