Mit mandige skrig

KULTURNAT - KU opfordrede på Kulturnatten folk til at bruge deres sanser. Universitetsavisen gjorde interessante opdagelser. Fra smagen af dybhavsgris på Life til en overraskende kapacitet i vores reporters stemmebånd.

af Anna Møller

Der er lang kø ned ad gangene på det Biovidenskabelige Fakultet, og især den gratis softice er vist populær. Men jeg vil hellere have gris end is.

»Vi har højtryksbehandlet nogle svinekoteletter,« fortæller Alberto fra Italien mig, »de er blevet udsat for 6000 atmosfæretryk. Det svarer til, at der har været tryk fra 60 kilometer vand oven på dem. Derfor hedder det dybhavsgris.«

Det kunne også have heddet det mindre mundrette ’gris under et dusin elefanter’, for det udgør samme tryk. Men hvorfor overhovedet højtryksbehandle fødevarer?

»Trykbehandlingen dræber alle mikroorganismer, så kødet kan opbevares ved stuetemperatur,« forklarer Alberto, der er postdoc, mig. Men det får også en sagesløs kotelet til at smage af koldt, råt kød. Ikke den bedste byttehandel i mine øjne.

SE BILLEDSERIE: Kulturnatten på Københavns Universitet.

Duftlaboratoriet

I vandrehallen er utallige stande samlet, og i en af dem studerer jeg krydderurter i et Leica-mikroskop.

»Du kan se på citronmelissen her, hvordan bladets bakker er behårede med lange fangarme. For enden af de fangarme sidder de æteriske dråber af olie, der bliver udløst, når du rører ved det,« får jeg fortalt.

I boden ved siden af skal der gættes dufte fra reagensglas, Alexandriner-Rose, Lavendel og Febertræ, og nu lugter alt mest af pebermynte, så jeg må videre og stjæler en salviekvist, inden jeg omfavnes tungt af kantinens aroma af stegte pølser.

Havtorn, grønkål og blæretang

I en stand er det nordiske køkken rykket ud til strandbredden, og det ser ud til, at man ikke behøver tage madpakke med næste gang, man skal på stranden.

Her er nemlig vejbred, asters og karse i strandversioner og læge-kokleare, der smager som brøndkarse og peberrod og brænder lidt på tungen, men så er det godt, at der er saftpressere ved den næste bod.

»Hvad er det?,« spørger jeg i barnlig tone, men de er vant til det i standen og svarer rutineret »grønkål, kruspersille og Ingrid Marie æbler«, mens saftpresseren kæmper om at følge med. Det smager overordentligt godt, så jeg tiltusker mig et glas til, mens der bliver stillet spørgsmål fra de besøgende.

»Hvordan skyllede I grønkålen?« spørger en dame - hun er i øvrigt sikker på, at der er tale om Phillipa-æbler og ikke Ingrid Marie - men selvom man svarer på mange spørgsmål, kan man godt være frisk: »Vi kørte lige forbi bilvasken på vej herhen,« får hun til svar.

Er du supersmager?

Der er så mange dufte og smage, at det er til at blive rundtosset af, og derfor er det passende at få testet smagsløgene. Det kunne jo være, man var supersmager, som der står på et skilt.

»I skal holde jer om næsen med den ene hånd og holde den her med den anden.« Vi får udleveret en rød pille i hånden, og så må vi spise. Det smager sødt.

»Det første, I kan smage, er en af de fem grundsmage, altså om det, I har i munden, er sødt, salt, surt, bittert eller umami. Nu må I slippe næsen. Herefter kan I bruge lugtesansen til at bestemme den specifikke smag,« siger studinen i boden.

Dumpet

»Kanel!« udbryder jeg og tager mig til munden, for det var jo børnene, der skulle svare, ikke mig.

Og så må jeg teste, om jeg er supersmager, så jeg gnider en vatpind med grøn frugtfarve hen over tungen og placerer en lille cirkel af papir yderst på tungen, mens den pædagogiske studerende tæller antallet af smagsløg.

»Vi har 10.000 smagsløg,« fortæller hun, »og hvis man har mere end 10 inden for den her cirkel, så er man supersmager.«

»Du har 9,« siger hun. Jeg føler lidt, jeg er dumpet.

Brølet på KUA

Byen summer af mennesker, der skal i byen og være kulturelle eller bare fulde, og på den anden side af Langebro hersker også Kulturnatten.

På KUA ligger der flyers fra performanceinstallationen ’Brøl’ overalt, men uden for er der sært stille. Vi må ind til iscenesættelsen, som kunstneren Peter Holmgaard er hovedansvarlig for.

På vej derind går vi forbi en bogstand, hvor der sælges ’sorte bøger om ondskab’, og jeg når til min gru at spotte Anne Birgitte Richards 'Køn og kultur' på tilbud, før jeg finder vej til brøleauditoriet.

Mit mandige skrig

Brølene optages live, de samples og manipuleres med og kører som konstant baggrundsstøj inde i det store auditorium.

»Hvad er forskellen på et brøl og et skrig?« vil jeg vide, så Henrik fortæller mig: »Brølet kommer fra det engelske raw, som betegner et livsbrøl, mens skriget ofte er relateret til døden som i et angstskrig.«

Jeg brøler. Det er grænseoverskridende og et forbløffende mandigt skrig, der kommer ud af min hals, og det sidder i stemmelæberne længe og vibrerer.

Det ny Tonefilmsorkester

Inde i Multisalen ligger violiner, harmonikaer, klarinetter, trompeter og tromboner og venter på deres ejermænd, mens publikum finder sig til rette til en koncert fra de gode, gamle sort/hvide dage.

»Jesper, du mangler noget,« kommer det fra publikum, da musikerne træder ind, og der bliver kastet en Robin Hood-hat op til en af violinisterne, der placerer den på hovedet med et grin.

Orkesterlederen er frejdigt opstemt uden at være anstrengende, og indleder med 'Lån mig din kone' fra farcen af samme navn fra 1957.

Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, at Life lader de studerende præsentere deres videnskabelige anskuelser, resultater og arbejde, mens det primært er kunstnere udefra, der står for Kulturnatten på KUA.

Alle sanser dækket

»Nu skal vi have en om transportmulighederne i indre by – i de gamle dage«, beretter dirigenten og lader 50’er-diktion og vandkæmmet hår være charmerende og kækt, mens de to mandlige sangere synger os igennem "Der kommer altid en sporvogn og en pige til":

»Der kommer altid en sporvogn og en pige til.
Så kan man køre ekspres ad himmerige til.
Og hvis det var en forkert, der kom,
er det som regel jo altid let at stige om.«

Alle sanserne bliver dækket til Kulturnatten. Jeg er stadig hæs i stemmebåndet, grøn på tungen og har pebermynte i næsen, da jeg træder ud i oktobernatten. Kulden sætter prikken over i’et og bider lidt i kinderne.

uni-avis@adm.ku.dk

• Send
• Del