Mindeord for Jens Ravnkilde

Professor, dr.med. Bente Klarlund Pedersen, Institut for Klinisk Medicin:

Jens Ravnkilde blev fundet død i sit hjem den 3. juni.

Jeg kendte ikke Jens Ravnkilde, før jeg modtog en mail fra ham i januar 2014, hvor han vedlagde en artikel til Ugeskrift for Retsvæsen (UfR) om min sag i Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed, UVVU. Artiklen har titlen ’Et forskningsetisk justitsmord’. Siden da anvendte Jens Ravnkilde sine store intellektuelle ressourcer på at overbevise UVVU om, at de havde taget fejl.

Jens Ravnkildes skarpe analyse af forskeres retsstilling i uredelighedssager var kendt ud over vores landegrænser og kort før sin død var han inviteret som foredragsholder ved Karolinskas Etiske Råd. Ravnkilde nåede også at publicere endnu en artikel i UfR med titlen ’Hvordan skal kampen mod videnskabelig uredelighed gribes an? Retspolitiske betragtninger med særligt henblik på de dårlige danske erfaringer’.

Jeg var i perioder næsten dagligt i kontakt med Jens Ravnkilde over e-mail og lærte ham at kende som et sjældent fint og hyperintelligent menneske. Hans formuleringsevne var formidabel og hans skarpe humoristiske sans fornægtede sig aldrig. Hvad færre måske vidste, var, at Jens Ravnkilde også var en empatisk og meget hjælpsom person, hvis virke var drevet af retfærdighedssans.

Jeg er glad for, at jeg lærte ham at kende og taknemmelig over at han greb fat i mig og min sag. Det er et stort tab, at vi ikke har Jens Ravnkilde som engageret analytisk kritiker på sidelinjen i den igangværende revision af UVVU. Jens Ravnkilde har ikke levet forgæves.

Professor, dr.phil. Hans Bonde, Institut for Idræt og Ernæring:

Jeg arbejdede sammen med Jens Ravnkilde på flere ligestillingsjuridiske artikler de sidste måneder af hans liv. Her demonstrerede Jens Ravnkilde sine store intellektuelle færdigheder ved i et næsten manisk arbejdstempo at afdække komplekse problemstillinger, som ingen før ham havde behandlet til bunds.

Med sin krystalklare skrivestil, sin evne til at arbejde sig ind til essensen og sin humor, der ofte skinnede igennem den ellers meget tørre og juridiske skrivemåde, formåede Jens Ravnkilde at bringe klarhed, hvor der før var uklarhed. Han bidrog således med meget væsentlige juridiske indsigter i en række artikler i Ugeskrift for Retsvæsen, senest med en artikel om, hvordan UVVU kan rekonstrueres.

Som samarbejdspartner var Jens Ravnkilde utroligt generøs i sin arbejdsvilje, evne til at fokusere på essensen i en given problemstilling og at gå til stålet uden ringeste forsøg på at agere diplomat. Han rummede den sjældne kombination af at være både uddannet i jura og i filosofi, hvorfor han var i stand til at kombinere analyser af retfærdighed og retmæssighed. Jeg kommer til at savne hans eminente klarhed og enorme drive.

Professor, dr.jur. Mads Bryde Andersen, chefredaktør for Ugeskrift for Retsvæsen:

Jens Ravnkilde var en sjældent skarp juridisk forfatter med en enestående evne til at analysere og debattere konkrete retlige problemer dybtgående og med humor og vid. Der er ingen tvivl om, at hans forfatterskab vil blive stående for eftertiden. Der er forskellige meninger om den praktiske brugbarhed af hans skarpsindige analyser. Men på det punkt indskriver han sig i den retstradition, der blandt andet tegnes af retsfilosoffen Alf Ross, som Ravnkilde i øvrigt ved sin død arbejdede på et stort manuskript om.

Professor, dr.med, Thorkild I A Sørensen, Metabolismecenteret og Institut for Folkesundhedsvidenskab

Det er med stor sorg og ærgrelse at jeg erfarer at Jens Ravnkilde er død. Jeg lærte ham at kende i forbindelse med UVVU-sagen mod Bente Klarlund Pedersen, som jeg var blevet engageret i. Efter hans artikel i Ugeskrift for Retsvæsen om denne sag kom jeg i intens e-mail debat med ham. Fra den første mail søndag den 9. februar med denne artikel har jeg fået 168 mails fra ham.

I den sidste mail fra den 29. april i år var vi ved at tage hul på et hidtil dårligt belyst aspekt af den verserende debat om UVVU, nemlig spørgsmålet om ’sjusk med forsæt’. Alt hvad han skrev i disse mails lyste af stor energi, entusiasme, engagement, og de indeholdt altid knivskarpe og relevante argumenter i en fortsat fremadskridende dialog, åbenlyst styret af en urokkelig retfærdighedssans og stræben efter intellektuel klarhed, konsistens og kohærens, og jævnligt krydret med en herlig sarkastisk humor.

Hvor jeg som så mange andre i den akademiske verden kunne forfalde til det overfladiske og naive synspunkt at vores gøren og laden var bedst tjent med ikke at blive omklamret af alt det juristeri, blev mit samspil med Jens en yderst effektiv kur mod denne holdning. At vi ikke længere har Jens Ravnkilde til at følge op på den igangværende helt nødvendige revision af UVVU og dets retslige og empiriske grundlag er i min vurdering et meget stort tab.

Vi kan kun håbe på at hans hidtidige indsats på området kan fastholdes som et eksempel til efterfølgelse for dem, der måtte få ansvaret for denne revision. Desværre nåede jeg kun at møde Jens et par gange, men disse møder bekræftede til fulde det indtryk, jeg havde fået gennem mail-dialogen med ham. Æret være hans minde.

Line og Vagn Peyk, livslange venner:

Jens Ravnkilde var en nær ven af os gennem mange år. Han havde ikke så mange andre. Mennesker, der kun har haft en flygtig berøring med Jens (studenter fx) har nok ofte opfattet ham som en ret utilnærmelig og måske lidt arrogant person. Vi kendte ham som et varmt, humoristisk og generøst menneske, og han var afholdt i vores familie. Hos os vil han blive meget savnet.

I perioder så vi Jens ganske ofte, men til andre tider, når en sag optog ham, eller når han skrev på noget, kunne der godt gå nogen tid imellem, at vi sås. Da han døde, havde vi ikke set ham i en måned eller to. Det var ikke unormalt.

Malmø var hans frivillige exil. Hans æstetiske sans afspejledes i hans lejlighed, hvor han omgav sig med smukke ting og en masse computer- og hi-fi udstyr, som han brugte store summer på. På væggene hang kun abstrakte billeder, han selv havde malet. Når vi besøgte ham, fik vi som regel thaimad, som han var vældig god til at lave.

Vi ved meget lidt om hans familie og baggrund. Det var emner, han sjældent berørte andet end meget overfladisk. Vi spurgte selvfølgelig somme tider, men det gad han ikke snakke om. Vi har dog ikke indtryk af, at der lå nogen speciel trist historie bag dette. Hvad der optog Jens mest af alt, var hans hunde og katte, og han var i det hele taget en stor dyreven. Intet kunne gøre ham så vred som dyrplageri.

Musik fyldte meget i hans liv, og han havde en enorm samling af klassisk musik. Hans viden om musik var imponerende, og han afskyede pop- og rockmusik næsten lige så meget, som han elskede den klassiske. Han har tidligere spillet violin, vistnok på et ganske højt niveau, men opgav det, da arbejdet ikke længere levnede ham tid til yderligere udvikling. Så forærede han sin violin til vores datter.

Jens læste ikke overvældende meget udover den juridiske faglitteratur. Han købte og læste en del krigshistoriske bøger. På sofabordet lå der som regel en sådan, som han var ved at læse. Han sagde somme tider, at hvis han skulle til at starte studierne nu, ville han vælge historiefaget.

Jens var en dårlig kortspiller og mente selv, at brætspillet Risk var hans force. Han vandt dog aldrig og var ikke denne verdens bedste taber.

uni-avis@adm.ku.dk