Litteraturhistoriens kvindeformede huller

LITTERATURFORSKNING - Lise Busk-Jensen har skrevet et kæmpeværk om romantikkens kvindelige forfattere, der stort set alle er glemt, fordi den litterære kanon er skrevet af mænd. Doktordisputatsen forsvares på Humaniora i februar

af Gry Bartroff Gaihede

Du har begået et pionerværk på et par tusind sider om 76 kvindelige danske forfattere fra perioden 1800-1870. Af de mange navne vil den moderne læser højst kende et par stykker. Hvorfor skal en nutidslæser interessere sig for de øvrige forfatterinder?

»For at få et indtryk af kvindernes litteraturhistorie. Der er mange historiske forfattere, som folk læser i dag, alene fordi de er trukket frem i litteraturhistorierne. Disse kvindelige forfattere har ikke tidligere har været særligt godt behandlet af litteraturforskerne, og det er mit håb, at nogle af forfatterinderne vil blive placeret i vores historiske og litterære hukommelse.«

Er der ikke en god grund til at glemslen har visket dem bort? Måske kunne deres litterære kvaliteter ikke stå distancen.

»Måske, men sagen er, at vi ikke ved det. Det eneste, vi ved, er, at vores litterære kanon er skabt af mandlige læsere. Der kom kvindelige forfattere på banen allerede ved 1800-tallets begyndelse, og fra 1860 steg mængden af debuterende forfatterinder markant. Men de historikere, der sidder i den litterære institution og styrer, hvad der skal bevares i vor hukommelse, har alle været mænd. Helt op til vor tid. Min generation, der begyndte på universitetet i 60'erne, arbejdede som de første med kvindernes litteratur – og deres situation i det hele taget.«

Hvordan blev kvindernes litteratur modtaget af samtidens anmeldere?

»Mændene har – naturligt nok – læst de bøger, der interesserede dem. I skønlitteraturen har det især været bøger med mænd i hovedrollen. Kritikerne læste skam de kvindelige debutanter, men de havde meget svært ved at spejle sig i deres historier. Jeg har et eksempel fra 1860'erne, hvor en kritiker affejer en bog med bemærkningen: 'Der er ikke nogen interessante mænd i denne bog!'
Det hændte også ofte, at selv om en bog havde en kvindelig hovedperson, så koncentrerede anmelderne sig om en af historiens mandlige bipersoner. Og sådan er jo litteraturens væsen: den tilbyder læserne historier, de kan spejle sig i. Litteraturforskningen er ikke nogen eksakt videnskab.«

Du begyndte at læse litteraturvidenskab på Københavns Universitet i 1965. Hvordan var dit møde med den litterære institution?

»Ingen drømte jo om at læse bøger af kvinder dengang, og det forekom ret naturligt for os kvindelige studerende, for det var vi vant til fra skolen. Men så opdagede vi efterhånden, at de mandlige lærere så os som en slags andenklasses studerende.
Professor Aage Henriksen, som var en fremtrædende skikkelse på det tidspunkt, sagde faktisk (i tidsskriftet Kritik i 1972) om litteraturforskningen, at 'kvinder studerer noget, som ikke i egentlig forstand er deres eget'.
Og da vi kvinder fik en fornemmelse af, at vi stod i et formidlet forhold til litteraturen, var vi nogle, der begyndte at læse den kvindelige litteratur i stedet.«

Hvad finder man så hos romantikkens forfatterinder?

»Kvinderne skildrede deres liv i middelklassens intimsfære i alle dets aspekter; kvinder som mødre, hustruer, skyggetanter og unge piger; pardannelsens og familielivets mønstre; modsætningen – og den var stor dengang – mellem kvinderolle og forfatterskab og mellem intimsfæren og samfundet.
Forfatterinderne skildrede deres heltinders konfliktfyldte udviklingsforløb som selverhvervende og oprørske kvinder. Forfatterindernes drømme om frigørelse findes i tre varianter af den tidstypiske dannelsesroman, ægteskabsromanen, guvernanteromanen eller emancipationsromanen.«

De forfattere, du behandler, er altså romantikkens middelklassekvinder, der skriver om deres intimsfære. Kan man kalde vore dages 'chick lit' en udløber af romatikkens kvindelige dannelsesroman?

»Hvis man synes, at forfatterne til denne 'chick lit' prøver at forme et sammenhængende verdensbillede ved at skabe nogle kvindelige figurer og forbilleder, der gennemspiller nogle centrale kvindelige konflikter som forfatterne til disse tre genrer, så ja.
Men jeg vil ikke sige, at de forfattere, jeg behandler, peger snævert op imod denne 'chick lit'. Er den ikke mest for teenagere?
Romantikkens forfatterinder er snarere forløbere for forfattere som Kirsten Thorup, Helle Helle, Katrine Marie Guldager, Christina Hesselholt.
Efter mit disputatsforsvar agter jeg at arbejde videre med spørgsmålet om den kvindelige dannelsesroman i meget bred forstand gennem modernismens fase og frem til nutiden.«

gbg@adm.ku.dk

• Send
• Del