Da garderobepigen skamløst forlanger dobbeltpris, fordi afgående dekan Nils O. Andersens drivvåde regndragt ikke sådan lige kan stoppes ned i hans tornyster, kan dekanen ikke vide, at det er nu – indenfor – at skyerne er sortest, og den egentlige overskylning skal begynde.

For sjældent er en flok chefer blevet så gemmenheglet af deres underordnede, som i den første Science Sommerrevy fra de ansatte på det sammenbragte naturvidenskabelige KU.

Stive dekaner

Ikke alene regeres Københavns Universitet af liderlige nazister, konfliktsky alkoholister, fuskere, egomanikere og idiotiske bureaukrater – cheferne kan heller ikke tale, så man forstår, hvad de siger.

De klemte ansatte spiller rollen som la résistance med stengun og alpehuen på sned. De kalder sig Hvidkittelgruppen, og undervejs i forestillingen står de for overgange mellem de mange sketcher om ledelsens forskellige overgreb mod arbejdsforhold og sund fornuft. Revyen fraviger stort set ikke sit tema i den times tid, den varer.

De to dekaner Nils (O. Andersen) og Niels (Elers Koch) får måske en slags genmæle undervejs, men kun i Rytteriet-udgave i en parafrase af de to overrislede rige svin i dækstole, Snobberne, som altid er klar til at klemme kærligt om hinandens arme og ansætte en ekstra prodekan, hvis bunken af e-mails bliver for kedelig at læse sig igennem.

Hemmingsen eller Clinton

Også Science-direktør Marianne Rønnebæk får nådesløse tæsk. På scenen stavrer hun omkring, mens hun udspyr meningsløse sætningsdele om forandringer og processer på en slags vulgær-djøfsk, mens hun blærer sig med sin fortid ’i ministeriet’.

Undervejs i revyen tager folkedybet stilling til forholdene på KU i en stribe uhyggeligt velproducerede videoindslag. Tilfældige mennesker udtaler her deres bramfri mening om rektor Ralf Hemmingsen, om dekanerne, om KU, og først når udsagnene kammer over i det helt groteske og injurierende, begynder man at mistænke, at der måske er blevet stillet spørgsmål om nogle helt andre emner.

Vi i salen tror, at kvinden på gaden er blevet spurgt, hvad hun mener om Ralf Hemmingsen, men måske er der i virkeligheden blevet spurgt til damens mening om Bill Clinton, og så kan man forestille sig resten.

Den ægte Holger Bech

I en anden video forklarer fysiker Holger Bech Nielsen helt straight, hvad en fusion i grunden vil sige på en måde, der samtidig formår at gøre det tydeligt, at KU’s fusion er et farligt fysisk eksperiment.

Det er elegant gjort, og sikken luksus for Science at kunne gøre brug af den ægte version af den videnskabsmand, som alle de andre revyer kopierer.

Revyholdet håndterer også dygtigt, at Science på dekanfronten har haft et underligt år, hvor først Nils O. Andersen og Niels Elers Koch har delt posten, mens John Renner Hansen nu umiddelbart inden premieren pludselig har overtaget hele butikken.

Alle tre dekaner skal jo ristes, og bliver det, men revyen bærer præg af, at Nils og Niels har haft tid at træffe beslutninger og udvise karakteristisk adfærd, der kan parodieres, mens John først skal vise, hvor nedrig han garanteret er. Alligevel er den nye dekan en af revyens skæggeste figurer med overgearet energi, Holger Danske-skæg og dårligt siddende skaldepande-badehætte.

Fornem musik

Det lader sig ikke lige gøre for Uniavisen at finde en rolleliste på KU’s væld af eksterne og interne hjemmesider, og måske har revysterne på Science foretrukket anonymitet for at undgå repressalier.

Men bandet fortjener at blive fremhævet for et smukt soundtrack med svampet bas, sprød jazzet guitar og veltrukket harmonika, og holdet tæller også flere hæderlige sangere og en enkelt solist, der er niveauet bedre endnu.

Ralf Hemmingsen gestaltes også morsomt med knirkende stemme og et bud på et fakultetslogo, der forestiller ’et møde’. »De her utydelige vandfarver symboliserer de mange spildte timer,« mumler han, og virrer rundt med et pendul. (Til de uindviede: Det nye Science har stadig ikke noget logo).

Hvem skal sparkes næste år?

Revyen sparker mest opad. En enkelt sketch Paradise Kutel – der modsat de fleste andre er mislykket – giver de studerende et los nedad og udstiller dem lige så hjernedøde, som titlen lægger op til.

Skulle man savne noget undervejs er det, at revyen tør gå planken ud og også stikke brodden i afsenderne selv, de ansatte. Men revysterne kan komme efter det en anden gang, for showet bør afgjort blive fast tradition. I år har der vist mest været brug for katarsis på Science. Selv den afsluttende gospelsang ender i et massedrab med maskinpistol, før ledelse og ansatte risikerer at blive for gode venner.

Revyens mest kærligt komiske indslag er faktisk det allerførste, en vise, der slår en poetisk, absurd stemning an, som resten af revyen ikke rigtig følger op, med linjer som:

»Nat knepper fluer, Life tæller træer, Science ligger laaaaaaaangt væk fra verden.«

En ønskedrøm. På Science har virkeligheden det sidste år fyldt en hel del, og den har været hård og beskidt.

chz@adm.ku.dk