Kærlighedskunst på KUA

KUNST - Studenternes Galleri serverer kærligheden køligt på forårets udstilling

af Christoffer Zieler

Indsmigrende og klistret elskovsmusik og –zak smyger sig i Det Kongelige Biblioteks lækre bygning på Amager. Det er lyden af den svære kærlighed, temaet for forårets udstilling i Studenternes Galleri.

KU’s kunstnere har fået en hvid biblioteks-langside at brede sig over, og studentergallerister Ida Oline Frandsen, Laura Kirstine Albeck og Andreas Mandrup har kurateret. De tre er gået usentimentalt til værks. Studenternes Galleri har fået en hel del mere kunst at vælge imellem, end de skulle bruge, så den lille udstilling er resultatet af nogle konsekvente valg.

»De udstillede værker er objektiverede, eksistentielle, kunstneriske udtryk snarere end selvudleverede bekendelsessentimentalitet,« som der står på kunstformidlingsk i galleriets program. Ingen bør forvente krammebilleder og hjerter med lyserød plys.

Trist papirbunke og en mulighed for kærlighedens DSB

Jeg har hørt fuglehjerter banke / set verden gennem regnbuefarver

Ømme ord, der slanger sig på en papirstrimmel fra væggen og ned på gulvet, hvor de filtrer sig sammen til en bunke og efterhånden bliver dystre, før de fuldkommen mister deres mening. Papiret ender i et udsagn, der ser helt uhyggeligt ud, dernede på linoleummet: Love is all. Love is all. Love is all.

Det er ret godt. Kunstneren hedder Mille Højerslev Nielsen.
»Værket viser, hvordan den smukke kærlighed hurtigt kan blive gjort ligegyldig og grim,« skriver hun til kataloget.

Udstillingskataloget er hjemmekopieret, men det har den rette gennemarbejdede fornemmelse. Studenternes Galleri tager sin opgave dybt alvorligt. Selv ferniseringens obligatoriske vin er obligatorisk sur i det. Den professionelle tilgang forklarer nok også, at de udvalgte bidrag er gode.

Længere nede ad væggen ses en serie fotos af indersiden af et grafittiovermalet tog. Det er forbavsende smukke, næsten rørende billeder, Christine Fjellestad og Linn Helene Husby Løken har leveret.

Man ønsker, at DSB ville male os sådan et love-train, så det blev muligt at rejse i dæmpet rødlig boudoirstil. Ingen telefoner; passagererne ville sukke stille i sådan et tog. Ifølge kataloget handler togbillederne om forholdet mellem undergrundskunsteren og samfundet, om et muligvis desperat forsøg på at påtvinge samfundet en kærlighed til grafittien. Muligvis.

Det er også det tætteste, vi kommer på det sentimentalitetsfølelsesfremkaldende på en udstilling, der er lagt efter et køligt snit.

• Send
• Del