Jan Sonnergaards kærlighed og mørke

BOG - Jan Sonnergaards roman om et liv efter gymnasiet under Den Kolde Krig i 1980´erne rummer heldigvis også fortællingen om Vilhelm Funks fantastiske og uforudsigelige kærlighedshistorie, der giver én lysten til at læse færdigt. For alt andet dengang; livet på universitetet og ligegyldigheden overalt; er virkelig hård realisme

af Anders Fjeldberg

»Åh jo, I gjorde det skam. Kloden blev udslettet. Tag endelig ikke fejl af det.«

Så sort slutter Jan Sonnergaard sin roman: ’Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom’.

Har man lyst til at læse sådan en bog? Ja - for den er godt skrevet, og har substans. Historien hænger ganske enkelt godt sammen, der er overraskelser og stof til eftertanke.

Jeg – en slags anmelder af bogen – er selv student fra nøjagtig samme år som studenterne fra persongalleriet i Jan Sonnergaards roman: 1982.

Så påvirkelige vi dog er

Jan Sonnergaard har lavet en fin og sammenhængende og meget troværdig fortælling om, hvordan studenten Vilhelm Funks møder kærligheden under den konstante trussel om atomkrigen, og bogen peger på, at en så voldsom trussel, som truslen om atomkrig, virker dybt ind i vores følelsesmæssige personlige og mest intime liv.

Videre endnu kan bogens hovedbudskab være, at truslen om den totale atomkrig ikke bare lod os upåvirkede efter Den Kolde Krigs afslutning i 1991, og slet ikke på en god måde. Det siges ikke direkte i bogen, men antydes bare hele tiden. Det er 'show it, don´t tell it'.

Bogens begyndelsespunkt er en gruppe nordsjællandske gymnasieelevers afslutningsfester – i 1982.

Kærlighed og manipulation

Ordet ’manipulerende’ går bogstavelig talt som en rød tråd gennem hele fortællingen i beskrivelserne af rigtig mange af figurernes måde at være.

Men Vilhelm Funk, ’gnomen’ eller ’dværgen’, som han også blev kaldt på grund af sin lave højde, finder alligevel kærligheden sammen med Tina; som ellers ifølge romanen må være en af Københavns værste storbybitcher dengang … altså indtil hun finder kærligheden og angiveligt et fast holdested hos Vilhelm Funk - gnomen.

Næsten ingen i romanen under ellers Vilhelm Funk at finde en kæreste. Da allermindst hans psykopatiske far, der i gymnasiet har for vane at gennemtæske Vilhelm på grund af ingenting og ondskabsfuldheder, og hvordan skulle Vilhelm så forvente sig at få andet af livet end … ingenting?

Kærligheden og 'generation no future'

Alligevel lykkes det i romanen for Vilhelm Funk, endda midt i menneskehedens sorteste timer, undergangen i atomkrigen, der i romanen altså går fra at være en potentiel trussel, der i vores verden aldrig blev udløst, men i romanen udløses i ragnarok.

Enden var også virkelig nær dengang, selv om den ikke kom. Når Jan Sonnergaard alligevel udløser atomragnarok i romanen, så kan det være for at understrege, at vi mentalt ikke forblev upåvirkede, hvis vi skulle gå rundt i dag og tro det.

’Generation no future’ blev ungdommen også kaldt; fordi hvis ikke ungdommen var dømt til at være permanent ungdomsarbejdsløs, så skulle den jo alligevel dø i atomkrigen. Den kom jo ret sikkert 'lige om lidt’.

Det fremmede en ligegyldighed over for alt og alle, og det er måske den anden røde tråd, foruden 'manipulerende', der går gennem hele romanen: 'ligegyldighed'.

Ydmygelse som fornøjelse

Før Tina mødte Vilhelm Funk bestod hendes mest gennemtrængende fornøjelse tilsyneladende i at ydmyge samtlige elskere, hun slog en klo i. Alle fik de; mandlige som kvindelige elskere; bagefter en kurv – og bagefter en kniv i ryggen og så også lige ind imellem sidebenene. Hun var den, der fyrede.

Hvorfor blev hun sådan?

»Hun overvejede, om hun alligevel skulle gå op til stodderen og ødelægge hans dag lidt,« står der overbevisende på side 152, og så videre og så videre.

Vilhelm Funk, også kaldet ’dværgen’, støder Tina på til en fest, på side 176:

»Måske skulle man lege lidt med dværgen. Hvorfor ikke?«

Yuppier og punks

Alligevel blev det til mere med de to som et par end kun et perfidt drilleri fra Tinas side. Happy end. Vilhelm og Tina danner par, mod alle odds, også selvom Tinas måde at leve sin seksualitet ud på indtil mødet med Vilhelm Funk måske var perfekt tilpasset datidens konstante trusselsbillede i omverdenen om en hurtig og brutal død i atomkrigen. No future: seksualitet tilpasset til hvordan en atomkrigstrussel kan virke ind på os menneskers følelses- og seksualliv.

Romanen beskriver det overbevisende, synes jeg. Især i midten af bogen. Over flere kapitler, der udspiller sig i et cafémiljø på Kultorvet blandt på overfladen evigt muntre og kokainsniffende, men samtidig iskolde yuppier og på samme tid og sted med på tilsyneladende barske folk fra undergrunden, men som er i afmagt og tiltagende visionsløse. De to grupper har i hvert fald det til fælles i bogen, at de mener, at hvis nogen tror på noget varigt i livet, hvis nogen organiserer sig med henblik på at få et langt, godt liv, så er de da først virkelig idioter, for vi skal jo alligevel alle dø lige om lidt i den totale atomkrig, altings afslutning. Ligegyldighedens triumf.

Men når alting er ligegyldigt, hvorfor så ikke også bare manipulere alt og alle i ens nærmeste omgivelser? Fordi manipulation giver resultater i en fart, og der var ikke tid til andet, fordi vi skulle jo alle alligevel dø lige om lidt, så der var, tilsyneladende, heller ingen konsekvenser ved at manipulere. Det kunne være en del af romanens forklaring på livets gang.

Sprogligt er Jan Sonnergaard i sit es i midten af bogen, hvor han beskriver cafémiljøet på Kultorvet, hvor både yuppier, undergrunden, punks og kunstnere kommer sammen – eller mere korrekt: de opholder sig i samme rum på samme tid. Mærkeligt nok.

Selvtilstrækkelighedens og ligegyldighedens triumf

Også det at studere dengang på universitetet var, ifølge bogen, ’bare noget man gjorde’, fordi det kunne man lige så godt gøre, som man kunne lade være, når man nu (alligevel) var blevet student. Det mest latterlige nogen kunne gøre, ifølge Jan Sonnergaards roman, var altså at uddanne sig til noget, fordi man ønskede at udrette noget for sit og andres liv på langt sigt. Alle skulle jo alligevel dø lige om lidt.

Hvad gør vi så ved det i dag? Måske kan man vende meningen med den sidste linje i romanen om: Bogens sidste linje om, at kloden skam blev udslettet, det skal vi endelig ikke tage fejl af. Fordi hvis livet virkelig var tilfældigheder, alt var tilfældigheder, kærligheden også var tilfældig altid, så ville alt, der skete i verden, være afhængig af statistik og sandsynlighed, og så skulle vi nok have haft den atomkring, den var helt klart det mest sandsynlige scenarium. Hvis alt var statistik ...

Når det ikke skete alligevel, så kunne det jo også, som et budskab, der er lagt (skjult) ind i bogen, være fordi en bevidst kærlighed alligevel er mulig?

Jeg ved det ikke, jeg nævner det bare, fordi Sonnergaards roman er virkelig barsk, der er ikke mange flinke mennesker i romanen, slet heller ikke på universitetet dengang, ifølge bogen, de fleste mennesker kan fint-fint betegnes som det, man dengang i firserne brugte som et meget udbredt skældsord til at beskrive: Narcissistiske - selvtilstrækkelige og evigt arrogant nedladende røvhuller over for alt og alle. Er det dét, vi mangler at gøre op med? Har vi glemt at give plads til en tro på en bevidst kærlighed? Er det romanens budskab? Læs selv, bedøm selv.

Vurdering: Læses gerne en gang til

Til sidst: Til at forklare, hvordan verden i romanen kan gå under i en atomkrig i firserne og så alligevel ikke i vores virkelighed i dag, benytter Jan Sonnergaard sig efter min mening af nogle lidt kryptiske næsten-videnskabelige forklaringsmodeller. De holder ikke videnskabeligt, mener jeg, men glem dem.

Det betyder ikke noget for oplevelsen af romanen. Nyd i stedet de seje og meget nærgående beskrivelser af nogle personlighedstyper, der for de flestes vedkommende godt nok ikke virker særlig hyggelige, men man kan virkelig lære meget selv, ved bare at læse om dem. Her er Jan Sonnergaard på total hjemmebane.

Det gælder især i beskrivelsen af Tinas bevæggrunde til at holde fast i Vilhelm Funk. Den historie hænger godt sammen, den historie alene kan være hele romanen værd, og kan få mig til at læse romanen en gang til.

anfj@adm.ku.dk

• Send
• Del