Har porno en fremtid?

På Rigshospitalet underholder Nicolas Barbano de frisindede om porno med en samlernørds begejstring. Ikke helt godt nok for Universitetsavisen

af Christoffer Zieler

I den vestlige verden bliver hvert 20. samleje i dag filmet og lagt på nettet, enten til salg eller til fri forlystelse for gratister og andre onanister.

Okay. Undskyld, læser. Det er ikke sandt, det med de mange filmede samlejer. Men indrøm, at du et sekund overvejede, om det var. Det virkelige tal er formentlig lavere. Pointen er, at sexfilm har et stort publikum.

Det underlige, ja, paradoksale, er at pornofilm samtidig er så dårlige. Måske har instruktørerne det bare for let, når publikum alligevel liderligt tager imod deres slatne produkter?

Eller også tiltrækker pornobranchen bare ikke så mange dygtige fotografer eller klippere, eller pornoorgelmusikanter eller karakterskuespillere, som man skulle have troet?

På en måde er det en skam, kunne man tænke. Det virker som om, der er et stort potentiale i film om mennesker, der ligger og knalder.
Universitetsavisen tager til forelæsning om pornografi for at blive klogere. På hospitalet.

De kloges sexklub

På Rigshospitalet holder Dansk Forening for Klinisk Sexologi og Sex & Samfund under banneret ’Hertoft-eftermiddage’ forelæsninger om menneskets seksualitet, ofte i pirrende sprogdragt. Alle kan dukke op. Og senest var det så pornoen, der i 40-året for sin danske frigivelse blev trukket af stalden (bogstaveligt, skal det vise sig) af en af genrens flittigste udforskere, Nicolas Barbano.

Hertoft-crowden er en seksuelt venligtsindet forsamling. Folk summer hyggeligt. Eventuelle pornohadere har høfligt maskeret deres mishag. Og Barbano går direkte til Universitetsavisens medbragte, men uartikulerede spørgsmål.

»Folk spørger mig altid, hvor de kan finde gode pornofilm,« siger han. Så han har taget varerne med, og snart blænder han op for et klip fra ’Deep Throat’, hvis titel også pryder maven på hans t-shirt.

Linda Lovelace, hvis klitoris befinder sig i hendes hals, beklager sig hos lægen. Han skuer op i hendes underliv.

»Hvis du fortæller mig, at nogen har glemt deres armbåndsur dér, så …« protesterer Linda.

Publikum ler højt og inkluderende. Oralsex på lærredet og lummer musik:

Now we found your tinkler/
That’s all she wrote/
Deep throat

Det er vanskeligt at se det, men denne film er måske den mest succesfulde i verdenshistorien – den har indtjent sin produktionspris foreløbig omkring 2.000 gange.

Og Deep Throat beskæftiger sig med noget, der var totalt tabuiseret i 1972, fortæller Barbano begejstret. »Nemlig kvindens lyst - kun seks år efter, at klitorisorgasmen var blevet påvist videnskabeligt.« (Af Masters og Johnson i 1966).

Det er selvfølgelig også noget. Men den sidder jo ikke nede i halsen, klitoris. Og det hele ser så bøvlet ud for Linda. Rynkede bryn. Hårdt arbejde under den konede frisure.

Skøgebilleder

Pornografis etymologiske betydning, forklarer Nicolas Barbano, er ’skøgebilleder’. En mere tidssvarende definition kunne lyde: ’skrifter, billeder og andet materiale, der søger at virke seksuelt stimulerende’.

Konteksten er afgørende, idet mennesker har evnen til at reagere på det mest forbløffende. Replikken ’det sagde hun også i går’ er et godt eksempel.

Snarrådige mennesker demonstrerer gang på gang, at det med disse seks ord er muligt at løfte enhver tænkelig menneskelig aktivitet ind i et pornografisk rum.

Eller i den urovækkende variant: Der er forskel på om billederne fra skovbørnehavens udflugt hænger på opslagstavlen nede i Solsikken, eller om de ligger på en russisk hjemmeside for børnelokkere. Skønt billederne er de samme.

Har porno en fortid?

Den egentlige – og yderst interessante – kerne i Nicolas Barbanos eftermiddagsforedrag er et forsøg på at påvise, at pornoens kulturhistorie strækker sig tilbage til antikken.

Når pornoen i perioder har været henvist til regnfrakkelommer og skuffen under boghandlerdisken, skyldes det, at vi især siden cirka 1800 har befundet os i en tidsboble af abnorm seksualforskrækkethed, mener Barbano.

Han underbygger sin sexhistorie med billeder fra kunstens verden, hvor mytologien har fungeret som alibi for at gå erotisk bananas med marmor og maling.

Det var også her, man pressede den til kanten, som man undertiden drattede ud over. ’Leda og svanen’ (angiveligt) af Francois Boucher var næppe heller gået i dag (googl den eksplicitte version).

Barbano opridser nogle af de censurkampe, der har udspillet sig, når øvrigheden har ønsket at klemme hårdt om det usømmelige og stække de lavere klassers ønsker om lir.

Helt indtil den konservative justitsminister, Knud Thestrup, i 1969 fik ophævet forbuddet mod billedporno (i et misforstået forsøg på at gøre porno uinteressant ved at eliminere tabuelementet); hvorefter de lyserøde porte åbnede sig og verden blev skyllet over af et horende hav.

Pastorale og vandpibe

»Jeg kan vise den her film, hvor et ungt par har almindelig sex med hinanden,« siger Nicolas Barbano. »Eller jeg kan vise en anden Ole Ege-film om ornepigen Bodil?«

»Ornepigen!« råber salen. Og ret forbavsende er filmen med den mut stirrende Bodil tilsat musik af Beethoven. Og Bodil foretager sig en masse ting med sine dyr, som man nok ikke burde blande dyrene ind i, og slet ikke uden sikkerhedssko.

»Er det pornografi, det vi lige har set?« spørger Barbano.

En mand i salen siger nej. Filmen fungerer jo ikke. Man skotter lidt rundt i salen.

Publikum får modgift i form af en strimmel kvindeporno med blonde, strenge Candida Royale. Douche belysning, klavermusik. Candida stønner og hvæser som en hullet vandpibe, mens manden med lokumsskægget samvittighedsfuldt ifører sig kondom. Folk gaber.

Men Barbanos begejstring er intakt! Uhæmmet, ukritisk. Åh, nej! Nørder findes på tegneseriemesser, i strikkeklubber eller inden for visse grene af verdensreligionerne. For nørder er det hele et, fedt, fedt.

Det hele er spændende. Det hele er godt. Og det er nørdens passion, det ser vi nu, der flammer bag Nicolas Barbanos undseelige briller. Kunne denne mand lige så godt kunne være vild med veteranbiler, illustrerede klassikere eller tændstikæsker som med erotik? Måske spørgetiden kan afgøre det.

Pornoficering og sex for penge

Seksualdebatten handler for tiden om retten til at sælge og, især, købe sex. Er det skadeligt at sælge sex? Socialdemokraterne har netop vedtaget, at, ja, det er det. Også selv om der er en hel del sexsælgere, der har pebet om, at de har det helt fint.

Pornoskuespillere sælger helt ubestrideligt også sex, men det er usikkert, om man også har tænkt sig at forbyde deres virke i skøgebilledbranchen.

Vi får se. Måske har politikerne lyttet til folk som Linda Boreman, der spillede Linda Lovelace og siden erklærede, at det, der foregik i Deep Throat, reelt var voldtægt. Eller til den endnu mere sørgmodige historie om Bodil Joensen, hvis filmkarriere heller ikke førte noget godt med sig. Hun gik til i druk og depression i en ung alder.

Et par spørgsmål i salen kredser forsigtigt om denne form for bekymring ved pornoen, dens kvindesyn, dens brug af mennesker i en kontekst, der stadig placerer de medvirkende uden for mange menneskers begreber om det gode selskab.

Nicolas Barbano ved det godt! Pornoskuespillere har fået aids, der bliver hver dag lavet grimme film af onde mennesker, men - og så er det igen en fan og samler, der taler - sex er jo så godt, så frisættende.

Feministerne i salen bliver pacificeret med en hurtig viften med en nyere pornofilm, der er instrueret af en kvinde, der deler deres holdninger.

Og selv om verdens mest succesfulde pornofilm ikke hæver sig over niveauet i en studenterrevy, har danskerne alligevel fået bedre sex af 40 års porno. På det punkt er Nicolas Barbano slet ikke i tvivl. Han slår ud med armene i en slags konklusion:

»Sex er næstbedst efter kærlighed!«

Porno kommer af os, mennesker, af vores seksualitet. Og indtil videre må vi vist tage, hvad vi kan få.

chz@adm.ku.dk

• Send
• Del